De Sorte Vinger

Kapitel 30: Træt af at vente

Joshs P.O.V

Jeg bevægede mig hurtigt. Passerede gade efter gade, i et endeløst sløret billede for mine øjne. William havde fortalt hvor han fandt Selina, og jeg havde i modsætning til ham og Nathan ikke tænkt mig at side stille derhjemme og vente på at alting bare løser sig selv.
Nathan havde fortalt mig om Selinas dagbog, og om hvad han havde læst i den. Jeg blev sur da han fortalte mig om dagbogen, men ikke fordi at han havde læst den, men fordi han havde fået ideen før mig. Han viste mig også den store bog hvori Selina havde fundet en måde at dræbe en engel på i. De sad sikkert begge to lige nu og læste hver eneste side i bogen grundigt igennem for at finde et spor, SPILD AF TID! Hvem ved hvad den psykopat gør mod Selina, mens vi bare sidder og venter på at der dropper et spor ned fra himlen og lander i vores skød!? Der er gået en hel uge siden, vi har fundet ud af hvor hun er, men Nathan mener at vi skal vente!
Jeg stoppede med at løbe da jeg så det store hvide hus for enden af vejen. Jeg kunne sagtens genkende huset ud fra Williams beskrivelse og de billeder jeg havde set på Selinas værelse.

Hun havde engang vist mig et billede af hende der stod i en smuk blå sommerkjole ude foran det store hvide hus, hun smilede, på en måde jeg aldrig har set hende smile på.

Jeg rystede mit hoved, jeg er nød til at være forsigtigt, hvis Luke opdager at jeg er i nærheden, er jeg sikker på at han ikke vil tøve med at dræbe mig. Han gjorde det ret klart sidste gang vi mødes, at han ikke ville lade nogen eller noget stå mellem ham og Selina. Men jeg havde en plan. Jeg begyndte at gå med en normal hastighed hen mod huset, men jeg holdt mig på den anden side af fortovet. Og holdt mine øjne mod jorden og ikke mod huset. Hvis nogen så mig fra huset af, ville de nok tro at jeg bare var ude at gå en tur. Da jeg nåede til huset fortsatte jeg hele vejen om til baghaven. Jeg havde tænkt mig at hoppe over hækken, men stoppede brat op da jeg hørte en stille nynnen.

Jeg holdt mig op af hækken så man ikke ville kunne se mig fra husets vinduer. Jeg fulgte langsomt hæggen indtil jeg nåede hjørnet af den. Jeg kiggede ind gennem de tætsiddende grene. Jeg kunne kun lige akkurat skimte, en silhuet af en person, som sad under et æbletræ. Selvom jeg ikke kunne se personen, var jeg ikke i tvivl om at det var Selina. Jeg havde hørt hende nynnen den samme melodi, når hun sad dybt i sine egne tanker. Mit hjerte skreg at jeg skulle hoppe over hækken, tage hende i mine arme og tage hende med hjem, i sikkerhed, men jeg vidste bedre. Jeg havde en plan og jeg havde tænkt mig at følge den. Planene involverede at jeg ikke blev set af nogle i huset, heller ikke Selina. Ud fra hvad William havde fortalt, vidste jeg godt at Selina ikke ville kunne genkende mig alligevel, i værste tilfælde ville jeg gøre hende bange og skræmme hende væk. Jeg hev den lille læder indbundende bog ud af min jakkelomme og kiggede ned på den. Det er faktisk et mirakel at Selina skrev en dagbog, for den ville helt klart kunne hjælpe hende med at huske hendes tid hos os.

Nathan havde taget en kopi af alle siderne, så han var sikker på at han ikke ville overse noget, så kunne han sikkert godt undvære, den originale.

De ved ikke at jeg er her, jeg fortalte dem at jeg ville gå en tur. Hvilket ikke helt er løgn, udover at de nok ikke regnede med at jeg ville "gå en tur" hele vejen til vores nabo bys naboby.

Jeg hev en kuglepen op af min lomme, og skrevet hurtigt mit telefonnummer ned på den sidste side i bogen. Jeg strammede mig greb om bogen, og lyttede efter Selinas nynnen. Jeg kastede den over hækken, og skyndte mig at læne mig længere ind mod den for at være sikker på ikke at blive set. Jeg stod helt stille og holdt vejret, da den smukke lyd af nynnen stoppede

"Hallo....Hvem der?!" råbte hun og gik hen mod hækken. Jeg trådte hurtigt væk fra hækken, bange for at hun ville se mig, men det var dumt gjort. "Hvem er du?" hørte jeg hende sige bag mig. Jeg vendte mig og kiggede på hende gennem hækken. Hun kiggede direkte på mig gennem de små kighuller gennem grenene.

