De Sorte Vinger

Kapitel 32: Hvad han ikke ved har han ikke ondt af

Josh P.OV

Jeg vågnede til lugten af røg. Jeg sprang op fra min seng og løb ud på gangen, jeg fulgte lugten ud til køkkenet, og faldt i min fart og forvirring over en af barstolene.

"Er du okay..Josh?" hørte jeg en stemme over mig. Jeg nikkede og tog imod den udstrakte hånd. William hjalp mig op og kiggede undrende på mig.

"Hvorfor løb du som om du havde set et spøgelse?" spurgte han og grinede.

"Kan du ikke lugte røgen?!" Udbrød jeg og kiggede mig om i rummet. William lavede store øjne, da han også fik færten af røgen.

"Det kommer inde fra stuen!" sagde han og løb mod døren. Jeg var lige bag ham, men stoppede op i døren, da jeg så stuen.

Alle møbleren var væltede undtagen, sofabordet. På bordet lå den store hvide bog som vi havde fundet på Selinas værelse. Den var slået op på siderne i midten og det var ild i siderne. Nathan lå på gulvet, ved siden af den væltede lænestol. William løb hurtigt hen til bogen for at slukke ilden og jeg løb hen til Nathan. Jeg faldt ned på knæ ved siden af ham, og mærkede efter en puls. Jeg kunne mærke en svag puls, men han bevægede sig ikke. Jeg lænede mig ind over hans hoved, for at kunne høre hans svage vejrtrækning. Jeg ruskede i hans skuldre

"Nathan....Nathan vågn op!" råbte jeg og ruskede mere i ham, men han bevægede sig ikke. Han åbnede ikke engang sine øjne.

Jeg kiggede hen over min skulder for at se hvad William lavede. Det havde lykkedes ham at få slukkede ilden. Han var nu i gang med at kigge rundt i stuen efter et spor af hvad der var sket. Jeg kiggede igen ned på Nathan, han så så fredfyldt ud, det lignede at han bare var faldet i søvn. Jeg lod mit blik glide ned langs hans krop, til jeg nåede hans hænder. Jeg gispede af væmmelse, da jeg så at hans hænder var helt røde, og fyldt med store kraftigt brandmærker.

"Nathan" hviskede jeg og ruskede let i hans skuldre igen. Hans hoved rullede bare til den ene side, men udover det bevægede han sig stadigvæk ikke.

"William hjælp mig med at få ham ind i hans seng" råbte jeg over min skulder. William stod ved min side efter 2 sekunder.

"Er han okay?" Spurgte han og hjalp mig med at løfte Nathan op.

Vi lagde ham ned på hans seng, og jeg trak dynen hen over ham. William forbandt begge hans hænder inden vi forlod hans værelse og lukkede døren bag os.

"Vi må nok hellere fået ryddet op" mumlede William og gik tilbage mod stuen. Jeg gik med ham og samlede den brændte bog op fra bordet. De andre sider så ud til at være uskadte, men de fire sider der blev brændt var helt sorte, og det var umuligt at læse hvad der havde stået. Jeg hørte en snøften bag mig, og så at det kom fra William. Han havde rejst sofaen op og sad nu med sine ben op under sig og hvilede sit hovede i hans hænder. "Han skal nok klare den" Sagde jeg og satte mig ned ved siden af ham. Jeg lagde min arm hen over hans skulder og kørte min hånd op og ned af hans ryk. Han kiggede op på mig med blanke øjne.

"Selina havde ret..." snøftede han mens tåre trillede ned af hans kinder som små vandfald.

"Hvad mener du?" spurgte jeg og rynkede mine øjenbryn, mens jeg kiggede ned på ham. "Hun sagde at det var en dårlig ide at komme her.....Hun sagde at det ville bringe os i fare" sagde han med en dirrende stemme. Jeg kiggede ned på gulvet, jeg havde hørt hende sig noget lignene før, men jeg havde aldrig lagt så meget i det.

"Tror du Nathan satte ild til bogen?" spurgte jeg for at skifte emne. William tørrede sine tåre væk og rystede på hovedet.

"Du skifter emne....Du forstår ikke hvad jeg mener....Har du aldrig tænkt over at alt det her er sket på grund af HENDE!" Han hævede stemmen mere og mere indtil han råbte af mig. Jeg kiggede overraskede tilbage på ham, han kiggede ned på sine hænder for ikke at få øjenkontakt.