De Sorte Vinger

Kapitel 9: Sandheden og kun sandheden.

Efter et par timer hvor jeg havde ligget på min seng, med mange tanker i mit hovede, Besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne stole på Luke, Hvorfor skulle han hjælpe mig?

Men nysgerrigheden tog alligevel over mig.

Jeg rejst mig op fra sengen med en hurtig bevægelse før jeg slentrede ind i stuen. Jeg stoppede ved sofaen, hvor William og Nathan lå og sov, jeg kiggede rundt i rummet og så at Josh lå henne i lænestolen og sov også. Jeg satte mig ned på hug og studerede Williams ansigt, ordet varulv rungede gennem mit hovede igen, men han så så fredelig ud sådan som han lå der. Lukes ord kom igen tilbage til mig "varulve" Jeg drejede mig lidt og studerede så Nathans ansigt havde han slettede min hukommelse? Var han ligesom mig eller er han måske noget andet?

Jeg tog en dyb indånding, før jeg trak en stor beslutning, jeg ville vide sandheden og kun sandheden.

Jeg gik med hurtige og tunge skridt ind på mit værelse, og gik direkte hen til min bogreol.

og fandt den store tyk bog med hvid læderindbinding frem. Jeg lagde bogen på min seng og kunne ikke lade vær med at beundre den og lade mine fingre glide langs den rug forside. Det var den eneste bog jeg havde taget med fra mit barndomshjem. Det var min far der havde skrevet den. Jeg tog en dyb indånding og åbnede den på den bagerste side, og hev en lille æske ud fra et hulrum i bogen.

Jeg satte bogen på plads i reolen, og lod mine fingre glide hen over æskens låg. Jeg åbnede den langsomt og hev en stor blå og hvid krystal indbundet i en lædersnor ud af æsken. Jeg hang krystaller rundt om min hals og gik så tilbage til stuen.

Med krystallen i et stramt greb i min ene hånd og min anden hen over Nathans hovedet, gjorde jeg mig klar. Jeg lukkede mine øjne og koncentrerede mig om energien som strømmede fra krystal og gennem min krop. Jeg kunne nu se hvad Nathan har set gennem hans øjne. Jeg kom til den aften hvor de begyndte at opføre sig mærkeligt.

Og så slog det mig som et lyn igennem min krop, jeg kunne huske det.

Hvordan William forvandlede sig, og jeg stoppede ham. Tåre trillede ned af mine kinder.

Luke havde ret de løj, jeg fik en kvalmende fornemmelse ved tanken om at Nathan havde rodet rundt med min hukommelse.

Jeg blev afbrudt af mine tanker, da Josh vågnede.

"Oh hej Selina...HEY HVAD LAVER DU?!" Han for op fra sin stol og på få sekunder stod han med sin hånd i et stramt greb om min ene arm.

"Slip mig!" Gispede jeg over hans stramme greb, mens tårerne stadig løb ned fra mine kinder. Josh skubbede mig ind i væggen og hold mig på plads med sine hænder på begge mine arme.

Krystallen om min hals begyndte at lyse svagt og mit hår begyndte at blegne indtil det tilsidst blev hvidt.

"Hvad lavede du, jeg kan mærke mærke magien der strømmer ud af din krop.....Hvad er du....Svar mig Selina!?" Råbte han igen. Jeg samlede mine kræfter og skubbede ham så hårdt som jeg kunne, han faldt bagover og lander på sofabordet med et kæmpe brag. Nathan og William for op fra sofaen og kigger begge fra mig til Josh. Jeg var frosset fast hvor jeg stod, alt for forvirret og hysterisk til at kunne gøre andet end at kigge hjælpeløst på dem.

"Hvad sker der lige her?" spurgte William og kiggede på min rystende skikkelse.

"Selina er ikke et menneske, jeg så hende bruge magi på Nathan og se hendes hår det er hvidt" sagde Josh lige så hysterisk som mig og rejste sig hurtigt op. Han tog igen fat i min overarm og holdt mig fast.

"Hvad er det du snakker om?" spurgte William mens han trådte hen mod os med hans hænder strakt ud foran sig .

"Og hvorfor græder du Selina og hvad er der sket med dit hår?" spurgte han bekymret. Josh skubbede mig ned i sofaen og holdt mig fast via mine skuldre så jeg ikke kunne rejse mig. Jeg tog en dyb indånding og sagde så

"Jeg er ikke et menneske, men jeg kan forklare" Jeg vidste at jeg ikke kunne lyve længere.

"Hun ved det," sagde Nathan og kiggede op på mig for første gang, med tåre i øjnene.

"Hvad ved hun?" snerrede Josh, stadig med et fast greb om mine skuldre, som om han troede jeg ville dræbe dem, hvis jeg fik chancen.

"Hun ved at jeg slettede hendes hukommelse, hun ved hvad William og jeg er" sagde han med et forbløffede udtryk i ansigtet, stadig med spor af tåre langs hans kinder. Flere tåre løb ned fra mine kinder da igen prøvede at vride mig fri fra Joshs greb.

"Hvorfor.....HVORFOR GJORDE I DET!?" Skreg jeg hysterisk, jeg kunne mærke mit bryst snøre sig sammen og en smerte skyde gennem mit hoved. Smerten mindede mig om hvad Luke sagde og jeg stoppede med at kæmpe imod. Jeg lod mine arme falde ned langs siden og holdt mit blik mod gulvet.

Drengene kiggede på hinanden og Josh løsnede sit greb og jeg rejste mig hurtigt fra sofaen og lod tårerne trille ned fra mine kinder.

"Hvorfor?" spurgte jeg med en hvisken, da jeg lod mig selv falde til mine knæ og lænede mig op af væggen.

"Vi ville ikke miste dig-"sagde Josh, men blev afbrudt af Nathans spørgsmål:

"Vent Selina, hvordan kunne du få din hukommelse tilbage?"