P. Fuglsang

Kapitel, 11

"Tak" siger jeg og ligger lærredet ned på bordet igen. "For hvad?" spørger Alex undrende. "Det var din kreative maler ide" smiler jeg til ham.

Det er ved, at blive mørkt udenfor. Vi er også langt ude på eftermiddagen, så det er forståeligt.

Jeg samler alle malingbøtterne i en stor pose og penslerne i en lille pose. Jeg står lidt og tænker over, hvordan Alex vidste jeg var selv hjemme. Det står ikke ligefrem på døren, at der kun er en person hjemme i det her hus. Hvis han bare var gået ind af døren og min mor havde været hjemme, var han blevet smidt ud med det samme.

Den tanke fører til en anden tanke. Der er slet ikke noget anderledes imellem os. Jeg ved ikke om jeg havde forventet det eller noget andet. Han kyssede mig igår, men han lader sig ikke mærke af det. Han er stadig den charmerende og på samme tid irriterende Alex som jeg har kendt i en uge.

"Hvor er dine forældre?" spørger Alex efter lidt stilhed med oprydning. Han står og lænder sig op af køkkenbordet ved køleskabet. "Min mor er sammen med en veninde og kommer først sent hjem i aften." Jeg ved ikke hvorfor det sidste også skulle siges, men det følte jeg lige for. "Sent i aften siger du" han smiler kækt til mig og begynder at gå hen mod mig. Han lage ikke mærke til, at jeg ikke nævnte min far. Jeg står ved køkkenbordet kun to meter væk, med hænderne i lommerne på mine shorts.

Han står få centimeter fra mig, med hænderne på køkkenbordet på hver sin side af mig. Jeg står med et usikkert udtryk og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre i sådanne situationer. Alex' kække smil falmer og hans udtryk bliver ulæseligt.

Der er stadig kun få centimeter imellem os. Nogle centimeter som gerne må forsvinde.

Jeg skal holde fast i min tanke om, at Alex er irriterende, men han gør det svært.

Jeg kigger ind i hans mørke øjne. De river mig ud af alle mine tanker om den irriterende Alex. De øjne jeg kigger i er perfekte.

Selvom hans ydrer giver udtryk for selvtillid og mod, viser hans øjne mig noget andet. De er forvirret og tænksomme. Forvirret over hvad han skal gøre nu. Der kører en diskussion i hans hovede om flere muligheder, hvilke ved jeg ikke, men jeg kan fornemme det.

Min tanke forsvinder hurtigt, da jeg hører dørklokken ringe. Alex sukker lavt, næsten så lavt at jeg ikke kan høre det.

Han fjerne sin ene hånd fra køkkenbordet, så jeg kan komme ud til døren.

Det er sjælendt folk ringer på. Normalt sender man bare en sms, men jeg venter ikke besøg, så det giver ikke mening.

Jeg går hurtigt hen til døren og får den åbnet, hvor Mathias står.

"Hej" smiler jeg glad for at se ham. Mathias er en af de typer der, ligesom Alex, bare dukker op ude for ens dør. Nogle gange går han bare ind, andre gange ringer han på. Det er vel hvad han lige føler for at gøre.

Han synes, at elektronikken har taget lidt for meget over, hvorfor skal man sende en sms eller ringe når man ved personen vil sige ja? Derfor kommer han altid uanmeldt. Min mor elsker når han kommer forbi, hun synes han er sjov og en perfekt ven til mig. Jeg er helt enig.

"Hej!" smiler han stort og går ind i vores opgang. "Paulina?" bliver der råbt fra køkkenet af Alex. Mathias kigger med løftet øjenbryn og et skævt smil på mig. Jeg kan mærke en lille rød glød markere mine kinder. "Jeg vidste ikke du havde gæster" kommenterer Mathias, jeg fnyser bare som svar. Alex er ikke ligefrem en gæst. Det virker forkert at kalde ham for det.

Mathias fortsætter hurtigt ind i køkkenet efter at have taget sko og jakke af. Jeg står et øjeblik i opgangen og tænker denne her situation igennem. "Hey Alex!" hører jeg Mathias sige. Kender han Alex? "Mathias" svarer Alex glad som svar.

Mine fødder løfter mig hurtigt ind i køkkenet til dem. Jeg står med løftet øjenbryn og kigger på dem. "Hvad?" spørger Mathias efter han har set mit udtryk. "Hvor kender i hinanden fra?" Jeg ved godt de går på samme skole, men jeg har ikke set dem snakke sammen på noget tidspunkt.

