P. Fuglsang

Kapitel, 5

Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan jeg kan ende i sådan nogle situationer. Alex ligger ovenpå, uden jeg kan gøre noget. "Vil du være 'venlig' at flytte dig?" mumler jeg, mens mine øjne er fanget af de mørke øjne der er lige ud for mine. "Jeg troede ellers at du kunne lide, at have den flotte nabo fyr oven på dig", smiler han kækt. "Det kan jeg skam også, men nu er det jo sådan, at den flotte nabo ikke er her", svarer jeg drilsk. Jeg kan se et glimt af irritation i hans øjne, inden han flytter sig fra mig. Han ligger sig på den anden side af mig. Ingen af os siger noget, vi kigger bare begge op i mit loft. Jeg kan høre den svage musik fra mine højtalere. Den spiller en af mine yndlingssange. Jeg begynder stille at nynne med. Jeg glemmer lidt, at Alex ligger ved siden af mig.

Jeg kan mærke hans øjne kigge på mig, men jeg gør som ingen ting og bliver bare ved med at kigge op i loftet. Hans øjne borer sig ind i mig, hvilket får mig til at føle mig utilpas. Jeg vender hurtigt hovedet og kigger på ham. "Ser jeg så godt ud, at du bliver nød til at nedstirre mig?" siger jeg irriteret, mens jeg kigger ind i hans mørke øjne. "Nej" siger han ligegyldigt, "men du synger godt". Jeg vender hurtigt hovedet tilbage, til at stirre op i loftet, mens jeg kan mærke rødmen strømme frem i mit ansigt. Jeg var begyndt at synge istedet for at nynne. Jeg skælder mig selv ud inde i mit hoved, mens jeg har en stirre konkurrence med loftet. Jeg må indrømme, at jeg tror loftet vinder den her omgang, men der er kamp til stregen.

"Jeg vidste ikke du kunne synge, Paulina", kommer det ovre fra den anden side af sengen. "Hvem siger jeg kan?" spørger jeg ligegyldigt. "Det har jeg da lige hørt", udbryder han med irritation i stemmen. Han har lagt sig på siden, og sat albuen ned i sengen, så hans hånd støtter hans perfekte hovede. Jeg kan mærke hans øjne kigge på mig, men jeg har ikke tænkt mig at kigge på ham. "Så hørte du forkert, jeg kan ikke synge", siger jeg helt normalt, mens jeg stadig har stirre konkurrence med loftet. "Jeg hørte ikke forkert! Du kan synge", nærmest råber han af irritation. "Kan det ikke være ligegyldigt?" spørger jeg irriteret. "Hvorfor?"spørger han undrende. "Fordi det er ligegyldigt om jeg kan synge" svarer jeg, mens jeg sætter mig op i sengen og drejer mig så jeg kan kigge på ham. "Hvad er klokken?" spørger han. "Halv ni", svarer jeg ligegyldigt.

Med et ryk, sætter Alex sig op og kigger på mig. "Kom" kommandere han, mens han går hen mod døren. "Hvad skal vi?" Spørger jeg nysgerrigt og mistroisk. Han vender sig om og sender mig et blik, der siger 'følg nu bare med', så jeg følger med. Han går ned af trappen og ud i opgangen. Jeg følger stille med. Han tager sko og jakke på og gør tegn til, at jeg skal gøre det samme. Min time, eller vores time, starter først om lidt over en time, så det er ikke der vi skal hen.

Vi går ud af hoveddøren og jeg får besked på, at låse døren efter os. "Hvad skal vi?" Spørger jeg nysgerrigt, men jeg får ikke noget svar. "Skal vi i skole nu? For det er lidt tidligt", siger jeg, men intet svar. "Kan du ikke svare mig?" Spørger jeg lidt irriteret, mens vi går over vejen hen mod hans hus. "Jeg går ikke videre, hvis jeg ikke får at vide hvad vi skal", protesterer jeg og stopper på fortovet ved hans hus. "Kan du ikke bare følge med? Du behøver ikke at vide alt" stønner han irriteret uden at vende sig om. "Okay" mumler jeg.

Han stopper op inde i deres garage. Der står en reol i den ene ende af garagen med alt muligt forskelligt, på den modsatte væg af den er carporten, med en dør ved siden af som vi kom ind af. Der er også en dør på væggen imellem de to vægge. Jeg gætter på den fører ind til deres hus. Midt i garagen står der en sort bil, som Alex er på vej ind i. Jeg står bare og kigger dumt på ham. Jeg ved ikke, hvad det er jeg er gået med til. "Kommer du?" spørger han, med et undrende udtryk i ansigtet. Jeg siger ikke noget, jeg sætter mig bare ind på passagersædet. Efter han ikke har villet svare på mine andre spørgsmål, vil han sikkert heller ikke svare på det jeg har nu. Det stopper mig bare ikke fra at spørge. "Hvor skal vi hen?" spørger jeg mistroisk, men alligevel lidt spændt. Han tænder for radioen der strømmer ud med musik. "Det får du at se", er det eneste han svarer. "Så det du siger er, at jeg skal gå med en næsten fremmed person ind i en bil og køre, hvem ved hvor?" spørger jeg med løftet øjenbryn, mens jeg kigger på ham. "Jeg er da ikke en fremmed person, jeg er den flotte nabo", smiler han kækt og starter motoren.

