De Sorte Vinger

Kapitel 31: Løgn

Selinas P.O.V

Josh? Hvem var han? Havde han noget at gøre med William? Hvorfor kan jeg ikke huske at jeg har mødt dem, selvom jeg føler at jeg har mødt dem før? Jeg kender ikke svaret på nogle af de spørgsmål. Men jeg VIL have svar.

Jeg lagde dagbogen fra mig og lagde mig ned på sengen. Jeg lyttede til Lukes fodtrin oven over mit hovede. Jeg lukkede mine øjne og tænkte tilbage til hvad der var sket.

Den mand; Nej hans navn var Josh. Josh havde kyssede mig, og så fik jeg en mærkelig følelse i hele min krop, den samme følelse som jeg fik da det samme skete med ham der varulven, hvad var det nu han hed? William! Ja det var det han hed. Og så besvimede jeg. Luke var løbet ud på vejen og havde fundet mig bevidstløs på fortovet. Han havde båret mig ind i min seng, og havde ventede ved min side, til jeg vågnede. Da han spurgte hvad der var sket sagde jeg at jeg havde det dårligt, og var faldet om. Han spurgte ikke ind til hvorfor jeg var udenfor husets område, og det var jeg glad for.

Det var i går at det var sket. Han har fortalt mig at han ikke vil have at jeg forlader min seng, før han har fundet ud af hvad der er galt med mig. Jeg ved godt at det er en løgn, han ved godt at jeg løj om hvad der var sket og nu har han praktisk talt låst mig inde på mit værelse, så han kan finde ud af hvad han skal stille op med mig. Gulvede knirkede ude for min dør, og jeg åbnede hurtigt øjnene, og kiggede hen mod den.

"Nej jeg ved det ikke, jeg tror stadig hun sover" Jeg hørte Luke snakke til nogen mens han stod ude foran min dør. Jeg skyndte mig at hive dynen over mig og lægge mig ned. Jeg lukkede mine øjne og gjorde min vejrtrækning langsommere. Lige i tide til at høre døren åbne. Jeg kunne høre gulvet knirke, mens han gik ind og lukkede døren bag sig. "Hvorfor, ville hun dog forlade huset?...Jeg ved det ikke" Han fortsatte med at snakke, selvom jeg ikke kunne høre nogle andre i rummet, og jeg kunne ikke høre nogle svar til hans spørgsmål. Jeg kæmpede for ikke at bevæge mig og ikke at åbne mine øjne for at se hvad han lavede. Jeg kunne høre at han gik hen mod mit skrivebord, og da slog det mig, min dagbog lå der. Jeg begyndte at trække vejret meget hurtigt, og begyndte at bevæge mig rundt i sengen. Jeg kunne høre at Luke hurtigt gik hen mod min seng.

"Selina, det er okay, det er bare et mareridt, vågn op!" han ruskede let i mine skuldre, og jeg åbnede mine øjne. Han smilede ned til mig og aede mig på hovedet.

"Er du okay?" spurgte han. Jeg nikkede bare og han sukkede.

"Er du sulten?" spurgte han og rejste sig. Jeg nikkede igen og smilede til ham.

Jeg gik med ham ind i køkkenet og vi satte os ved bordet. Der stod en stor familie pizza med pepperoni på midten af bordet. Jeg satte mig ned overfor Luke og tog et stykke pizza over på min tallerken.

Med et blink var jeg ikke længere i køkkenet, men i en stue jeg aldrig havde set før. Jeg sad på gulvet overfor en stor pizza, og ved siden af mig sad tre drengen, alle med hver deres stykke i hånden.

"Selina?!" Jeg var nu igen tilbage i køkkenet og kiggede hen på Luke.

"Undskyld jeg hørte ikke hvad du sagde?" svarede jeg og kiggede hen på ham. Han havde sit hoved på skrå og kiggede på mig med et undrende blik.

"Hvad tænkte du på?" spurgte han mistænksomt. Jeg lod mit blik falde til mine hænder i mit skød, og jeg ledte efter en løgn som han ville tro på.

"Det...er bare det mareridt, jeg havde tidligere" mumlede jeg og kiggede op på ham for at se om han troede på mig. Han smilede og gav mit et nik. Jeg åndede lettede ud, han fattede ikke mistanke om hvad der er sket.

Efter vi havde spist gik Luke igen op på fars kontor. Jeg løb ind på mit værelse og lukkede døren bag mig. Jeg låste den indefra. Jeg gik hen til min bogreol og lod mine fingre glide hen over alle de smukke titler. Jeg stoppede ved "Romeo og Julie" Jeg hev bogen ud fra sin plads og hev den læderindbundne bog ud fra bag den. Jeg havde gemt den så Luke ikke havde en chance for at finde den. Jeg satte "Romeo og Julie" tilbage på sin plads og gik hen til skrivebordet. Jeg lagde den på bordet ved siden af min dagbog og kiggede ned på dem.

Hvis det Josh sagde var sandt, ville sandheden være i denne bog. Jeg åndede ud og åbnede den på den første side.

"Kære dagbog, jeg er endelig kommet væk....Jeg har fundet mig en lille lejlighed, men jeg ved at der ikke kan gå ret lang tid, før HAN finder mig, jeg må holde mig i konstant bevægelse og ikke stoppe op for nogen eller noget" Jeg kiggede ud af vinduet efter at havde læst den første side, der stod ikke meget, men det følelse alligevel så forkert at jeg skulle havde skrevede det. Men håndskriften var uden tvivl min, men der er ingen følelser i ordene. Men datoen passede med dagen efter at jeg er stoppede med at skrive i min egen dagbog. Jeg holdt vejret, da jeg høte gulvet knirke ude foran min dør, men åndede ud igen da jeg hørte at fortrinene fortsatte ned af gangen. Hvem er denne HAN? Og hvorfor har jeg ikke nævnt Luke? Jeg bladre et par sider igennem og stopper et tilfældigt sted og læser:

"Kære dagbog, det er et mirakel mareridtene er stoppede, og mine drømme er nu fyldt med mine tre nye bofæller. Jeg har ikke fortalt dem om hvad jeg er endnu. Men jeg kan ikke vente med at skulle i byen med dem i morgen.
Jeg kan måske endelig lægge Luke og mareridtene bag mig!"

Datoen var en uge efter det jeg lige havde læst. Tre nye bofæller?! Og lægge Luke bag mig? Hvad foregår der? Jeg har ingen erindring om at havde skrevet noget af det her, men ligesom den første side var det helt klart skrevet med min håndskrift.

Jeg skulle lige til at læse videre da jeg hørte min dør åbne bag mig