P. Fuglsang

Kapitel, 7

Jeg smiler. Det er der også kun grund til. Jeg har lige været i radioen. I radioen hvor jeg sang. Det er den bedste oplevelse, jeg længe har haft. Det var så fantastisk. Det sus der gik igennem hele min krop. Et sus som kun kan beskrives som fantastisk og positivt.

Jeg sidder ved siden af Alex i bilen på vej hjem. Jeg har haft et smil på læberne, lige siden vi gik der fra. Det var en engangs oplevelse, men en fantastisk en af slagsen.

Alex sidder stille og nynner med på radioens musik, mens han kigger ud af forruden. Vi var gået der fra, med en masse komplimenter og venlige ord fra værterne og Richard. Af en eller anden grund, sagde den anden lydmand aldrig noget. Det gør mig ikke rigtig noget.

"Kunne du lide det?" Smiler Alex til mig. "Om jeg kunne?" Jeg kigger på ham med store øjne og et kæmpe smil, "det var fantastisk! Jeg har aldrig oplevet noget ligende." han leer af mig. Hans latter er som musik i mine ører, ligesom i morges, hvor han stoppede min musik og grinte af mig. Den her gang er det bare ikke lige så voldsomt. Mere en venlig latter.

Der er stadig lang vej hjem. Det tog os lidt over en halvtime, da vi kørte der hen. Vi har nok cirka kørt i fem minutter.

"Er du sulten?" Spørger Alex og kigger over på mig. "Lidt" svarer jeg og smiler. Jeg har ikke fået noget siden mit æble i morges og jeg har en fornemmelse af, at vi er midt på formiddagen. "Så kender jeg et godt sted vi kan holde ind" siger Alex mod forruden. Han må komme her ofte, siden han kender de gode steder at holde ind.

Vi er lige kørt ud for byen, da Alex vælger at dreje ind på en parkeringsplads. Jeg kigger ud af forruden og begynder at grine stille. "Sikke et godt sted du kender" griner jeg og vi stiger ud af bilen. "Hvad? Det er da byens bedste sted" prøver han, at overbevise mig om, mens han låser bilen efter os. Selvom han ikke behøver, at overbevise mig, for jeg mener også selv det er det bedste sted at spise. De har næsten alt her. "Byens? Det er da landets bedste sted" smiler jeg. "Der findes ikke noget bedre end McD mad" griner Alex.

Vi går op mod døren og jeg prøver, at hive døren op, men af en eller anden grund, så vil den bare ikke op. Min mave længtes efter mad, men døren holder mig væk fra maden. Den vil bare ikke op. Jeg laver en grimasse og lukker øjnene, imens jeg sætter fødderne godt fast i jorden og lænder min overkrop bagud og hiver til. Jeg mærker pludseligt et ryk i døren, men det er ikke mig der gør det, det er Alex. Alex som har skubbet døren ind ad. Den skulle skubbes til og ikke hives i. Han står virkelig og prøver at holde et grin inde, mens jeg bare ser forvirret på ham. Mit forvirret udtryk bliver hurtigt skiftet ud til et irriteret blik.

"Du vover på, at sige noget" mumler jeg irriteret til ham, mens han holder døren åben for mig og jeg trasker forbi. "Jeg siger intet" smiler han uden at grine eller han prøver at lade vær.

- - - - - - - - - -

Efter Alex havde sat mig af, var jeg bare gået direkte op på mit værelse og smidt mig på min seng. Hvor jeg så stadig ligger. Min mor er ikke kommet hjem endnu, hvilket er heldigt ellers havde hun opdaget, at jeg ikke havde været i skole. Eller at jeg ikke var taget direkte hjem fra skole som jeg plejer, og jeg vil ikke finde på en lang løgn om, hvor jeg har været henne.

Mit hoved hænger ned langs siden af min seng, så mit værelse ses på hovedet. Jeg ligger og smiler for mig selv, over den lille oplevelse jeg har haft idag. Gid jeg kunne få lov til, at prøve det mere end en gang. Ikke delen hvor jeg pjækker, men den del hvor jeg synger i radioen. Hvorfor har jeg ikke pjækket noget før? Hvis det er sådan noget man laver, når man pjækker, må jeg gøre det noget oftere.

"Hej skat" råber min mor nede fra gangen, efter hun har smækket døren i. "Hej mor" råber jeg tilbage. "Kom lige ned" jeg kan høre hun har poser med, som hun stiller fra sig på vores flisegulv. "Kommer" svarer jeg hende, mens jeg hurtigt sætter mig op, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Blodet var steget mig til hovedet, og nu skal det bare ned i kroppen igen, hvilket går ret stærkt, alt for stærkt. Der kommer en banken ude for tindingen af mit hoved, med alt det blod der skal ned der fra igen. Jeg tumler ned af min seng og lander blødt på mit fluffy tæppe.

"Hvad har du købt?" spørger jeg på vej ned af trappen. "Alt for meget" smiler min mor opgivende. Jeg leer af hende og tager en pose fra gulvet, som jeg vakler ud i køkkenet med. Den er ret tung, der er sikkert mælk eller yoghurt i den.

"Hey mor?" råber jeg ud mod gangen, som hun kommer fra med den anden pose. "Hvad skat?" spørger hun og løfter posen op på køkkenbordet. "Der er den her fest på skolen snart, som jeg tager med til" forklarer jeg med et kæmpe smil, mens jeg sætter tingene fra min pose på plads. "Det lyder da godt, er det skolen der har arrangeret den?" spørger hun interesseret og ligger smøren ind i køleskabet. "Ja, det er en farvefest, så vi skal komme i noget tøj der udstråler en farve" fortæller jeg spændt. "Hvilken farve har du så valgt min skat?" spørger hun og stiller sig på tæer for, at kunne sætte melen op på den øverste hylde. Min mor er ikke særlig høj, hun går mig til lidt over skulderen. Hun har en flot kropsbygning, og skulder langt hår, det er krøllet og mørkt.

"Jeg kan ikke rigtig beslutte mig" siger jeg tænksomt. "Har du nogle farver i tankerne?" spørger hun og kigger på mig. "Jeg har tænkt på lilla eller rød, men jeg kan ikke vælge" fortæller jeg hende, mens jeg læner mig op af køkkenbordet. "Det er da også nogle flotte farver" smiler hun og sætter det sidste på plads fra poserne. "Men hvilken skal jeg tage?" spørger jeg opgivende. "Det må du selv finde ud af, de begge vil passe rigtig godt til dig skat" smiler hun til mig. På sådan et tidspunkt som det her, måtte hun gerne bestemme lidt over mig. Så skal jeg ikke selv til at tage stilling til det.