P. Fuglsang

Kapitel, 24

"Jeg har aldrig savnet noget, så meget som det." Mit smil vokser mere og mere, af hans kommentar og jeg læner mig ind for at kysse ham en ekstra gang.

"Det har jeg heller ikke" tilstår jeg.

- - - - - - - - - -

Musikken overdøver mine tanker og et smil spiller på mine læber. Træerne flyver forbi vinduet, mens mit hoved rykker med på rytmen i musikken. Jeg lader et tilfreds suk undslippe mine læber, i det jeg lænder mig tilbage i sædet. Små tromme lyde kan høres fra min venstre side og jeg kan se hans skikkelse rykke stille fra side til side. 

Jeg giver mig selv tilladelse til at kigge på ham. Det er sjælendt man ser Alex være fuldt ud afslappet, men det tilfælde er der lige nu. Hans tommelfingre trommer på bil rattet og hele hans krop svajer fra side til side. Det smil der er plastret på hans læber, vokser sig stille større og jeg ved, at han ved, at jeg kigger på ham. Han drejer hurtigt sit hoved mod mig og giver mig et af hans perfekte tandpasta smil, som jeg hurtigt svarer tilbage på. Jeg fjerner ikke blikket fra ham på noget tidspunkt, ikke engang når han kigger på vejen igen. 

"Det er i forvejen ikke nemt at koncentrere sig, når du sidder ved siden af, men når du så også kigger på mig, får jeg da virkelig koncentrationsproblemer." 

Mit smil vokser sig større og en lille latter undslipper mig, men jeg fjerner ikke blikket fra ham.

"Jeg er dybt seriøs. Vi ender med at køre galt, hvis du bliver ved." Han kigger hurtigt over på mig med løftet øjenbryn, og jeg sender ham et hurtigt undskyldende smil, inden jeg læner mig over til ham og giver ham et kys på kinden. 

Kort tid efter drejer vi ind på den velkendte parkeringsplads og motorens larm stopper. Jeg sukker stille for mig selv - jeg har savnet det her sted. 

Jeg når ikke at tænke, før Alex er omme på min side og har åbnet døren for mig. Jeg sender ham et taknemmeligt smil, inden jeg stiger ud af bilen og går mod de velkendte skydedøre med Alex i hånden. Vi smiler begge venligt til Alexandra, der sidder bag den mørke skrænt. Hun sender os et nik som svar og vi går mod elevatoren. 

Inden længe sidder jeg på kontorstolen med en mikrofon foran mig og lytter til Vinnie der er igang med at præsentere os som normalt. Jeg mærker stille nervøsiteten snige sig ind på mig, men prøver at ryste det af mig, så godt som jeg kan. 

Mine øjne søger mod Alex i håb om at fjerne nogle af mine nerver. Det er ikke kun mine nerver der bliver fjernet, men også min pust. Hans ansigtsudtryk er et jeg aldrig har set før. Hele hans ansigt stråler af varme og glæde, noget jeg aldrig har set ham vise så tydeligt før. Det mest overraskende er, at han kigger på mig i al den tid. Hans ene mundvige går stille op i et halvt smil og jeg mærker varmen stige i mine kinder. 

Inden jeg ved af det, er musikken begyndt at spille og vi er igang som normalt. 

- - - - - - - - - - 

Jeg trasker langsomt op ad vores lange indkørsel med et smil på læben, da en bil overhaler mig og stopper ved garagen. Kort efter stiger min mor ud og kigger undrende på mig. 

"Du er da sent hjemme idag" kommenterer hun og lukker bildøren - klokken er næsten fem. Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, prøvet at komme senere hjem end min mor. "Jeg var sammen med Alex" smiler jeg og peger med en tommelfinger over skulderen mod hans hus. "Sig mig, har i to gang i noget?" spørger hun med sammenknebne øjne og et smil der afslører at hun allerede kender svaret. Jeg ler af hende, mens vi sammen går ind af hoveddøren. 

"Det kan man vel godt sige" smiler jeg glad til hende og smutter ud af mine sko. Hun rusker mig kort på hovedet mens en kort latter kommer fra hende - mors måde at vise hun er glad på mine vegne.