De Sorte Vinger

Kapitel 6: Luke

Jeg åbner langsomt mine øjne og rullede over på min side. Jeg lå i min seng, men jeg kunne ikke huske hvordan jeg kom i seng i går aftes. Jeg rystede mit hovede lidt, jeg var nok lidt fuld i går aftes. Jeg gispede lavt, da jeg opdagede at jeg ikke var alene i rummet. "Hej Nathan..Du forskrækkede mig" mumlede jeg og holdt min hånd over mit nu hamrende hjerte.

"Er du okay?" spurgte han, og kiggede på mig med et bekymret udtryk.

"Ja... jeg har bare lidt...ondt i hovedet" sagde jeg og satte mig op i sengen. Nathan nikkede og gik så ud fra mit værelse igen uden et ord.

Hvad var der med ham? han så meget bekymret ud. Jeg rejste mig op og gik hen til mit store spejl, jeg havde stadigvæk kjolen fra i går på og mit hår var et stort rod. Jeg fandt hurtigt et håndklæde og noget andet tøj frem, før jeg hurtigt gik ud af døren og næsten løb hen til badeværelset.

Jeg lukkede og låste døren bag mig og tændte for bruseren.

Efter et dejligt og afslappende varmt bad, tørrede jeg mig med håndklædet.

Jeg skiftede til en sort top og et par blå jeans, og så flettede jeg mit lange brune hår i en lang fletning som gik ned af min skulder.

Jeg gik ind i køkkenet, hvor drengene sad og snakkede. Før jeg overhovedet nåede gennem dørtærsklen stoppede dig midt i deres samtale, og kiggede bekymret på mig. "God morgen" sagde jeg og ignorerede deres blikke. Jeg gik hen til køleskabet og fandt et æble og så satte jeg mig ned ved bordet, ved siden at Josh.

Vi sad der i et par minutter, i en akavede tavshed, før jeg endelig samlede mod til at sige noget

"Sååå, hvad skal vi så lave i dag?" spurgte jeg og hoppede ned fra min lille stol. Drengene udvekslede et hurtigt blik, og så så på mig.

"Åhm jeg skal lave noget alene... så.. jeg må nok hellere gå" sagde William, før jeg nåede at sige noget forsvandt han ind på sit værelse. Jeg kiggede afventende på Josh og Nathan.

"undskyld Selina" sagde Nathan, før han og Josh forsvandt ind på hver deres værelse. Nu stod jeg helt alene i køkkenet, og tænkte: Hvad har jeg gjort? hvorfor vil de ikke tale med mig? en tåre løb ned af min kind, jeg vidste godt at det var dumt at jeg stod og græd, men det sårede mig meget, jeg elsker at være sammen med dem, og på den måde de så på mig. Jeg tørrede hurtigt tåren væk med en vred bevægelse. Jeg tror at der er noget som de ikke vil fortælle mig. Men jeg kan jo ikke dømme dem, fordi at jeg ikke har fortalt dem min hemmelighed......

William s P.O.V

Da Selina kom ind i køkkenet, fløj billeder fra i går aftes ind igennem mit hovede. Jeg måtte væk fra hende, jeg ville ikke risikere at gøre hende noget igen, så jeg løb ind på mit værelse lige så snart jeg fik chancen for det, og lukkede hurtigt min dør bag mig. Jeg satte mig ned på min seng, og lod en tåre glide ned langs min kind. Jeg ville så gerne være sammen med hende, men jeg er bange for at jeg kommer til at gøre hende noget.

Selinas P.O.V

Efter at have siddet i køkkenet i noget tid og ladet tankerne køre rundt i mit hovede, havde jeg kravlet ind i min seng.

Timer gik, og jeg hørte ikke noget fra drengene, så jeg lagde mig til at sove igen.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg sad i min seng, og skrev i min dagbog, da jeg hørte døren åbne. Jeg kiggede langsomt op fra min bog, og forventede at det var en af drengene, men foran mig stod den mand som har hjemsøgt mine mareridt i flere måneder.