Vi kører ud på vejen, forbi den lille café der ligger på hjørnet, forbi en hel masse cyklister med samme trøje på, det må være en slags forening eller sådan noget. Jeg følger dem tænksomt med øjnene, da vi kører forbi dem. Jeg læner mig frem i sædet og maser mit ansigt mod ruden, for at følge dem selv når de er bagved os. "De er ikke efter dig", kommer det fra Alex der sidder og smiler. "Hvad?" spørger jeg og vender hurtigt mit hovede om og kigger spørgende på ham. "Cyklisterne. De er ikke efter dig, Paulina" forklarer han stadig med et smil på læben. "Er du sikker? De så nu meget mistænklige ud", nikker jeg overbevisende, men med ironi i stemmen. "Nej ikke helt, men hvis de er, havde de cyklet lidt hurtigere for at følge med" konkluderer han. "Det har du nok ret i", svarer jeg med et smil. Mit smil forsvinder hurtigt og jeg bliver til et stort spørgsmålstegn. "Hvorfor er vi lige kørt ud af byen?" spørger jeg, mens jeg vender mig om og kigger på byskiltet. "Fordi det er den vej vi skal", svarer han irriteret, som om jeg burde vide det. "Og hvilken vej er det så helt præcist vi skal?" spørger jeg selv irriteret. "Den her vej", svarer han og peger mod vejen. Jeg kigger på ham med et ansigtsudtryk der bare siger 'mener du det?'. Det eneste han gør ved det er at grine af mig.

Efter godt og vel en tyveminutters tid, uden nogen af os har sagt noget, begynder jeg at kede mig. Det er ikke akavet. Hvilket faktisk er mærkeligt. Normalt ville det her have været ret akavet og jeg ville være ved at dø, men ikke med Alex. Det er faktisk rimelig hyggeligt, hvis man kan sige det. Jeg kan godt lide at være i hans selvskab. Selv når der er helt stille. Jeg drejer langsomt mit hoved over mod ham, for at kigge på ham, uden at han skal opdage det. Hans mørke hår der sidder som det skal, er så fristende at køre en hånd igennem. Bare strække armen og lade fingrene glide igennem det og mærke hans bløde hår mod min hud. Det ser blødt ud, selvom det er stylet. Eller hans fyldige røde læber, der bare kalder på at blive rørt ved af mine læber. Det er fristende, men jeg gør det ikke. Selvfølgelig gør jeg det ikke, jeg burde ikke tænke sådan. Jeg stopper med det samme, og ligger istedet for mærke til hvad han laver.

Han trommer på rattet med tommelfingrene, mens hans hovede stille går fra side til side. Det går op for mig, at han sidder og nynner med på musikken. Alex nynner. Den hårde Alex nynner med på en sang. Jeg begynder at smile af ham. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør jeg.

"Nyder du udsigten?" spørger han og kigger hurtigt hen på mig og så tilbage på vejen, mens et kækt smil kommer frem på hans ansigt. Jeg drejer ikke hovedet eller noget. Det vil bare få mig til at virke endnu dummere. Jeg vælger istedet for at snakke uden om. "Er vi der snart?" spørger jeg, mens jeg i normal fart drejer hovedet tilbage, til at kigge ud af forruden. "Et kvarters tid", svarer han.

Et kvarter. Vi når aldrig tilbage til skolen nu. Jeg skal ikke have fravær. Det kan godt være, jeg ikke går så meget op i skolen, men jeg vil ikke have fravær. "Men-" stammer jeg og kigger forvirret på ham. "Men hvad?" spørger han uden at fortrække en mine. "Jeg skal ikke have fravær", fastslår jeg stadig forvirret, "jeg har ikke haft en dag med fravær, og det skal jeg heller ikke have". En latter kommer fra venstre side af mig. Han sidder og griner af mig. "Hvad?" spørger jeg irriteret. "Jeg havde bare ikke forventet, at du var typen der gik op i det" griner han. "Men det er jeg altså", svarer jeg fornærmet. "Hvorfor går du så meget op i det?" spørger han. "Det ved jeg ikke, jeg kan bare ikke se grunden til at blive væk" svarer jeg, mens en rød pick-up overhaler os. "Vil du have, at jeg vender om, Paulina?" spørger han med irritation i stemmen og tristhed i øjnene.

Jeg vil gerne vide hvor vi skal hen. Jeg kan godt klare at få lidt fravær, det dør man ikke af. Så har jeg også noget, at fortælle til den tid jeg bliver gammel og gråhåret.

"Nej" svarer jeg lidt efter og kigger ud af forruden. Vi er lige kørt ind i en by, jeg nåede bare ikke at se hvilken. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at et smil bredder sig på hans perfekte ansigt. "De bedste minder, er dem man får når man gør noget man ikke må", siger han med glæde i stemmen. Jeg griner af ham og han skruer højere op for musikken. Der går ikke mange minutter, før jeg kan høre han synger med. Det må jeg give ham, han kan synge. Han kan faktisk synge. Et smil bredder sig på mine læber og jeg synger med.

Han drejer ind på en parkeringsplads og mine øjne bliver store. Jeg kigger spørgende over på Alex der smiler til mig. Det her er nok det sidste sted, jeg vil have gættet på vi skulle hen.