P. Fuglsang

Kapitel 18

Regnen slår mod ruden, som får det til at give genlyd i det stille lokale. Ingen siger noget, vi er alle fordybet i papiret, der ligger foran os. Jeg går videre til den næste opgave. Jeg har ikke svært ved at forstå tysk og snakke det. Jeg læser hurtigt opgaven og går i gang med at skrive. Jeg tænker over hver eneste ord, om det er stavet korrekt og skrevet i den rigtige tid. Jeg vil gerne gøre et godt stykke arbejde i den her test. Mit eneste problem er regnen der tager min opmærksomhed. Nogle gange har jeg lyst til bare at stille mig ud i den. Nyde at regndråberne gør mit tøj vådt og tungt. Regnen er ikke kun dårlig, den har sin egen måde at være fantastisk på. Jeg falder i staver ved tanken om det. Lige nu er en af de tidspunkter, hvor jeg synes den er fantastisk. Jeg vil gerne ud i vandet der falder fra himlen. Mærke dens kulde gøre mig kold og nyde dens tilstedeværelse.

Jeg ryster svagt på hovedet og vender min koncentration mod papiret igen. Jeg er næsten færdig. En opgave tilbage og jeg kan gå.

Klokken ringer, mens jeg skriver det sidste ord, til den sidste opgave. Jeg pakker hurtigt mine ting sammen og aflever opgaven på vej mod døren. Der er ikke mange på gangen endnu, så jeg drejer hurtigt mod udgangen inden alle kommer.

"Hey Fuglsang!" bliver der råbt bag mig. Jeg vender mig hurtigt om og ser Mathias lunte hen mod mig. "Hej" smiler jeg glad og venter på ham. Jeg kommer i tanke om sidste gang jeg snakkede med ham. Det var til festen i fredags, hvor jeg snakkede om den ødelagte flaske. "Går det godt?" spørger han entusiastisk. "Det går som altid" trækker jeg på skuldrene og smiler til ham. "Så det er en god ting?" Han holder døren til udenfor åben for mig. "Ja det er det" ler jeg lidt. "Godt at høre" nikker han " jeg må smutte, min mor vil have mig med ud at købe en gave." Han peger hurtigt over skulderen til den grå bil på den anden side af vejen. Jeg vinker hurtigt til personen i den, som glad vinker tilbage. Hans mor er virkelig sød. "Du må hilse hende" halvråber jeg til ham, mens han går mod bilen. "Vil jeg gøre!" svarer han over skulderen.

Jeg stopper op, på fortovet ude for skolen, og nyder regnen. Dråberne lander hårdt på min jakke og giver en trommene effekt fra sig. Mit hår er allerede gennemblødt, så det nytter ikke at tage hat på. Jeg løfter mit hoved og kigger op på de grå skyer. De giver ikke det mindste tegn på at stoppe regnen. Jeg smiler for mig selv og lukker mine øjne for en kort stund. Jeg nyder at dråberne falder mod mit ansigt og glider ned mod min hals.

"Hvad laver du Paulina?" Den velkendte stemme er overraskende tæt på, men jeg lader den ikke ødelægge mit lille øjeblik. Jeg trækker kort på skuldrene og nyder regnen. "Mærker regnen" smiler jeg mod himlen. "Det kan jeg se" ler han hæst. "Du burde prøve det Alex". Min stemme er overraskende rolig, i forhold til at Alex står tæt på mig. Han svarer mig ikke, så jeg går udfra at det er fordi han er gået. Jeg åbner forsigtigt mine øjne for at se, hvor han er. Til min overraskelse har han rettet sit ansigt mod himlen med lukket øjne. Han ser fredfyldt ud, som han står overfor mig i regnen. Hans ansigt slapper af, uden at give udtryk for nogle tanker. Jeg smiler for mig selv, mens jeg giver mig selv lov til at studere ham. Hans våde hår ligger ned over hans pande, selvom hans ansigt er rettet mod himlen falder det ikke bagover. Hans kæbe er ikke fastspændt som den ofte er, han ser afslappet ud. Jeg har sikkert set ud som ham, mens jeg har kigget mod himlen.