"Luke?" sagde jeg og hoppede hurtigt ned fra min seng.

"Hej Selina" sagde han, og trådt et skridt længere ind i rummet og lukkede stille døren bag sig.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg stille, næsten som en hvisken, bange for at høre svaret.

"Jeg er kommet for at hente dig" sagde han, med hans arrogante smil på læben.

"Hvorfor?" hviskede jeg igen, bange for at nogle af de andre i huset ville høre samtalen.

"Fordi at jeg savner dig" sagde han langsomt og trådte et skridt længere ind i rummet. "Tror du at jeg vil tage med dig...Efter du dræbte vores forældre og dræbte mig!" råbte jeg, ikke længere i stand til at kontrollere den boblende vreden i mig

"Dine forældre.... De elskede mig ikke" vrissede han.

"Selvom du var adopteret elskede de dig, og jeg elskede dig, du var en bror for mig!" Sagde jeg, med tåre løbende ned af mine kinder.

Luke fjernede afstanden mellem os og tørede tåren fra min kind væk med sin tomelfinger. Jeg kiggede ham i øjnene.

"Jeg vil ikke tage med dig, jeg har et godt liv her jeg har fået et normalt liv med normale venner, og du skal holde dig væk fra mig!" Jeg bad til at han ikke kunne høre frygten i min stemme, men hans smil viste at de gjorde han.

Jeg trådte et skridt væk fra ham. Han begyndte at grine, det samme grin som hjemsøgte mine mareridt.

"Hvad er så sjovt!" råbte jeg og kastede mine hænder op i luften af frustration.

"Du har jo kun kendt dem i hvad..to dage?..... og de gør ikke andet end at lyve for dig og de er langt fra normale" sagde han med en alvorligt tone.

"Du lyver, de ville ikke lyve for mig" råbte jeg igen. Han begyndte at grine igen, den latter den gav mig kuldegysninger.

"Ok så.... Hvis du stoler så meget på dem, så spørg dem havde der skete i går aftes" sagde han strengt.

Før jeg kunne nå at svare ham igen tog han fat i min overarm, og satte sin frie hånd på mit bryst, lige over mit hjerte, mens han hviskede i mit øre

"Jeg kommer tilbage, og så håber jeg du har en bedre indstilling...det ville jo være en skam, hvis der skete dine venner noget" Og så forsvandt han, samtidig med at en kraftig smerte skød gennem mit bryst. Jeg faldt sammen på gulvet, og skreg i smerte. Jeg hev op i min bluse for at se at mit ar var blevet sort. Jeg krøllede mig sammen i fosterstilling, desperat efter at få smerten til at forsvinde.

Jeg skreg igen, før mine øjne lukkede og jeg jeg ikke længere kunne mærke noget........

Nathans P.O.V

Jeg havde sat mig til rette med min yndlingsbog i mit skød, og skulle lige til at fortsætte med at læse, da jeg hører et skrig.

Det var løs som om det var Selina der skreg.

Jeg løb ud af mit værelse og stormede gennem døren til Selinas værelse, hvor skrigende kom fra. Selina lå på gulvet med lukkede øjne, og skreg med begge hænder presset mod hendes bryst.

Jeg løb hen til hende, og lod mig fald ned på knæ ved siden af hende, jeg tog fat i hendes skuldre, i tvivl om hvad jeg eller skulle gøre. Josh og William kom løbende ind af døren. "Hvad sker der hvad skal vi gøre!" råbte Josh for at overdøve Selinas skrig.

"Jeg ved det ikke!" råbte jeg. Jeg kørte min hånd hen over hendes hovede for at prøve at berolig hende, men det hjalp ikke. Josh faldt ned på knæ ved siden af mig og Selian. Og skulle lige til at ruske i hende, men stoppede mit i sin bevægelse.

Pludselig åbnede hun sine øjne og hun stoppede med at skrige.....