"Hvad er det her?" spurgte hun og kiggede ned på dagbogen i sin hånd.

"Det er din dagbog" sagde jeg og sukkede, min plan havde fejlet.

"Og hvem er du?" hviskede hun.

"mit navn er Josh" svaret jeg og kiggede mig over skulderen for at tjekke at der ikke var nogen i nærheden.

"J-...Josh?" Jeg kunne høre på hendes stemme at hun græd.

"Vent her" sagde hun hurtigt. Jeg blev stående helt stille, men jeg lyttede til hendes fodtrin forsvinde og derefter komme tættere på. Hun stod lige pludselig foran mig, på min side af hækken.

"d..Du kender William ik?" spurgte hun og trådte tættere på mig. Jeg nikkede.

"Jeg har set dig, før...Men jeg kan ikke sætte min finger på hvor eller hvornår" sagde hun og tørrede tårerne væk.

"Hvorfor græder du?" spurgte jeg og puttede mine hænder i mine lommer, for at stoppe mig selv fra at række ud efter hende.

"D..Det ved jeg faktisk ikke, da du sagde dit navn begyndte mine øjne bare at løbe i vand" mumlede hun, og tørrede de sidste tåre væk. Jeg nikkede og kiggede på hendes venstre hånd, hun holdt dagbogen i et stramt greb op mod hendes bryst.

"Ved du hvem jeg er?" spurgte jeg forsigtigt bange for at skræmme hende væk. Hun kiggede mig op og ned et par gange og kiggede mig i øjnene før hun rystede på hovedet.

At se hende stå der, bragte minder frem. Minder fra altanen, og vores møde i regnen. det føltes som om det var evigheder siden. Jeg lukkede øjnene og huskede hvordan jeg havde lænede mig frem, og kyssede hende. Jeg kunne tydeligt huske følelsen af at tiden stod stille, intet andet betød noget, udover os to. Jeg kunne nærmest mærke hendes læber mod mine og følelsen af at holde om hende lige nu!

Jeg åbnede mine øjne. Og opdagede at det ikke bare var noget jeg huskede. Jeg slap hurtigt mit tag om hende, fjernede mine læber fra hendes og trak mig væk. Hun kiggede op på mig med tåre i øjnene

"Hvorfor gør du det her mod mig!?" Skreg hun og kastede sine hænder op i luften. Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage.

"Hvad er der galt med mig?!" Skreg hun igen, det var tydeligt at hun var i smerte. Jeg kiggede mig hurtigt rundt igen, jeg var helt sikker på at jeg hørte lyden af hurtigt fodtrin komme inde fra huset. Hun faldt ned på knæ, og jeg trådte frem for at hjælpe hende, men jeg stoppede da jeg hørte Lukes stemme fra haven

"Selina!! Hvor er du....Selina?!" Jeg løb. Løb så hurtigt som jeg overhovedet kunne, men før jeg nåede for langt væk, kiggede jeg tilbage over min skulder for at se at hun havde puttede dagbogen ind i hendes jakke. Og i et sekund kunne jeg se et lysglimt komme fra den halskæde hun havde på, før Luke kom løbende til hende og lagde sine arme og hende.

Gade efter gade, igen i et endeløst sløret billede. Jeg stoppede op foran hoveddøren til vores hus. Jeg lænede mig op af den og lod mig glide ned af den indtil jeg sad på det øverste trin og lænede mig op af døren. Tårerne trillede ned af mine kinder, jeg var ikke klar over om tårerne var glædes tåre eller ej. Det kan godt være at hun ikke sagde det, men jeg var sikker på at hun genkendte mig, efter jeg havde kysset hende. Jeg lod mine fingre glide over mine læber. Det her er ikke en drøm, jeg kyssede Selina. Det glimt i hendes øjne; Jeg er sikker på at hun kan huske hvem jeg er.

Da jeg endelig var kommet mig, rejste jeg mig og åbnede døren. Jeg tog trappen op til mit værelse så hurtigt som jeg kunne, og lukkede døren bag mig lige så snart jeg var trådt ind på værelset. Det lykkedes mig at undgå både Nathan og William, hvilket var godt. Jeg gad ikke til at diskutere med dem om hvor jeg havde været, og hvorfor dagbogen var forsvundet. Den diskussion måtte jeg tage i morgen.

Jeg smed mig på sengen. Min plan havde lykkedes. Nu er det op til Selina at læse dagbogen og finde en måde at huske os på. Jeg lukkede mine øjne med et smil på læben. Alt skulle nok blive okay. Bare tanken om at hun genkendte mig gav mig sommerfugle i maven.