"Vi arbejder det samme sted" smiler Alex. Så skal jeg da bare gå i Netto for at finde dem en anden gang. "Hvor kender du ham fra?" Mathias kigger spørgende over på mig. "Han bor på den anden side af vejen" nikker jeg mod vinduet. "Hvor hyggeligt! Så kan i følges i skole og hjem" smiler han muntret. "Det skal du nok lige snakke med Paulina om" Alex kigger først på mig og efter på Mathias, som bare bryder ud i grin.

"Typisk Fuglsang" griner han. Han kender mig næsten bedre end jeg selv gør. "Paulina er ikke lige typen der har brug for, at snakke med nogen hele tiden" griner Mathias lidt lavere. Alex svarer ikke, men ligner en der tænker.

"Har i spist?" spørger Mathias og går hen til vores køleskabet. Mit hus er hans hus og omvendt. Han tager, hvad han har lyst til og gør for det meste hvad der passer ham.

"Nej" svarer jeg og hopper op på køkkenbordet og sætter mig, "min mor har lagt penge til mig". Mathias og Alex kigger hurtigt på hinanden og efter mig. "Pizza!" nærmest hviner de i kor og jeg begynder at grine af dem. Det er imponerende, at pizza kan gøre dem så glade.

- - - - - - - - - -

Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg har diskuteret med Alex og Mathias. De bliver ved med at insistere på, at de skal sove her. "Fint, men i skal ikke ligge i min seng!" svarer jeg opgivende med en løftet pegefinger som trussel. "Yes!" råber Mathias og løber ud på gangen, "jeg henter madrasser".

Jeg kan tydeligt høre da Mathias åbner den knirkene dør indtil rummet vedsiden af. Han ved hvor madrasserne ligger.

"Hvor kender i hinanden fra?" jeg drejer hovedet mod Alex som sidder på kanten af min seng. "Vi har kendt hinanden siden vi var små" svarer jeg, "han er nok den der kender mig bedst".

Jeg sidder på den anden side af sengen og studerer Alex. Hans mørkebrune hår, som jeg lod mine fingre glide igennem igår, det er stadig lige så fristende. Hans kæbe, øjne og læber er lige så perfekt som resten af ham. Han sidder i en mørkeblå t-shirt og adidas bukser.

"Det kan man godt se" jeg bliver revet ud af mine tanker, som jeg lige skal have samlet igen. Jeg ler let af hans svar, men bliver afbrudt af et bump udefra gangen af. Der går ikke lang tid, før jeg hører Mathias råbe "Hallo! Fuglsang, Alex! Jeg bliver voldtaget!" Jeg rejser mig hurtigt og skynder mig ud på gangen efterfulgt af Alex.

"Så hjælp mig dog!" Mathias sender os begge to et dræbende blik, "jeg bliver sgu da voldtaget af madrasser!" vrisser han. Jeg kan ikke holde mit grin inde mere. Jeg har ingen ide om, hvordan han er endt med, at ligge under de to store madrasser. Han ligger med maven mod gulvet, mast under to madrasser. Det er ikke bare lige de der skummadrasser, men rigtige madrasser der vejer et ton!

"Mathias, hvordan fanden kan det lade sig gøre, at havne under begge madrasser?" får jeg fremstammet under mit grin. "Ja det ved jeg sgu da ikke!" vrisser han irriteret af mig. Det får mig kun til at grine endnu mere af ham. Han ser så sjov ud! Han ligger bare opgivende under to store madrasser og sender os dræberblikke.

"Giver i en hånd eller hvad?" spørger han irriteret. Alex går hen mod Mathias og prøver at stoppe sit grin. "Paulina, hvis du tager fat i den ende" peger han mod madrassens ene ende "tager jeg fat i den her" forklarer Alex og jeg gør som han siger.

Vi får fjernet den første madras og skal til at fjerne den anden. Mathias er bare ikke lige så tålmodig til, at vente på vi har fjernet den, så han prøver langsomt, at masse sig ud under den. Jeg står bare og kigger undrende på ham. Han er ikke ligefrem god til at masse sig ud.

jeg tager fat i den ene ende af madrassen og Alex tager fat i den anden. "Det var da på tide" klager Mathias og får rejst sig op, "det var lige før jeg skulle til lægen og blive testet for kønssygdomme!" Han giver ingen mening! Jeg griner bare mere af ham og det samme gør Alex. "Så må vi håbe de er blevet testet for det" griner Alex nikkende mod madrasserne og prøver at lyde overbevisende. Mathias står bare med et surt ansigtsudtryk.

() () () () () () () () () ()

Hejj

Jeg håber du kan lide det, jeg har skrevet indtil videre. Jeg elsker i hvert fald, at skrive på den her historie!

Skriv endelig hvis der er nået du er utilfreds med eller noget du elsker, det vil gøre mig glad!

Jeg undskylder hvis der er stave- eller grammatiskefejl!

Sess