Jeg tager et skridt mod ham, så jeg står endnu tættere på ham. Jeg ved ikke hvorfor. Min krop lytter ikke til min hjerne, som råber at den skal blive hvor den er. Den adlyder mig ikke. Uden at vide hvorfor, tager jeg mine arme om ham og holder mig tæt indtil ham. Han står helt stiv - overrasket over mit kram -, men der går ikke lang tid før han svinger sine arme om mig. Han trækker mig tættere ind til sig. Det føles dejligt, at have ham tæt på mig. Han dufter af regn og sig selv. Jeg kan stå sådan her i evigheder, med hans krop mod min og hans arme svunget om mig. Jeg smiler mod hans bryst, mens regnen falder ned over os. Hans greb løsnes ikke på noget tidspunkt. Han har ikke tænkt sig at give slip.

Vi står sådan i lang tid. Ingen af os har sagt noget, kun lyden af regnen der rammer jorden kan høres. Han har ikke på noget tidspunkt løsnet grebet om mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte at kramme ham, men jeg er glad for, at jeg gjorde. Det føles skønt. En varme har spredt sig i min krop. Den går ud til hver eneste lille fingerspids. Selvom det regner og er koldt, har jeg det fantastisk. Jeg havde brug for et kram og det endte med, at det blev ham der gav mig det.

"Er du okay?" Hans stemme er tæt mod mit ører og lyder som en hvisken. "Jeg har aldrig haft det bedre" smiler jeg mod hans bryst. Han trækker sig fra krammet og holder mig en armlængde ud for ham. Hans øjne lyser af glæde og kigger dybt ind i mine. Jeg smiler stille til ham, mens et hvilfaret hår falder ind over mit ansigt. Han tager roligt sin hånd op til mit ansigt og kører håret om bag mit ører. I stedet for at tage hånden til sig, stryger han mig over kinden. Han stopper ikke på noget tidspunkt vores øjenkontakt.

Jeg når ikke at tænke over det, inden han har taget mit ansigt i begge hænder og lænet sig ned mod mig. Som altid når vores læber mødes, bliver jeg fyldt med en varme som ikke kan konkurreres med nogen anden varme. Det er ikke det samme som da han krammede mig, det her er meget bedre. Jeg tager mine arme om ham igen, og trækker mig tættere indtil ham. Jeg kan ikke få nok af ham. Han gør noget ved mig, som ingen nogensinde har gjort. Han får ting frem i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Jeg stiller mig lidt på tæer, så han ikke behøver at få ondt i nakken på grund af mig. Jeg sukker stille af tilfredsstillelse. Intet i denne verden kan tage den her følelse fra mig. Jeg kan mærke han smiler i kysset, det smitter af på mig. Jeg får en pludselig trang til at grine. Uden at nå at stoppe det, begynder jeg at grine. Jeg har ingen ide om hvorfor. Hele det her øjeblik gør mig glad, så jeg griner. Jeg kan ikke stoppe. Alex kigger forvirret på mig, men smiler efter.

"Hvad sker der?" spørger han halvt leende. "Du gør mig glad" ler jeg, uden at tænke over hvad jeg egentlig lige sagde. Det går hurtigt op for mig og jeg ler akavet i stedet for glad. Han kigge overrasket på mig, men det bliver hurtigt skiftet ud med et udtryk der kun kan beskrives som lykkelig. Han ligger hurtigt sine hænder på mine hofter og løfter mig op. Jeg hviner idet han drejer rundt med mig. Han stopper op og trækker mig tæt ind til ham. "Mener du det?" spørger han hviskende. Jeg nikker svagt. Jeg vil ikke lyve for ham. Han gør mig ikke bare glad, han gør mig lykkelig. Det kan ikke beskrives, hvordan jeg føler når jeg er sammen med ham. Han smiler stort og kysser mig beslutsomt. "Du gør mig glad" indrømmer han også.