P. Fuglsang

Kapitel, 8

Det er torsdag og jeg har stadig brug for den weekend, jeg tænkte på i tirsdags. Det virker som om tirsdag er flere uger væk, men der er kun gået to dage. Jeg er bare ikke et tålmodigt menneske når det kommer til weekend. Weekend er der man slukker for hjernen og slapper af. Det er ihvertfald min plan for den kommende weekend.

Mens jeg har mine tanker langt væk i min drøm om weekend, får jeg låst min cykel, som jeg har parkeret i skolens cykelskur. Det er et stort cykelskur, hvilket er ret forståeligt eftersom vi er et helt gymnasium med cykler. Det er ikke alle der cykler, men største delen.

For engangs skyld er jeg kommet i god tid. Et helt kvarter før for at være mere præcis.

Jeg får skubbet hoveddøren op og kommer ind. Der er ikke ret mange mennesker på gangene. De fleste kommer fem minutter før klokken ringer, det passer mig fint, så skal jeg ikke skubbe til folk for, at komme hen til mit skab. Jeg får fisket mine matematik bøger ud af skabet, så har jeg dem klar til første time. Jeg begynder langsomt, at traske hen til mit lokale. På vejen derhen støder jeg på Cecilie og Katrine. Jeg har ikke rigtig nogle timer med dem.

"Hey Paulina!" smiler Katrine, "hvor var du henne i går?" Jeg havde ikke lige forberedt mig på at få det spørgsmål. "Jeg havde en slem hovedpine, så jeg blev hjemme for at den ikke skulle blive værre" siger jeg lidt for hurtigt. "Det plejer ellers ikke, at stoppe dig fra at komme?" kommenterer Cecilie spørgende. Heldigvis redder Mathias mig fra at svare.

"Hey fuglsang!" råber han efter mig. "Hey Bjerg" råber jeg tilbage. Vores forældre elsker af en eller anden grund naturen så meget, at de tænkte vi skulle have et natur efternavn.

"Kommer du til festen i næste uge?" spørger han, mens han går hen imod os. "Det regner jeg stærkt med" smiler jeg, "kommer du?" "Selvfølgelig kommer jeg" svarer han, som om jeg burde have regnet det ud for længst. "Hvilken farve tager i på?" spørger Cecilie som har valgt, at deltage i vores samtale. "Jeg tænker gul" svarer Mathias med hænderne kørende i luften foran sit ansigt, som om der er et skilt hvor der med stor skrift står 'gul'. "Jeg tror det bliver lilla ved mig" indskyder Katrine, "sådan en rigtig lys lilla, ikke mørk".

Nu er mit valg taget, jeg tager rød. Nu jeg tænker over det, er rød en ret flot farve til mig.

"jeg har valgt lyserød!" nærmest råber Cecilie med stjerner for øjnene. Vi begynder allesammen at grine lidt af hende. Med hendes lange lyse hår og lyserød, kommer hun til, at ligne en rigtig blondine.

Alle øjnene bliver lidt efter rettet mod mig. "Rød" smiler jeg til dem og vi begynder, at gå til hver vores time eftersom klokken har nærmet sig ringe tid.

- - - - - - - - - -

Jeg sidder klar til, at klokken skal give mig lov til at gå. Den store viser på klokken mangler et slag. Et lille slag jeg er utålmodig på kommer. Endelig lyder klokken og jeg stormer ud på gangen. Jeg vil ikke ende i et mylder, af mennesker der skal hen til deres skab. Hellere være en af de første.

jeg går hurtigt hen til mit skab, da jeg får øje på en høj mørkhåret skikkelse, som er omringet af piger. Lidt efter hvor nogle af pigerne er gået videre, kan jeg se, at det er Alex der står i midten. Hvad sker der lige her? Er han blevet populær på så få dage? Det må jeg give ham, det er imponerende. Men så alligevel, når man har udseendet med sig, er det ikke særlig svært at blive populær.

Jeg går hurtigt forbi dem og smiler venligt til Alex, som bare sender mig et blik, der kun tyder på, at han er ligeglad med mig. Jeg som troede vi var ved at blive venner, men nej. Han har det vel sjovt med hans nye pige-venner der omringer ham.

Jeg har det som om noget i mig krøller sig sammen. Noget som gør mig trist til mode. Det er ihvertfald ikke på grund af Alex. Der er ikke engang en lille sandsynlighed for, at det er ham. Det er ikke fordi han lige har sendt mig et irriteret blik, mens han var omringet af en hel flok piger. Jeg er ikke jaloux.