P. Fuglsang

Kapitel, 6

Jeg stirrer ud af forruden. Bilens motor er stoppet, men min sele har jeg stadig på. Jeg kan ikke få det til at give mening. Jeg kigger igen spørgende over på Alex, han har spændt sig op og holder hånden på bilens dørhåndtag, men han åbner den ikke. Han besvarer mit spørgende ansigtsudtryk med et smil og løftet øjenbryn. "Vil du med?" spørger han og nikker mod forruden. Jeg nikker, mens mine tanker flyver rundt. Alex åbner sin bildør og går ud. Da han smækker den, vågner jeg op og det går op for mig, at jeg må have lignet et spørgsmålstegn. Sådan som jeg havde siddet med store øjne og en kæbe der var langt nede i bunden af bilen. Jeg får hurtigt samlet mig selv og åbnet bildøren. Et kraftigt vindpust rammer mig og jeg sætter mine hænder omkring mit hoved, så min hat ikke flyver af.

Alex går med raske skridt hen mod bygningen, og jeg følger trop bagved. "Hvad laver vi her?" råber jeg op til ham. Det er et spørgsmål, jeg har holdt inde i lang tid, men selvfølgelig vil han ikke besvare det. Han vælger istedet for, at kommandere med mig. "Hvorfor går du så langsomt? Gå lidt hurtigere" bliver der sagt oppe foran mig. "Jeg vil gerne have det hele med, og eftersom du ikke vil svare på, hvorfor vi er her, må jeg selv prøve at regne den ud", svarer jeg irriteret.

Han er stoppet et par meter foran mig, så jeg kan følge med. Jeg går hurtigt hen til ham og han begynder at gå igen. Vi går side om side hen mod døren. Det er en stor parkeringsplads fyldt op med biler. Vi kom efter alle andre er mødt på arbejde, så vi fik en plads i udkanten af parkeringspladsen. Han fortsætter ind ad skydedørene og jeg følger nysgerrigt med. Vi kommer ind i en kæmpe forhal. Alex går målrettet forbi den lille lyshåret dame, der ikke ser ud til at være ældre end min mor. Hun sidder bag en mørk træ skrænt med nogle papirer og nikker venligt til ham. Alex smiler som svar tilbage. Han må komme her ofte siden sekretæren kender ham. Det her er et bevis på, at jeg havde sat mig i en bil med en fremmed person og ikke 'den flotte nabo' som han sagde.

Jeg kommer selv lidt efter luntende forbi den lyshåret dame. Hun skal lige til, at sige noget til mig med løftet pegefinger, men Alex kommer hende i forkøbet henne fra elevatoren "hun er med mig, Alexandra". Hun kigger hurtigt over på Alex, og så tilbage på mig med et smil. Jeg skynder mig, at gå over til Alex der venter på at elevatoren kommer. Ved siden af elevatoren er der en dør der fører ud til trappen, hvis man hellere vil tage den. Han sender mig et tilfreds smil, da jeg står ved siden af ham og kigger ind i den store metaldør. "Hvor ofte kommer du her?" ryger det lidt for hurtigt ud af mig. "Det er forskelligt", svarer han ligegyldigt. "Du kender sekretærens navn", konstaterer jeg, som om det gør en forskel. Samtidig går elevatorens døre op og vi går ind. Jeg skimter hurtigt numrene. Ud for hvert nummer, stå der, hvad der er på etagen.

00, arkiv

0, lobby

1. etage, caféteria

2. etage, kontor/mødelokaler

3. etage, sendestation

4. etage, teknik

5. etage, taget

Alex trykker sin tommeltot på nummer 3. Dørene lukker og jeg står sammen med Alex i en elevator der er beregnet til cirka 45 mand. Vi står på hver sin side af elevatoren. Han står på den side hvor knapperne er og jeg står på den side hver der er et kæmpe spejl. Jeg kigger mig selv i øjnene og blinker med det ene øje. Det er en slags vane jeg har fået. Hvis jeg ser mig selv i et spejl, blinker jeg altid. Jeg har stadig min sorte beanie hat, sorte jeans og min kongeblå sweatshirt på fra imorges. Ud af øjenkrogen kan jeg se Alex, han står og kigger på mig med et mærkeligt udtryk.

"Hvad laver du?" spørger han, idet samme mærker jeg et ryk i mig og vi begynder at køre op af. "Blinker til mig selv" svarer jeg ligegyldigt. Det er begyndt at gå op for mig, at jeg slet ikke kender Alex. Det eneste jeg ved er at han er irriterende og selvglad. Det er det jeg har regnet ud. Jeg ved faktisk slet ikke, hvad jeg laver her eller hvorfor jeg er gået med til det. Derfor er jeg kommet til den konklusion, at jeg skal opføre mig, som jeg plejer overfor ham. Kold og kynisk. "Er du så selvglad?" spørger han drilsk. "Jeg ser da godt ud, så det er da kun naturligt, at blinke til mig" forsvarer jeg mig. Han udstøder en lille latter, da jeg kigger overbevisende på ham. "Men det er okay, for så passer vi fint sammen" ler han kækt. Med et fangende glimt i øjet, begynder han at gå hen mod mig. Jeg bakker forsigtigt bagud og ender med at bakke ind i muren med spejlet.