De Sorte Vinger

Kapitel 26: En elskede bror og søster

3 persons P.O.V

Selina var faldet i søvn kort tid efter hun satte sig ind i bilen, hun havde brugt for meget af sin magiske kraft og gik ud som et lys, med en smilende Luke ved hendes side.

Selinas P.O.V

Blodet dryppede langsomt ned af kniven i mandens hånd. Jeg kiggede panisk op på ham med store øjne, imens han med lange langsomme skridt kom hen imod mig. Min hjerne skreg at jeg skulle rejse mig og løbe, men jeg var som fastfrosset til stedet.

Han var kun en armslængde fra mig, da han stoppede lige foran mig. Hans mørke blå øjne borede sig ind i mine. Jeg sad stadig på knæ, på det bløde gulvtæppe der dækkede hele stuen. Han bevægede sin højre arm tilbage, før han med en hurtig bevægelse svang den fremad mod mig. Jeg lukkede mine øjne og spændte alle mine muskler i min krop, for at forberede mig selv.

Mine øjne fløj åben samtidig med et øre skærende skrig efterlod min nu vidt åbne mund, da jeg mærkede smerten i mit bryst.

"Selina..Selina..vågn op det er bare et mareridt!" Nogen ruskede i mig. Jeg slog øjnene op og blev mødt med Lukes bekymrede ansigt.

"L..Luke" stammede jeg med tårerne løbende ned af kinderne.

"Shhh. Det er okay, jeg er her nu" hviskede han og krammede mig. Jeg snøftede og lagde armene om ham.

"Jeg troede at mareridtene var over?" sagde han og aede mig over håret. Jeg rystede på hovedet

"Jeg...Jeg så mor og far blive dræbt" hviskede jeg. Han stivnede et øjeblik, men slappede af igen.

"Jeg har sagt at den mand aldrig vil røre vores familie igen" Sagde han og rejste sig fra min seng. Jeg nikkede og tørrede tårerne væk.

"Jeg ved at du vil passe på mig " sagde jeg og smilede.

"Kom jeg har lavet morgenmad" grinede han og gav mig hånden. Jeg tog den og han hev mig op fra sengen. Jeg tørrede igen mine tåre væk mens vi gik ned i køkkenet.

Da jeg kiggede på tallerkenen med pandekager foran mig, fik jeg pludselig meget ondt i hovedet. Et billede af tre drenge og en pige der sad ved et bord og spiste pandekager, fyldt mit synsfelt. Jeg borede håndfladerne ind i mine øjne og lænede mig forover, i håb om at stoppe smerten.

"Selina, er du okay?" spurgte Luke bekymret og rejste sig fra sin stol for at gå hen til mig. Jeg holdt min hånd op ud mod ham, for at sige at jeg var okay. Han satte sig igen, men han fjernede ikke sit blik fra mig resten af morgenmaden.

Efter morgenmaden gik jeg tilbage til mit værelse og satte mig ved mit skrivebord. Jeg åbnede den øverste skuffe i skrivebordet og hev min dagbog frem. Jeg kiggede på datoen på min kalender og på datoen i min dagbog flere gange. Jeg havde sidst skrevet i min dagbog for 2 måneder siden? Jeg plejer ellers at skrive i den hver dag. Jeg trak på skulderen, måske havde jeg bare glemt det? Efter at havde skrevet nogle få linjer ned, lagde jeg forsigtigt dagbogen tilbage på sin plads, før jeg igen forlod mit værelse.

Jeg ledte efter Luke i næsten hele huset, men kunne ikke finde ham. Det var først da jeg kom forbi vores fars gamle kontor at jeg hørte ham snakke bag den store trædør. Jeg stoppede foran døren, Luke siger at jeg ikke må være inde på fars gamle kontor....Lyden af Lukes grin fik mig til at presse mit øre mod døren for at høre hvem han snakkede med.

"Så længe hun ikke husker noget vil hun aldrig forlade mig igen" Jeg trådte forskrækket tilbage. Hvem snakkede ham om? Jeg trådte længere væk fra døren og vendte mig om for at gå, da en af gulvbrædderne knirkede under min fod. Jeg stivnede da jeg hørte låsen på kontordøren blev drejet. Jeg vendte mig om så jeg gik mod døren, og ventede på at han ville komme ud.

"Luke, der er du" sagde jeg og smilede.

"Oh, Selina, hvad så?" spurgte han. Jeg åndede lettede ud, han vidste ikke at jeg havde hørt hvad han sagde.

"Jeg ledte efter dig. Ved du hvor min yndlingsbog er? Jeg kan ikke finde den" sagde jeg. "Den store hvide bog" sagde jeg da han gav mig et undrende blik. Han kløede sig i nakken

"Nej det ved jeg ikke" sagde han og trådte helt ud fra kontoret og lukkede og låste døren bag sig, før han igen kiggede på mig.

"Hvad siger du til at jeg køre ud og henter noget kinesisk til aftensmad?" spurgte han og ulred mit hår. Jeg grinede.

"Må jeg ikke komme med?" spurgte jeg og fulgte efter ham hen mod hoveddøren. Han kiggede ned på mig, nu med et seriøst udtryk.

"Du må ikke forlade dette hus! Jeg vil ikke have at nogen tager dig fra mig igen!" råbte han. Jeg trådte forskrækket tilbage med tåre i øjnene. Hans pludselige personligheds skifte skræmte mig.

"hey...hey det er okay, det er for dit bedste okay? Vi bliver nød til at passe på hinanden ikke, søs? " hviskede han og trak mig ind i et kram. Jeg snøftede da han trak sig og tørrede tårerne væk fra mine kinder med sine tommelfingre og kyssede mig på panden, før han forsvandt ud af døren.

Jeg sad på bænken ude i haven og flettede de blomster som jeg havde plukket sammen til en krans. Jeg hørte tydeligt hoveddøren smække. Kort tid efter hørte jeg Luke råbe mit navn gentagne gange. Han lød bange?

"Jeg er her!" råbte jeg. Jeg vidste at han ville høre mig. Han kom løbende ud i haven forpustet og med et hint af panik i sine øjne.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg og rejste mig for at gå hen til ham. Han stirrede stift på mig.

"Sagde jeg ikke at du ikke måtte forlade huset?!" sagde han skarpt. Jeg holdt fast i blomsterkransen bag min ryg.

"Jeg troede godt at jeg måtte være i haven. Vi er jo omringet af en tyk hæk og et hegn" stammede jeg. Han sukkede og satte sig ned på en af bænkene.

"Undskyld at jeg råbte af dig, men jeg er bare bange for at der sker dig noget" hviskede han og trak mig ned ved siden af han på bænken.

"Det er okay, jeg var bare her ude for at plukke blomster" sagde jeg og viste ham blomsterkransen som jeg havde lavet. Han smilede til mig og gav mig kransen på.

"Den klær dig" sagde han og hev sin telefon op af lommen og tog et billede af mig. "hey..!" råbte jeg og skubbede til ham. Han grinede bare igen, før han hev mig med indenfor og viste mig al den mad han havde købt.

3 persons P.O.V

For hver dag der gik blev Selinas mareridt være og være. Men hvad hun ikke vidste var at alle de mareridt var ting som var sket for kun en måned siden og at den ukendte mand som hjemsøgte hendes mareridt var hendes egen bror.