P. Fuglsang

Kapitel, 20

Han har ikke fortjent alle de tårer, som falder fra mine øjne, men jeg kan ikke stoppe dem. De har frit løb, mens jeg stormer ud af døren og fortsætter ned ad vejen.

Mine fødder løftes skiftevis fra jorden, mens mit tempo bliver langsommere. Mine fødder gør ondt og mine øjne svier. Jeg vil ikke hjem. Jeg vil væk fra alt det normale. Langt væk fra Alex. Hvis jeg tager hjem, er han på den anden side af vejen.

Jeg kommer ned i gå tempo. Min vejrtrækning er stadig unormal. Jeg prøver at trække vejret dybt og få det til at være normalt. Mine øjne må være røde og min mascara sidder sikkert langt nede af mine kinder. I et forsøg på at fjerne mascaraen fra mine kinder, tørrer jeg dem med mine ærmer. Tårerne falder stadig fra mine øjne, bare ikke lige så voldsomt.

Mit tempo bliver langsommere hele tiden. Jeg er nået fra at løbe til at traske. Jeg slæber mine fødder efter mig. Jeg er smadderet. Jeg orker ikke mere. Vinden hiver i mit hår, mens jeg går ned af de halvtomme gader. Der er få mennesker ude, men de ligger ikke mærke til mig og mine røde øjne. Det gør mig ikke noget. Jeg har ikke brug for omsorg fra en fremmed.

Jeg kan ikke få Alex ud af mit hoved. Han sidder fast som altid. Tanken om ham, får min krop til at blive varm. Varm som den plejer at blive, når jeg tænker på ham. Varmen går ud til mine fingerspidser og spredes rundt i hele min krop. Normalt vil jeg smile af glæde og ikke kunne sidde stille af suset i min krop - men ikke af denne varme. Denne varme er anderledes og giver et anderledes sus i min krop. Jeg har lyst til at skrige ud over hele byen. Få varmen ud af min krop. Men det kan den ikke. Vredens varme kører rundt i mig. Min kærlighed til ham er skiftet ud til vrede. En vrede som brænder lystigt i mit indre.

Jeg ryster frustreret på hovedet og sætter tempoet op. Jeg traver gennem den sidste gade mod min destination. Den ligepludselige vrede flyder i mine årer. Jeg ved ikke hvordan den kom og jeg ved ikke hvordan jeg slipper af med den. Den har steget mig til hovedet. Mit hoved gløder, mens jeg går op ad indkørslen.

Jeg har lyst til at slå døren ind, men det sker ikke. Jeg løfter hurtigt min hånd op mod døren. Min knyttetnæve hænger i luften uden at have rørt døren. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad skal jeg sige?

Jeg kan sige det lige ud. Alex har gramset på en anden pige. En pige som ikke var mig. Jeg opdagede dem, mens de stod lænet op af et skab på skolen. Jeg lod ikke Alex forklare det. Der er ikke noget at forklare. Det er slut mellem os. Alle vores glade stunder. De morgener han gik ind i mit hus uden tilladelse, hvor jeg skældte ham ud, selvom jeg inderstinde var lykkelig. Alex som jeg beundrede dag ud og dag ind, var i mit hus for at se mig. Han tog mig med i radioen. Det er også slut. Jeg kommer ikke i radioen længere. Jeg kommer ikke til at sidde i en bil med Alex, som synger ved siden af mig.

Hans glade smil som smittede over på mig, vil ikke længere smitte mig. Hans blide kys, som fik det til krible over alt - slut. Jeg var sikker på vi passede perfekt sammen, men ting ændres og ting smadres. Vi var ikke i et decideret forhold, men alligevel var der noget mere end bare venner - langt mere end venner. Måske troede han vi havde et åbent forhold - vi var ikke i et. Ligemeget hvad vi havde, er det smadret. Det er blevet ændret, og jeg er ikke sikker på, at det kan ændres tilbage til det normale igen.

Tårene triller stille ned af mine kinder og efterlader dem fugtige. Jeg savner ham allerede. Han var min glæde og jeg var hans. Glæden er hevet ud af mig, men selve Alex sidder der stadig. Hans perfektion holder ham fast. Jeg kan ikke bekæmpe hans perfektion og smide ham ud. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg snøfter stille og lader min hånd ramme døren. Jeg banker få gange i utakt og trækker min hånd til mig.

Tårene triller fortsat ned af mine kinder, og viser ikke det mindste tegn på at stoppe. Mine hænder har gemt sig i mine ærmer. Jeg hulker lavt og trækker mine gemte hænder op til min mund for at mindske lyden.

