De Sorte Vinger

Kapitel 22: Vælg mig!

Jeg sad på min seng og skubbede til min bostav med foden. Jeg havde brugt en stor del af mine kræfter til at lave de armbånd til drengene, så jeg følte mig afkræftet og træt. Der var en skjult mening til hvorfor jeg have lavet de armbånd til dem, men jeg tør ikke sige det til dem endnu. Jeg har sørget for at Luke ikke kan bruge sine kræfter på dem så længe de har dem på, en nødplan til når han kommer tilbage igen. Jeg sparkede min bostav ned af sengen og lagde mig ned, jeg var så træt at søvnen næsten tog over mig med det samme mit hoved ramte puden.
Jeg havde lige lukket mine øjne, da nogen bankede på min dør.

"Kom ind" mumlede jeg stille og satte mig op med ryggen mod væggen. Nathan stak hovedet ind af den lidt åbne dør.

"Hej, må jeg komme ind" spurgte han. Jeg nikkede og rykkede lidt, så han kunne sidde ved siden af mig på sengen.

"Hvad så?" spurgte jeg, da han satte sig ved siden af mig.

"Jeg ville bare sige noget til dig" mumlede han stille.

"Hvad?" spurgte jeg og ignorere den akavede stemning mellem os.

"Der er fem minutter til midnat, hvilket vil sige at det stadig er min fødselsdag" sagde han og kløede sig selv i nakken.

"Ja...og" sagde jeg og kiggede op på ham.

"Der er en ting som jeg gerne vil bede dig om......Vil du lukke øjnene og love at holde dem lukket indtil jeg siger til?" spurgte han. Jeg nikkede lidt nervøst og lukkede mine øjne. Jeg kunne mærke at han kom tættere og tættere på mig.

Hans ånde ramte min mund, og før jeg nåede at reagere, var hans bløde læber på mine. Jeg gengældte kysset , men hold mine øjne lukket som jeg lovede. Han trak sig tilbage "Du-...du må godt åbne øjnene nu" stammede han. Jeg kiggede op på ham og så at han rødmede.

"D...Du må ikke sige noget til de andre" mumlede han. Jeg nikkede, og han forsvandt hurtigt ud af døren igen, som om at han aldrig have været der.

Jeg lagde mig ned igen og faldt i søvn lige så snart mit hovede ramte min bløde pude.

Jeg vågnede til lyde af glas som blev smadret. Jeg hoppede op fra min seng og tog min bostav med. Jeg løb forvildet ind i stuen hvor lyden kom fra. Jeg stoppede i døråbningen, og kiggede fortvivlet på alle de smadre møbler og ting som var spredt over alt.

"Hun er min!" hørte jeg William råbe. Jeg løb efter stemmen. Drengene stod oppe på taget og sloges.

Nathan have gjort William blind, mens han prøvede at undgå Joshs skarpe hugtænder. William fik sit syn tilbage og taklede Josh. De faldt sammen på jorden med William ovenpå Josh. William begyndte at slå Josh igen og igen og igen. Jeg kunne tydeligt lugte blodet.

"Stop Så!" skreg jeg panisk, men ingen af dem svarede, det var som om at de ikke kunne se eller høre mig.

Jeg havde prøvet alt, jeg kunne for at stoppe dem, men jeg kunne ikke komme inden for tre meters afstand af nogle af dem og mit magi virkede stadigvæk ikke. Jeg skreg af rædsel, da Josh taklede både Nathan og William, og de faldt alle tre ud over tagets kant. Jeg løb hen til kanten og så dem falde, de skreg alle og prøvede desperat at stoppe dere flad ned i den visse død. Jeg hoppede ud efter dem, og foldede mine vinger ud, men jeg var for langsom de ramte jorden med et brag. Jeg landede ved siden af dem og skreg af mine lungers fulde kraft. Det er min skyld de dræbte hinanden på grund af mig!

Jeg åbnede mine øjne og kiggede forskrækket rundt i mit værelse. Jeg løb hurtigt ind i stuen og så at alt var som det plejede, ingen knuste vinduer og ingen smadre møbler. Og der sad Drengene og så en film. De så mig ikke så jeg gik tilbage til mit værelse og så mig selv i spejlet. Tåre løb stadigvæk ned af mine kinder.

"Det føltes så ægte" sagde jeg til mig selv. Jeg trak op i min bluse og så at mit ar var sort. "Luke har gjort det her" mumlede jeg.