De Sorte Vinger

Kapitel 20: BLOD

Selina P.O.V

Jeg sad ved mit skrivebord og læste i en bog om magi, som jeg havde lånt af Nathan. Da et højt råb inde fra stuen, fik mig til at tabe min bog og falde ned af min seng. Jeg løb ind i stuen, hvor jeg så Nathan og William, stå i et hjørne, de så rædselsslagen ud.

"Hvad sker der?" spurgte jeg, allerede bange for svaret. Williams øjne blev store.

"Hvad kigger du på?" hviskede jeg, men der gik det op for mig at han ikke kiggede på mig, men på noget bag mig. Jeg vende mig langsomt om og blev mødt af et par blodrøde øjne. Det var Josh som nu stod foran mig, med røde øjne, og sine hugtænder fremme.

"Hvad er der galt, Josh?!" spurgte jeg forskrækket. Han svarede ikke han hvæsede bare af mig og taklede mig, med lynhurtig fart. Vi landede på gulvet og han blottede sine hugtænder mens han holdt mig nede.

"William, Nathan!" råbte jeg panisk, og prøvede at skubbe ham væk fra mig, men til ingen nytte han var for stærk.

"Nathan, gør ham blind!" råbte jeg og skubbede ham af mig, ved hjælp af William.

Josh tumlede rundt på gulvet nu blind og hvæsede i alle retninger.

"Hvad er der galt med ham" spurgte jeg og rejste mig fra det kolde gulv.

"Vi er løbet tør for blod." sagde Nathan og kiggede sørgmodigt hen på Josh.

"Er der her sket før?" spurgte jeg. Nathan nikkede, og trak ned i sin trøje, hvor to runde mærke kom frem.

"Gjorde han det?" spurgte jeg fortvivlet. Han nikkede igen.

"Kan i holde ham inde i stuen uden at komme til skade, i et par minutter?" spurgte jeg Wiliam. Han nikkede og jeg løb forbi den forvirret Josh og lukkede døren til køkkenet bag mig.

Jeg tog en af knivene, og fandt 2 plastikflasker frem. Jeg skar mig selv i hånden, så blod kunne komme ud. Jeg holdt min hånd hen over begge flaskerne en efter en. Jeg bed tænderne sammen i smerte, men stoppede først da jeg havde fyldt begge flasker med mit blod.

Jeg løb ind på mit værelse og fandt en bandage, og vigglede den rundt om min hånd. Jeg tog en af flaskerne og satte låg på, før jeg gik ind i stuen. William og Nathan, stod og holdt hver af Josh's arme, nede mod jorden, så han lå på ryggen.

"Hold ham lidt længere" Sagde jeg og gik hen mod dem. Jeg åbnede flasken og skulle lige til at hælde indholdet ned i hans mund, da han pludselig hoppede op fra gulvet og ud af Nathan og Williams greb. Han stirrede mig ind i øjnene, da han tog fat i mig og brugte sin superfart til at få os begge ud på altanen. Jeg tabte flasken på gulvet, da han skubbede mig op af væggen.

"Josh...stop" sagde jeg og prøvede igen at skubbe ham væk. Før jeg nåede at reagere mærkede jeg en stærk smerte i min hals. Jeg skreg i smerte, og kæmpede for at få Josh væk fra mig, mens han drak store mundfulde af mit blod. Jeg kunne høre Nathan og William kalde på mig inde fra huset, de havde ikke set at vi var her ude.

Jeg mærkede at jeg var ved at blive svimmel fra manglen af blod, men Josh blev ved med at drikke.

"Josh...Det er mig Selina....." sagde jeg stille i håp om at få ham til at komme til sig selv.

"Kan du huske i går aftes, hvor vi var lige her...ude i regnen.....Prøv at huske" hviskede jeg. Med et sæt trak han sig fra min hals, og kiggede forskrækket på mig.

"Selina......jeg...jeg-" stammede han og tørrede hurtigt blodet væk fra hans mund. "Hey...hey...det er okay jeg har det fint, se jeg har det fint" sagde jeg og viste ham at sårene fra hvor han bed mig og hvor jeg skar mig selv i hånden allerede var væk.

"jeg.. jeg er så ked af det" snøftede han, mens tåre trillede ned af hans kinder. Jeg sagde ikke noget, jeg krammede ham bare.

"Selina er du okay!?" råbte Nathan, da han og William kom løbende ud på altanen.

"Ja, jeg er okay, han nåede at komme til sig selv, før han nåede at gøre mig noget" sagde jeg og blinkede til Josh. Dette var en hemmelighed som var imellem os, ligesom hvad der skete i går aftes. Han smilede taknemmeligt til mig

"Hvem vil se en film?!" råbte jeg og løb ind i stuen og hoppede ned på sofaen. Jeg er nød til at sørge for at humøret er oppe. Josh kom ind og satte sig ved siden af mig i sofaen, så kom William og Nathan og satte sig på gulvet. Jeg tændte for tv'et, men var for optaget af de tre drenge foran mig til at følge med.

Hvordan kan de være så positive?