Jeg kan høre et par fødder blive slæbt hen til døren. Der går ikke lang tid før døren bliver hevet op. Han siger ikke noget, han ligger bare armene om mig og trækker mig ind til ham. Hans greb er stramt om min rystende krop. Tårerne falder hurtigere fra mine øjne og flere hulk forlader mig. Jeg kan ikke stoppe. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at stoppe. Jeg vil græde mig selv og alle minder ud.

Mathias løsner grebet om mig og trækker mig indenfor. Han lukker døren efter os og ligger en beroligende arm om mig. Vi går sammen mod hans værelse. Jeg sætter mig på hans seng og læner mig op af muren den står op af. Jeg trækker mine ben op til mig, som jeg svinger mine arme om. Jeg vil krumme mig sammen for at forsvinde ned i sengen.

Mathias sætter sig ved siden af mig og ligger armene om mig igen. Vi sidder sådan i lang. Ingen af os siger noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom for ord. Det kan ikke beskrives hvordan jeg har det. Vreden som var i mig er væk, men det vil ikke undre mig hvis den kommer tilbage engang.

"Hvad sker der Paulina?" spørger han stille. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg ved, at jeg er færdig med Alex, men jeg kan stadig ikke helt forstå det. Det er surrealistisk. Vi havde det godt sammen - jeg elskede ham.

Jeg elskede Alex.

Jeg kunne ikke bare lide ham, jeg elskede ham. Før i tiden vil tanken få mig til at hvine og løbe rundt af glæde, men nu får den mig til at græde endnu mere. Jeg elskede ham, men han elskede ikke mig. Ikke med den måde han behandlede mig på. Hvis man elsker en, gør man ikke sådan noget.

Tanken slår mig som et lyn. Jeg har aldrig elsket en - ikke før nu. Hvordan skal jeg nogensinde kunne se på ham igen? Hvordan skal jeg kunne være glad uden ham? Han var min glæde - min lykke. Jeg kan ikke se på ham uden at tænke på os sammen. Uden at elske ham.

"Alex han-." Flere tårer triller ned mod min hage og et hulk undslipper mine læber. "Han var sammen med-" Jeg gemmer mit hoved i mine ben og hulker. Han var sammen med en anden pige. Jeg kan ikke få det ud. Ordene vil ikke over min mund. Jeg håber inderst inde at det ikke passer, men jeg er klar over det. Det er sket.

"Paulina" sukker Mathias trist og strammer grebet om mig. Han ved, hvad jeg mener. Jeg har ikke fortalt ham, hvor meget Alex og jeg var sammen eller hvordan vores forhold til hinanden var, alligevel ved han hvad jeg mener. Han har sikkert regnet ud hvor tætte vi var - sådan er Mathias.

"Jeg ved hvordan jeres forhold var" siger han stille, "Alex fortalte mig det på arbejdet". Jeg havde glemt de arbejder sammen. Jeg er glad for det ikke er mig. Hvis jeg var tvunget til at se ham - snakke med ham - ville jeg bryde sammen.

Jeg løfter mit hoved og læner det mod muren. Min krop føles tung. Mathias tager sine arme til sig uden at sige noget. Jeg drejer mit hoved, for at kigge på ham. Han stirrer ud i luften. Jeg ligger mit hoved mod hans skulder og lader mine øjne lukkes.

Mørket fra mine øjenlåg er fredfyldt. Ingen farver, ingen lys. Jeg lader mig blive suget ind af mørket. Det trækker mig længere ind og lader min krop blive. Jeg svæver stille ind i en drøm der er følelsesløs. En drøm jeg vil ønske kunne vare ved. Uden følelser er der ingen fejl og konsekvenser. Jeg vil kunne gå rundt uden at bekymre mig.

Uden at elske.

() () () () () () () () () ()

Hejj

Jeg håber du nyder min bog og alle dens op- og nedture. Jeg ved godt, at jeg ikke opdaterer så ofte, men grunden til det er, fordi det er sommer! Solen skinner, der er varmt og jeg spiser is konstant! 

Hvis jeg kunne, ville jeg tage min computer eller telefon med udenfor og skrive, men de bliver alt for varme i solen og jeg er bange for at de går i stykker. Jeg sidder derfor mest om aftenen og skriver lidt på et kapitel. 

Jeg håber du vil respektere, at jeg har andet for end mine bøger. Det er sommer og alle er fri for lektier og skole! Nyd det så længe det varer. 

Jeg vil lige til sidst minde dig om, at jeg har en anden bog kørende end den her - hvilket gør at jeg skal opdatere to bøger. Den hedder The Girl og kan findes på min profil. 

Nyd sommeren og læsningen!

Sess