P. Fuglsang

Kapitel, 13

Jeg kan ikke sidde stille mere. Der er få minutter til klokken ringer ud. Jeg glæder mig. Det vi har lavet i engelsk er at læse tekster, jeg er færdig. Jeg sidder klar til at løbe ud af døren med min taske. Jo hurtigere jeg er, jo hurtigere kan vi komme afsted. Vi har aftalt at mødes ved Alex' bil. Den bil vi kørte i første gang, vi skulle der hen. Det er fredag. Dagen hvor vi skal i radioen og der er fest. Jeg glæder mig.

Ti sekunder. Det virker som om, at urets visser går langsommere og langsommere. Den prøver at provokere mig. Jeg venter utålmodigt. Da klokken ringer er jeg halvvejs ude på gangen. Jeg lunter hurtigt hen til hoveddøren og skubber den op. En kølig vind rammer mig. Jeg lader mine øjne køre en gang over parkeringspladsen. Søgende efter Alex og hans bil.

"Vi ses i aften Paulina!" Jeg giver et lille hop fra mig, da Katrine råber til mig fra hendes cykel. "Ja vi gør" smiler jeg, "skrives vi ved senere inden festen?" Jeg har stadig ikke fået øje på hans bil. "Ja vi gør" smiler hun og vinker. Jeg vinker tilbage.

"Kommer du Paulina?" Jeg vender min opmærksomhed mod stemmen. Alex sidder i bilen med ruden rullet ned. Jeg smiler lettet til ham og sætter mig ind ved siden af ham. "Hvor blev du af?" spørger han og kører mod udgangen af parkeringspladsen. "Jeg kunne ikke finde dig" han ler lidt af mit svar. Vi kører forbi Frederik der står ved vejen. Han smiler kækt til mig og laver store øjne da han får øje på Alex. Jeg vender øjne af ham som svar.

"Skal du med i aften?" spørger Alex efter nogle minutters stilhed. Jeg nikker som svar og spørger "skal du?" Han kigger over på mig og nikker som svar. "Jeg skal vise dig noget" siger han og finder sin telefon frem. Han skifter med at holde øje med vejen og hans telefon. Jeg prøver at se et glimt af skærmen, men ender med at blive blendet af solens stråler. "Hvad er det?" spørger jeg nysgerrigt. "Her" han rækker mig hans telefon og jeg kigger på skærmen.

Han er inde på en film på youtube. Jeg kigger undrende på ham. "Se den" beordre han mig til. Jeg skruer op for lyden og afspiller den. Skærmen er bare sort, men lyden strømmer ud af telefonen. Der går ikke mange sekunder, før jeg genkender stemmerne og får store øjne. Det er mig. Min stemme ligger på nettet. Jeg kigger forvirret over på Alex som smiler. "Det er fra da vi var i radioen i sidste uge" forklarer han. Jeg ruller ned på skærmen. Der er lidt over tusind der har set den!

"Der er flere steder på nettet, hvor der er oprettet grupper med os" fortæller han. "Er det rigtigt?" spørger jeg, selvom jeg ved det er. "De kalder os for 'last second', fordi vi kom på i sidste sekund" ler han og kigger på mig.

Resten af turen sidder jeg og kigger ud af vinduet. Det eneste jeg tænker på er os. Mange mennesker kender til os, uden at vide hvem vi er. På grund af de mennesker, har vi fået en fast tid i radioen. Det er få minutter vi er på, minutter jeg gerne kører langt for.

Det giver et sæt i mig, da min mobil vibrerer. Det er Mathias. -'Hvis i kommer omkring en time før festen starter er det fint'- Jeg havde helt glemt at fortælle Cecilie og Katrine, at vi er blevet inviteret der hjem. -'Okay, lyder fint'- svarer jeg tilbage. Jeg sender efter en besked til pigerne om det.

- - - - - - - - - -

"Hej Alexandra" smiler Alex til den lille lyshåret dame bag træ skrænten. "Hej Alex" smiler hun "Paulina" nikker hun smilende til mig, da jeg lunter forbi hende. Jeg smiler venligt til hende, mens jeg undrer mig over, hvor hun kan mit navn fra.

"Der er ti minutter til vi er på" fortæller Alex mig, mens elevatordørene lukker. Det vil sige vi er på når klokken er 15:00. Jeg nikker som svar. Spejlet som også var her sidst, kigger jeg i. Jeg blinker til mig selv og kører en hånd gennem mit hår. Jeg kan se Alex i baggrunden, som står og griner med et hæst grin af mig. "Du er ikke helt normal Paulina". Jeg drejer mig mod ham med løftet øjenbryn. Han står med hænderne i lommerne og kigger på mig. "Det er kedeligt at være normal" smiler jeg med et skuldertræk. "Sandt nok" siger han.

Elevatordøren åbner og vi smutter ud på gangen med vinduer på den ene side. Jeg kan se lige så langt som sidst. Længere end parkeringspladsen. Denne her gang stopper jeg ved den rigtige glasdør. Jeg åbner den stille og holder den for Alex.

