De Sorte Vinger

Kapitel 18: Midnat

Luke holdt Josh mod væggen med hans ene hånd på hans hals.

"Slip ham!" råbte jeg, og holdt i et stramt greb om min nye halskæde, Nathan og William kom løbende ind og stoppede op da de så Luke

"Luke!" råbte jeg vredt, mit hår begyndte at blive hvidt og jeg kunne mærke mine hænder ryste. Luke grinede, og kastede Josh med al hans styrke ind i Nathan og William. Alle tre drenge faldt sammen på gulvet inde i stuen. Jeg skyndte mig og sætte en usynlig barriere op foran døren, så Luke ikke kunne kommer tættere på dem.

"Det her er imellem os to og ikke dem" råbte jeg. Luke grinede, og satte af fra gulvet og sprang på mig. Jeg tumlede om på gulvet med ham ovenpå mig. Mit hovede ramte stengulvet hårdt og jeg væsste af smerte.

"oh gjorde det ondt lille engel?" spurgte han i en babystemme. Jeg løftede mit knæ lige op mellem hans ben, og han rullede af mig og bandede.

Jeg rejste mig hurtigt og løb hen mod køkkenbordet og trak en stor skarp kniv ud af sin holder, og holdt den mod Luke.

"Hold dig væk fra mig!" råbte jeg advarende. Han grinede og tog et skridt tættere på mig. Jeg kiggede ned på hans venstre hånd og så den velkendte ring på hans ene finger. Jeg måtte have fat i ringen. Jeg kastede kniven efter ham med sådan en fart at den lavede et stort hul i væggen hvor den ramte, da han undvigende. På et sekund have han mig med ryggen mod muren, og hans ene hånd løst på min hals.

"Når vil du nu være sød at fjerne den barrierer fra stuen så jeg kan gå ind og dræbe dine små venner?" spurgte han i en stemme der sende gåsehud ned af min ryg. Jeg kiggede hen på døråbningen hvor drengene stod og slog på barrieren i håb om at komme ind og hjælpe mig.

"Aldrig!" væsste jeg og foldede mine vinger ud, så de ramte ham og sendte ham et par skridt tilbage.

"Jeg kan se at du er blevede stærke, men du er stædigvæk ikke stærk nok, og det ved vi begge!" råbte han vredt.

"Det kan godt være at du er stærkere end mig, men jeg er klogere!" råbte jeg og satte i løb ud af køkkenet mod mit værelse i en ikke menneskelig fart. Jeg hev min bosatv frem fra under min seng.

Luke kom løbende ind på mit værelse og grinede da han så mig stå klar til at angribe. "Du ved...Hvis du bare tager med mig, så kan jeg lade dine venner leve" sagde han roligt. Nu var det min tur til at grine.

"Jeg kender dig for godt Luke, jeg ved at du vil dræbe dem uanset hvad" Jeg foldede bostaven ud og svingede den efter ham. Han stoppede den med sin hånd og holdt den fast. Han hev i staven og fik mig til at falde forover.

Jeg mumlede et ord på latin

"caecus" og luke tumlede et par skridt bagud af forskrækkelse.

"Hvad har du gjort?!" brølede han og vaklede usikkert på benene.

"Nathan har lært mig et par trick" sagde jeg og slog ham lige i hans ene øje. Han faldt om på gulvet. Før jeg nåede at reagere var han igen oppe men denne gang havde han sit syn tilbage. Han taklede mig til gulvet og lænede sig ind over mit øre og hviskede.

"Jeg kommer tilbage.....Og tillykke med fødselsdagen søs" Han lagde en pakke ved siden af mig og holdt så sin hånd på min pande

"Og det her er fordi at du ikke lytter til hvad jeg siger!" råbte han, før han forsvandt ud af det blå.

En stærk smerte løb gennem mit hovede, og jeg mærkede først nu smerten for hver gang jeg var blevet ramt eller faldet. Jeg lå stadigvæk på gulvet, da jeg løftede min hånd og fjernede barriere. Få sekunder senere kom drengene løbende ind på mit værelse hvor jeg lå og gispede efter vejret, med tåre i min øjne.

"Er du okay?" spurgte William bekymret. Jeg nikkede.

"Hvor er han!?" spurgte Josh og kiggede rundt i rummet.

"Han...han er væk" sagde jeg. Jeg rev op i min hættetrøje og så at mit ar var hvidt.

Jeg rejste mig langsomt op og satte mig på min seng.

"er du okay, Josh?" spurgte jeg. Han nikkede tavst. Jeg kiggede på min knyttede hånd, og løsnede grebet om det lille stykke metal

"hvad er det?" spurgte Nathan.

"det er Lukes ring eller det var engang min fars. Jeg tog den uden han opdagede det" sagde jeg og satte den på min ene ringefinger.

"Det er den der hjælper ham med at være så stærk og hurtig, han er svagere nu, men han har stadigvæk en mere" sagde jeg. Ringen var af guld med en grøn sten i midten.

Jeg kiggede ned på gulvet, på den lille brune pakke som Luke gav mig. Jeg samlede den op og åbnede den langsomt. Jeg fik flere tåre i øjnene da jeg så indholdet. Drengene gav mig undrende blikke. De kiggede en efter en ned i kassen.

"Hvad er der galt? det er bare en ring" sagde William. Jeg snøftede og tog ringen og satte den på min ringefinger.

"det var min mors ring" sagde jeg. Ringen var af sølv med en rød sten i midten.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg for at skifte emne.

"Midnat" sagde Josh. Jeg nikkede.

"Kan vi ikke gå op og kigge på stjerner?" spurgte jeg for at få humøret lidt op. De nikkede, og vi gik op på taget og lå og kiggede på stjerner i lang tid. Jeg beundrede ringene som engang havde tilhørt mine forældre, indtil jeg endelig lukkede mine øjne og lod søvnen tage over mig.