De Sorte Vinger

Kapitel 25: Aftalen

3 person. P.O.V

Kampen foregik i en umenneskelig fart. Selina gav et par gode slag med staven og sine knyttede hænder mod sin grinende bror. Han angreb ikke selv han blokkere bare hendes slag.

"Testor deorum auxiliis et emigrabit-.....!" råbte Selina, men blev afbrudt af Luke som af ren raseri skubbede hende til jorden.

"Hold mund!" råbte han og holdt sin ene hånd for hendes mund.

"Jeg troede ikke at du have det i dig at dræbe mig. Jeg troede ikke at du ville risikere at få sorte vinger" hviskede han i hendes øre. En ensom tåre løb ned af hendes kind, da det gik op for hende at hun havde tabt. Han var for stærk hun kunne ikke stille noget op mod ham.

Selinas P.O.V

"Giv mig staven, Selina" sagde Luke, stadig med hånden for min mund.

"NU!" brølede han. Jeg gav ham staven. Han tog den og kastede den væk. Han tog med sin fri hånd fat om min hånd, og rev med et ryg den grønne ring af min finger. Han slap mig igen, og tog ringen på. pludselig tog han fat om min hals og kiggede mig i øjnene "Nu tager vi hjem" vrissede han. Jeg gispede efter vejret da han strammede grebet. Jeg prøvede forgæves at få hans hænder væk.

"Slip hende!" råbte en stemme. Drengene? Nej! Luke grinede og slap mig. Jeg faldt ned på knæ og hostede for at få vejret igen. Da jeg så op fra jorden så jeg Luke løbe mod dem. Jeg prøvede at rejse mig uden nytte. Jeg hørte et skrig og kiggede igen op, Luke havde sin hænder rundt om både Nathans og Williams hals. Josh lå på jorden, med en lang flænge over hans bryst.

"Stop!" skreg jeg og fandt endelig kræfter til at rejse mig. Luke kiggede over sin skulder hen på mig og grinede. Fuld af raseri brugte jeg alt den kraft jeg have tilbage til at folde mine vinger ud og gribe fat i hans trøje. Jeg lettede og han slap drengene for at folde sine egne vinger ud.

"Hvad har du tænkt dig at gøre kære søster? Du kan ikke dræbe mig uden Fars ring" sagde han og fløj højere op i luften. Jeg fulgte efter.

"Hvad hvis vi laver en aftale?" råbte jeg. Han kiggede interesseret på mig.

"Hvad er dit forslag, søs?" Jeg trak vejret tungt

"Du skal sværge på dine vinger at du ikke vil gøre dem noget hvis jeg tage med dig frivilligt" hviskede jeg.

"Jeg sværger på mine vinger" sagde han og lod sig falde til jorden. Jeg foldede mine vinger sammen og lod mig falde hurtigt mod jorden. Jeg foldede mine vinger ud lige før jeg ramte jorden og landede yndefuldt på jorden ved siden af Luke.

"Jeg sværger på mine vinger" gentog han igen. Jeg nikkede og kiggede mig over skulderen. De var kommet på benene og var i fuld fart på vej hen mod os.

"Stop" sagde jeg og rettede min hånd mod dem. Jeg lavede en barriere rundt om dem, så de ikke kunne komme tættere på os, for at stoppe mig.

"Jeg går med ham frivilligt, så i skal ikke følge efter mig." sagde jeg. med tårerne løbende ned af mine kinder.

"Nej Selina. Nej!" råbte de og hamrede deres hænder på den usynlige barrierer.

"Husk hvad i lovede," hviskede jeg og sendte dem et smil. før jeg vendte mig mod Luke. "Okay, jeg er klar til at gå" sagde jeg.

"Der er bare lig en lille ting før vi går" sagde han og greb fat i mine håndled.

"memor.." han begyndte den alt for velkendte besværgelsen.

"Nej Luke nej. jeg beder dig!" skreg jeg skingert da jeg genkendte ordene.

"Det var ikke en del af aftalen at du ville slette min hukommelse!" råbte jeg og prøvede at vride mig fri fra hans greb. Han grinede bare og fortsatte igen.

"memoriae"

Nathan P.O.V

Jeg kiggede i rædsel, da Luke lænede sig ned og kyssede Selina på panden. Hendes halskæde lyste op i en sort farve, og da lyset forsvandt besvimede hun. Luke greb hende og holdt hende oppe mens han aede hendes hår.

Jeg slog hårdt på barrieren og prøvede at fjerne det med magi, men intet skete.

Vi stoppede alle op og gispede, da Selina rejste sig og smilede til Luke.

"Luke!" udbrød hun overrasket. I stedet for at angribe ham, omfavnede hun ham.

"Hvor er vi?" spurgte hun og kiggede rundt.

"ingen steder vi er på vej hjem, søs" sagde han og smilede over til os med et diabolsk smil.

"Hvem er de?" spurgte hun og fulgte hans blik til hen på os.

"De prøvede at tage dig fra mig" sagde han og kørte sin hånd op af hendes ryg.

Selina gik hen mod barrieren og kiggede undrende på os

"Han lyver Selina, du skal ikke lytte til ham!" råbte Josh. Hun lyttede ikke, hun vendte sig om og gik hen mod Luke.

"Er du klar til at tage hjem?" spurgte Luke og krammede hende fra siden og kyssede hende endnu en gang på panden. Hun nikkede og gik ind i bilen som holdt foran porten og ventede. I stedet for at gå ind i bilen vendte han sig om og gik hen mod os.

"Hun kan ikke huske hvem i er eller hvad i har gjort sammen, så i kan godt glemme at prøve at kommer efter os...og hvis i skulle være så dumme, vil jeg ikke tøve med at flå jeg i småstykker" sagde han og smilede til os, før han satte sig ind i bilen, lagde sin arm om Selina og kørte væk.

Jeg kiggede efter bilen mens jeg faldt ned på mine knæ med tårerne løbende ned af mine kinder.

Efter hvad føltes som timer, faldt barrieren ned, og vi var fri.