"Godt at se jer igen" smiler Richard stort til os. "Også godt at se dig" svarer Alex. Jeg sætter mig på en bænk der er lige ved døren. Den lagde jeg ikke mærke til sidste gang, der havde jeg for travlt med at kigge på elektronikken. "I er ved at blive rigtig populære på nettet, har jeg set" smiler Richard stort. "Det kan man vel godt sige" svarer Alex med et smil.

De små højtalere i loftet strømmer ud med en snakken om dåsepant. Mads og Vinnie snakker om, at Tyskland vil have pant på dåser. De finder fordele og ulemper ved det. Der går ikke lang tid før de slutter deres samtale, og sætter noget musik på.

Den sorte dør går op og de kommer begge ind og hilser på os. "Er i klar?" spørger Vinnie glad. "Så klar man nu kan blive" smiler jeg og rejser mig fra bænken. "Held og lykke" ønsker Richard os og vi går ind i studiet.

- - - - - - - - - -

"Alex vi har ikke tid til det her!" brokker jeg mig. Vi skulle være kørt for over en halvtime siden, men Alex ville snakke færdig med Richard. "Du bliver aldrig færdig med at snakke!" brokker jeg videre, "du kan snakke med ham næste gang". Jeg hiver ham irriteret i armen, men han rykker sig ikke det mindste. "Alex vi skal altså køre nu!" Jeg hiver videre i hans arm uden held. De snakker som om jeg ikke er der.

"Paulina" tyser Alex på mig og propper en hånd i ansigtet på mig, for at skubbe mig væk. "Alex" stammer jeg i hans hånd og flytter den irriteret med mine hænder, som jeg sætter på hofterne efter. Jeg tramper utålmodigt i jorden med min ene fod.

"Men vi ses Richard" hilser Alex farvel. "Endelig!" Jeg tager fat i Alex' hånd og hiver ham hurtigt med hen til elevatoren. "Hvad er det du har så travlt med?" spørger Alex undrende. "Jeg skal nå at gøre mig klar til i aften!" svarer jeg hurtigt. Han løfter øjenbrynene og ser forstående ud. "Det havde jeg helt glemt" svarer han og vi går ind i elevatoren.

- - - - - - - - - -

Jeg løber op af indkørslen og ind af hoveddøren. "Hej mor!" råber jeg og løber op af trappen. To trin ad gangen. "Hej skat! Du er sent hjemme" kommenterer min mor. "Ved jeg" siger jeg hurtigt og løber ind på badeværelset. Jeg tager et hurtigt bad og føntørrer mit hår. Jeg sætter min telefon til højtalerne på mit værelse og går igang med make-uppen.

Der går ikke mange minutter før musikken stopper og min ringetone starter istedet for. Det er Katrine. Jeg glemte at skrive til hende.

"Hej" siger jeg hurtigt da jeg har taget telefonen. "Hej" svarer hun, "min mor vil gerne hente os alle tre og køre os hjem til Mathias". Katrines mor er altid venlig og hjælpsom. "Hvor dejligt!" siger jeg, "men bliver nød til at smutte. Jeg er kommet lidt for sent i gang, med at gøre mig klar". Hun begynder at grine lidt af mig. "Okay, vi ses", "ja vi gør" svarer jeg og ligger på.

Jeg får gjort min make-up færdig. Den er ikke særlig festlig, bare noget neutralt. Lidt mascara, eyeliner og en rød læbestift eftersom min farve er rød. Jeg finder min røde bluse frem, og tager den på. Den er fyldt med blonder og har langeærmer. Dertil tager jeg et par sorte stramme bukser og mine røde Converse. Mit hår lader jeg hænge løst ned over mine skuldre.

Der går ikke mange minutter før det ringer på døren. Jeg lunter ud på gangen og ned af trappen. Min mor står i døren og snakker med Katrine. Hun har hvide bukser på og en meget fin lyselilla bluse på. På hendes fødder har hun et par lilla ballerinaer. "Hej" smiler jeg til hende. Hun smiler som svar. "Har du husket alt?" spørger min mor og kigger på mig. "Det tror jeg" jeg tænker lige hurtigt alt igennem. Jeg har min lille sorte skuldertaske med penge, nøgler, læbestift, telefon og elastikker. Mere har jeg ikkebrug for.

"Vi ses mor" hilser jeg, "du behøver ikke holde dig vågen, til jeg kommer hjem". Min mor står i døren og vinker farvel, "i må hygge jer piger" siger hun. Vi går ned af indkørslen, hvor Katrines mor holder. Cecilie sidder i bilen og venter. "Hey" smiler jeg og sætter mig ved siden af hende. "Jeg troede, jeg så godt ud, men den slår du vidst nemt!" hun kigger på mig med store øjne. "Du skal nød snakke" griner jeg og kigger på hende. Hun er iført en lyserød, lidt stram, kjole. Kjolen har lange ærmer og går til hendes knæ. Hendes lange lyse hår har hun krøllet.

"Er i klar piger?" spørger Katrines mor med et smil. "Ja!" råber vi i kor og hendes mor skruer op for musikken. Motoren starter og vi kører mod Mathias' hus. Det bliver en god aften.