De Sorte Vinger

Kapitel 5: Williams hemmelighed.

Jeg så William gå forbi døren til stuen, og kaldte stilfærdigt på ham, fra min plads på sofaen. Han satte sig ned ved siden af mig og kiggede ud mod vinduet i stilhed.

"Tak for det du gjorde tilbage ved baren" sagde jeg, stille og kiggede ned på min hænder.

Sandheden var at jeg godt kunne have klaret mig selv, men så ville William se mig bruge mine kræfter...

William sagde ikke noget han kiggede bare ned på sine knyttede næver. Jeg lagde min hånd på han skulder, så jeg kunne mærke hvor meget han rystede.

"William du ryster jo helt. Er du okay?" spurgte jeg.

Han kiggede op fra sine hænder, og hans gul-glødende øjne borede sig ind i mine. Jeg prøvede forskrækket at rykkede væk fra ham, og faldt ned fra sofaen.

Jeg lå på gulvet og kiggede op på ham med store øjne.

Men før jeg kunne nå at sige noget, havde hans øjne skiftede tilbage til deres normale brune farve.

Han kiggede trist ned på mig.

"D-..du er en.." jeg stoppede mig selv før jeg kunne nå at gøre sætning færdig. William åbnede sin mund for at sige noget, men ikke andet end hans tunge vejrtrækning kom ud, før han faldt sammen på gulvet.

Han skreg og vred sig på gulvet. Før jeg kunne nå at tage fat i ham forsvandt han, William lå nu ikke længere på gulvet, i stedet stod der en stor ulv med rødt pels. Jeg kravlede forskrækkede længere skridt tilbage.

Ulven knurrede af mig, og kom tættere og tættere på mig. Jeg kravlede baglæns indtil min ryg ramte sofaen. Jeg lukkede mine øjne da han trådte tættere på, jeg vidste godt at jeg ikke ville være i stand til at løbe fra ham. Jeg kunne mærke stå hen over mig og høre hans knurren. Jeg åbnede mine øjne og stirrede ind i hans øjne, mens jeg rakte min hånd frem og satte den på han store behåret ulvehoved.

"Stop" hviskede jeg og mærkede kraften sive gennem min krop og ud af min hånd.

Josh og Nathan kom løbende ind i stuen, og stoppede op i døråbningen da de så ulven. "Det er okay" hviskede jeg, og med et blev stuen indhyllet i et kraftigt hvidt lys. Jeg nød følelsen af varmen og kraften fra lyset og tog en dyb indånding. Da lyset igen forsvandt og rummet blev mørkt, var ulven væk nu lå William på gulvet kun iført sine boksershorts.

Jeg følte hvordan min bevidsthed begyndte at forsvinde og mine øjenlåg blev tunge som bly. Jeg havde ikke brugt mine kræfter længe så det måtte være derfor at jeg hurtig blev træt. Det sidste jeg så var Nathan og Josh løbe hen imod mig, og så faldt jeg om, ved siden af Williams skælvene krop.

Williams P.O.V

Selina kalde mig ind i stuen, da jeg skulle til at gå i seng. Jeg satte mig på sofaen og hun takkede mig for at redde hen i baren.

Jeg knyttede mine næver bare ved tanken at en mand vil røre Selina hun er jo uskyldig. Jeg har kun kendt henne i to dage, men jeg kan ikke lade vær med at føle noget for hende.

Selina satte sin hånd på min skulder, hendes berøring fik mig til at kiggede op fra mine knyttede hænder og ind i hendes smukke lyseblå øjne. Men hun kiggede bare bange på mig og så bevægede hun sig med et hurtigt ryk væk fra mig.

"D-..du er en.." stammede hun. Det var der det gik op for mig at jeg rystede... Men det var for sent DET var begyndt. Jeg faldt sammen på gulvet i smerte og kæmpede for at få vejret. Jeg skreg og vrede mig, i hvad føltes som en evighed.

Efter at jeg forvandlede mig, var det ikke længere Selina som sad foran mig, men et bytte. Jeg knurrede og bevægede mig tættere på mit bytte. Hun rakte en tøvende hånd ud, den hang i luften lidt men så satte hun sin hånd på mit hovede, og så sortnede alting for mig.

Jeg vågnede i min seng, jeg gned mig i øjnene og kiggede rundt i mit værelse, Josh sad på sengekant og kiggede bekymret ned på mig.

"Hvad skete der?" sagde jeg forskrækkede, det sidste jeg kunne husk var et kraftigt hvidt lys.

"Du forvandlede dig foran Selina" sagde Josh med en vred undertone og sukkede "Er hun ok?" spurgte jeg, og rejste mig op fra sengen, men Josh stillede sig hurtigt mellem mig og døren.

"William vent...Nathan er ved-...ved at slette hendes hukommelse" sagde han. Jeg stoppede brat op og kiggede på ham.

"Hun må ikke vide din hemmelighed, hvis hun ved besked vil hun sikkert painike eller finde ud af resten af sandheden" sagde han. En tåre løb ned af min kind

"Gjorde jeg hende noget?" spurgte jeg og kiggede ned på gulvet, bare tanken om at jeg havde gjort hende noget fik mig til at hade mig selv.

"Nej...-" sagde Josh langsomt, han fortsatte efter han så mit ansigtsudtryk.

"Hør her...tror mig jeg vil også fortælle hende sandheden, men jeg vil hellere lyve for hende end at miste hende.. Det er sjovt for vi har jo kun lige mødt hende, men ingen af os vil miste hende" sukkede Josh og grinede for sig selv ved tanken.

"Så når hun vågner lades vi bare alle som om at intet skete, det sidste hun ville kunne huske er at hun gik i seng efter at vi kom hjem" sagde Josh nu igen seriøs og flyttede sig fra døren så jeg kunne komme ud. Jeg nikkede langsomt før jeg gik med hurtigt skridt ind på Selinas værelse.

Nathan sad på en kontorstol med benene trukket op under sig og ventede på at hun skulle vågne.