De Sorte Vinger

Kapitel 11: Selinas fortid del 1: Adoptivbror

"Er der andre, som os?" spurgte William og satte sig ned overfor mig. Jeg blinkede et par gange for at holde tåre væk og tvang et smil frem og nikkede

"Jeg har mødt en del ligesom jer igennem mit liv" sagde jeg. Drengene kiggede sørgmodigt på mig da William tøvende spurgte

"Er der ikke andre som dig..?" En tåre løb ned fra min kind, og jeg snøftede lidt, ikke i stand til at sige noget i øjeblikket.
"Undskyld Selina, jeg skulle ikke havde spurgt dig om det" sagde William hurtigt undskyldende.

"Nej...Jeg tror at det er på tide at jeg fortæller jer om mit liv" sagde jeg og tørrede tårerne væk og rettede mig op i stolen.

"Jeg gætter på at jeg skal starte helt fra begyndelse.......Engle børn bliver født som en engel og ikke som et menneske. Det vil sige at vores rigtige form er engle og ikke menneske. Da jeg var 6 år gammel havde jeg lært at forvandle mig til et menneske, så jeg kunne færdes sammen med normale børn på min alder. Mine forældre var selvfølgelig også engle, så de lært mig alt jeg havde brug for at vide.

En dag hørte mine forældre et rygte om at i et børnehjem i udkanten af byen, skulle der være en dreng med vinger og hvidt hår, lige som mig. Så vi kørte ned til børnehjemmet og spurgte efter drengen. Jeg var skræmt over at vi blev ført hen til en stor låst dør.

Mine forældre spurgte mig om jeg ikke kunne snakke med ham alene og de lukkede døren efter mig.

Og rigtigt nok, i hjørnet af rummet sad en dreng på 9 år og græd, hans vinger var store og hvide som mine og hans hår var hvidt. Da han fik øje på mig kunne jeg se frygten i hans øjne, jeg kan ikke forestille mig hvordan de andre børn må have behandlet ham. Jeg sagde jeg til ham at jeg hed Selina og at jeg var ligesom ham så han skulle ikke være bange. Men han rystede bare på hovedet og råbte at han var det eneste misfoster!!"

Jeg gik helt hen til ham og lod så mit hår blive hvidt og mine vinger kom til syne. Han havde kikkede på mig med store øjne. Jeg lod mig selv falde ned på knæ ved siden af ham og så krammede jeg ham, han prøvede på at skubbe mig væk, men jeg holdt fast indtil han stoppede og græd ind i min skulder. Efter lidt tid rejste jeg mig op og hjalp ham op, og spurgte ham om han ville med mig hjem og jeg fortalte ham at mine forældre også var ligesom os. Han havde nikkede langsomt og takkede mig, og så tog vi ham med hjem, han fortalte mig at hans navn var Luke og at hans forældre var blevet dræbt af en vampyr, men at han var blevet fundet før der skete ham noget.

Han voksede op som min bror og vi var de bedste venner. Jeg lærte ham om engle ting og han fortalte mig en masse eventyr og historier som han havde fundet på, og vi var en stor lykkelig familie"

Jeg stoppede med at fortælle og begyndte at græde højlydt, jeg havde aldrig snakket med nogen om hvad der var sket.

"Selina du behøver ikke at fortælle os mere hvis du ikke er klar til det" sagde Josh beroligende. Jeg rystede på hovedet

"Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men jeg bliver nød til at fortsætte"