De Sorte Vinger

Kapitel 39: Farvel

Joshs P.O.V

Hendes hånd blev slap i min efter hun lukkede sine øjne. Jeg skreg så højt jeg kunne og rejste mig. Jeg tog den nærmeste ting jeg kunne få fat på, hvilket var hendes skrivebord, og kastede den ind i væggen som om den vejede ingenting. Skrivebordet knækkede midt over og skufferne faldt ud. Jeg trak vejret dybt og kiggede ned på Nathan. Han havde sit hoved i sine hænder og græd højlydt over Selinas krop. Jeg kiggede hen på William og tjekkede at han stadig trak vejret normalt. Jeg knyttede mine næver ned langs min side og kiggede rundt i rummet efter mere jeg kun smadre. Ud af øjenkrogen kunne jeg se et stykke papir som lå under sengen. Undrende om med lidt mindre vrede gik jeg hen mod sengen. Jeg satte mig på hug og samlede papiret op.

"Nathan?!" kalde jeg og stirrede vantro ned på papiret. Han kiggede op fra sine hænder uden at svare.

"Det.....er fra Selina!" sagde jeg og gik hen til ham. Jeg gav ham brevet og bad ham læse det højt, for jeg havde ikke turde læse mere end

"Til Nathan, William og Josh, til de tre som har ændret mit liv til det bedre"

Nathan kiggede i noget tid ned på papiret som var fyldt med hendes smukke håndskrift, før han begyndte at læse med skælvende stemme.

"Til Natha, William og Josh, til de tre som har ændret mit liv til det bedre. Når i læser det her brev er jeg her ikke længere. Luke er død, og i er i live, det er det vigtigste for mig. Jeg har vidst længe nu at hvis det lykkedes mig at dræbe min bror vil jeg ikke selv overleve længe. Hvis en Engel dræber en person, bliver deres vinger sorte, ligesom Lukes og mine nu. Men ikke nok med det, englen bliver også forvirret, de kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert, og der er en stor chance for at de vil dræbe igen, når først deres hjerte er blevet samme farve som deres vinger.

Jeg vil ikke have at min død skal gøre jer triste, for i skal vide at jeg vil gøre det hele igen, hvis det betød at jeg fik chancen for at være sammen med jer, hvis bare i en kort stund. I har gjort mit til en ny person, en som ikke er bange for at kæmpe for det jeg elsker, og det er også det jeg har gjort i dag.

Jeg vil have at i går herfra med et smil og ikke tåre, jeg har levet et godt liv med jer og mine forældre. I skal smile og mindes ved de gode tider vi har haft sammen som jeg vil tage med mig i graven.

Nathan jeg vil altid huske aftenen på jeres fødselsdag, Josh jeg vil altid huske den aften på terassen, og William jeg vil altid huske toppen af pariserhjulet.

I har alle en speciel plads i mit hjerte, og jeg håber jeg har en plads i jeres.

Jeg har kun et sidste ønske....-"

Nathan stoppede med at læse og brød ud i gråd.

"Hvad står der...Hvad er hendes sidste ønske?" spurgte jeg og rev papiret ud af hans hånd. Jeg tørrede febrilsk tårerne væk for bedre at kunne se orden.

"Hvis det er hendes sidste ønske, skal vi opfylde det...For Selina" sagde jeg og rejste mig.

Williams P.O.V

"Josh..Nej! Vi-Du kan ikke!" Jeg kunne høre Nathans stemme over mig. Jeg kæmpede for at åbne mine øjne, men det føltes som om de var limede fast.

"Det er hendes sidste ønske!" råbte Josh tilbage. Der kom en mærkelig lyd efterfulgt af en kraftig lugt af røg. Det lykkedes mig at bevæge min hånd og min arm. Jeg lagde min arm over mit hoved og kæmpede for at få kontrol over resten af min krop.

"Josh, William bevæger sig!" råbte Nathan, nu tættere på mit øre. Jeg rynkede øjenbrynene hvad er der sket? jeg kan ikke huske noget.

"William, kan du høre mig?!" Josh råbte fra min anden side.

Med et kom følelsen i min krop tilbage, jeg kunne mærke det fugtige græs under mig og lyden og lugten af ild og røg. Jeg slog øjnene op og satte mig hurtigt op i en bevægelse. Jeg kiggede forvirret rundt omkring, Josh og William stod på hver sin side af mig, jeg lå på græsset foran Selinas hus, og ilden kom derfra.

"Oh my god William du er okay?! udbrød de begge i munden på hinanden og trak mig op og stå så de kunne omfavne mig.

"h..Hvad sker der-Hvor er Selina?!" Udbrød jeg da det slog mig hun ikke var her. Deres triste smil og tårene i deres øjne var alt jeg havde brug for at sætte de sidste brikker på plads.

"hun er væk" snøftede jeg og lod tårerne løbe. Josh nikkede og rakte mig et stykke papir. Jeg tog det hurtigt da jeg genkendte hendes håndskrift og læste det.

"Jeg har kun et sidste ønske, gennem årene har min far og Luke samlet sjældne våben og informationer om den magiske verden og engle...Så jeg beder jeg sørg for at hverken det eller resterne af mit minde ikke kommer i de forkertes hænder"

Da jeg havde læst færdig stod jeg med tårerne løbende og snøftede op mod huset, som nu var helt opslugt af flammerne. Jeg kiggede på røgen som steg op på himlen. Som jeg stod der mellem mine brødre, kunne jeg ikke lade vær med at smile gennem tårerne.

Du har også forandret vores liv til det bedre.

Og jeg vil altid huske toppen af pariserhjulet.