De Sorte Vinger

Kapitel 28: Håb

Nathan P.O.V

Selina er væk.

Og nu også William.

Josh og jeg havde prøvet at holde ham rolig, men i går aftes mistede han kontrollen. Han råbte op om at han ville finde Selina, før han forsvandt. Josh prøvede at løbe efter ham og indhente ham, men William var for hurtigt. Jeg er begyndt at tænke det værste. Jeg frygter at han ikke finder Selina og mister kontrollen yderligere eller at Luke finder ham først. Jeg bladrer videre i den store læder ombundne bog foran mig og skimmer de små ord på siden. Jeg ledte desperat efter en måde hvorpå jeg ville kunne spore Selina ved hjælp fra min magi, men indtil videre havde det ikke lykkedes....

Jeg var i gang med at læse en side om hvordan man kunne manipulere vind, ligesom jeg havde set Selina gøre den nat hun blev taget, da jeg hørte hoveddøren smække. Jeg rejste mig hurtigt fra lænestolen og spændende ned af trappen, og blev mødt med en træt og bleg William som stod med ryggen til den lukkede hoveddør.

"William?!" udbrød jeg forskrækket da han kollapsede foran mig. Jeg gik hurtigt hen til ham og hev ham op fra gulvet. Hans hovede sank tilbage og han var slap i hele kroppen. Jeg tjekkede efter hans puls og åndede lettede op da jeg hørte ham snorke.

"Josh!" råbte jeg, da jeg indså at jeg ikke kunne bære William op af trappen og i seng alene. Josh kom på få sekunder ned af trappen og greb Williams anden arm. Vi løftede ham op af trappen, mens han hang slap mellem os. Vi fik lagt ham på sin seng og lagde dynen over ham. Vi besluttede os for at lade ham sove og spørge ham senere om hvad der var sket.

"Tror du han er okay?" spurgte Josh. Jeg kiggede op på ham og rystede på hovedet "Lad os indse det, ingen af os er okay lige nu" sagde jeg og kiggede ud af vinduet. jeg kiggede op igen ved lyden af Josh latter. Han stod med ryggen til mig og hans skuldre rystede.

"Hvad er så sjovt?!" spurgte jeg og trådte hen til ham og greb fat om hans skulder. Han vendte sig om mod mig og jeg så tårerne løbe ned af hans kinder som vandfald. Han grinede stadigvæk, en tendens han have for at skjule at han græd. Jeg hev ham ind i et kram.

"Jeg ved godt at du er bekymret for William og Selina, men vi er nød til at være stærke for deres skyld" sagde jeg og smilede til ham. Han smilede og tørrede tårerne væk og gik ind i køkkenet, og efterlod mig alene i stuen. Jeg satte mig ned i lænestolen igen og bladrede videre i min bog.

Josh kom tilbage et par minutter senere med to glas vand i sine hænder. Han rakte mig det ene før han satte sig ned overfor mig.

"Det her er bare så fucked op" sagde han og kiggede ned på sit glas. Jeg nikkede, det her er fucked op. Selina er væk og hun kan ikke engang huske hvem vi er. Jeg tog et sip af vandet i mit glas og satte det så ned på sofabordet før jeg rettede min opmærksomhed mod min bog.

Jeg var i gang med at læse om hukommelses besværgelser, da Josh rejste sig fra sin stol. Jeg kiggede op på ham med et spørgende blik.

"Jeg kan høre William, han går rundt inde på sit værelse...Han er vågen!" sagde han før han løb mod døren til Williams værelse. Jeg lagde hurtigt bogen fra mig og løb efter ham. Jeg stoppede i dørkarmen og kiggede på William gå i cirkler i midten af rummet, mens har rev sig selv i håret og mumlede noget utydeligt. Josh stod lige ved siden af mig og stirrede på William ligesom mig.

"William, hvad laver du?" spurgte jeg og greb hans skulder og tvang ham til at stoppe op. Han stivnede og kiggede mig direkte i øjnene

"Jeg så hende" hviskede han. Jeg slap ham og trådte tilbage overrasket over hans ord. "Selina?!" spurgte Josh forvirret. William nikkede og satte sig ned på sin seng og kiggede ned i sine hænder.