De Sorte Vinger

Kapitel 27: En fremmed eller en bekendt?

Selinas P.O.V

Kære dagbog.

Lige siden jeg er kommet hjem har Luke opført sig mærkeligt, han er nærmest bipolar. Han vil stadigvæk ikke lade mig forlade huset eller fortælle mig hvad der var sket den dag, ved det mærkelige hus. Og for at gøre det være har han låst sig selv inde på vores fars gamle kontor hele dagen igår og idag, hver gang jeg går forbi døren kan jeg høre ham råbe af noget eller nogen.

Mareridtene bliver værre og værre, i går havde jeg det her forfærdelige mareridt om at en mand skubbede mig ned fra et tag. Det var forfærdeligt.

Jeg håber snart at jeg kan få Luke til at opføre sig normalt igen.

Jeg savner min gamle bror.

Jeg lagde min dagbog fra mig og rejste mig fra min seng. Jeg trådte ud fra mit værelse og lukkede døren bag mig. Jeg fortsatte ud i køkkenet og lavede en stor portion vafler. Jeg sad stille op spiste mine vafler, mens jeg kiggede sørgmodigt hen på den ekstra tallerken jeg havde sat frem til Luke. Efter jeg havde spist, tog jeg den ekstra tallerken og gik hen mod kontoret. Jeg bankede ikke på, jeg tog bare fat i dørhåndtaget og åbnede døren stille. Da Luke hørte døren åbne stivnede hen og vendte sig om i sin kontorstol og kiggede på mig.

"Har jeg ikke sagt...-" sagde han vredt, men jeg afbrød ham hurtigt

"Jeg har lavet morgenmad til dig, vafler din yndlings!" råbte jeg vredt og hamrede tallerkenen ned i skrivebordet, så den revnede midt over. Tåre løb ned af mine kinder, selvom jeg prøvede febrilsk at blinke dem væk. Jeg tørrede tårerne væk med en hurtig bevægelse og kiggede op på min bror. Han sad og stirred på tallerknen som om det var den sørgeligste ting i verden

"Hvorfor opføre du dig sådan!?...Hvorfor må jeg ikke forlade huset?!...Hvorfor låser du dig selv her inde?! Hvad er der sket?!? Hvad har jeg gjort galt, siden du ikke vil snakke med mig!?" skreg jeg.

Luke kiggede op på mig, men ikke med de vrede og kolde øjne han har haft de sidste par dage, men med hans blide smukke øjne, jeg huskede så godt fra vores barndom.

"Jeg er ked af det, kan du tilgive mig min engel?" spurgte han og rejste sig, han brugte det kælenavn min far plejede at bruge. Han gik rundt om skrivebordet og trak mig ind i et kram. Jeg lode tårerne få frit løb og krammede ham tilbage. Det var først da jeg mærkede hans varme tåre lande på min ryg at det gik op for mig at han også græd.

"Jeg tilgiver dig" hviskede jeg, da han tørrede mine tåre væk og smillede til mig. "Hvorfor går vi ikke ud og spiser i aften?" spurgte han. Jeg nikkede ivrigt.

---Da vi er kommet hjem igen---

Vi sad i stuen og snakkede, da vi hørte hoveddøren blive åbnede med et brag. Vi rejste os og jeg holdt tilbage et skrig, da jeg så to mænd med en stor brun ulv mellem dem. Ulven var bundet med jernkæder som hver af mændene holdt fast om.

"Luke, hvad sker der?" spurgte jeg og trådte et skridt længere væk fra det knurrende uhyre. Luke svarede ikke kiggede bare vredt på sine venner og så ned på ulven, som nu bed ud efter ham. Han nikkede til mændene og de hev ulven ned af gangen.

"Det er okay, det er bare en vild ulv.....Gå tilbage til dit værelse igen" sagde han og skubbede mig mod gangen og døren til mit værelse.

Jeg sad på min seng og lyttede til larmen nedenunder...Jeg kunne en gang imellem høre ulven hyle, og for hvert hyl havde jeg lyst til at løbe ned og se hvad det var der skete. Men jeg stoppede mig selv hver gang, bange for at ulven ville angribe mig.