Bag filmen (Anthon)

Kæreste eller ej?

Jeg kiggede op på ham, men han stoppede op i sin sætning.
"Hvad nu?" Smilte jeg.
"Neej.." Sagde han.
"D/N, vi ved jo godt begge jeg ikke er god for dig".
Jeg satte mig normalt igen, og stirrede på ham.
"Sig mig, hørte du mig ikke lige før..?".
Han nikkede og rejste sig op fra sengen.
"Søde. Jeg vil vildt gerne være sammen med dig, men nej. Jeg kan ikke gøre det imod dig".
Han gik ud, kiggede hen på mig og lukkede døren.
Så sad jeg der. Helt alene midt på hans værelse. Og han ville ikke være  sammen med mig.
Det kunne ikke passe. Han var så tæt på at spørge, og så kunne han ikke, på grund af mig, som sikkert var den af os som ville det mest.
Jeg rejste mig og gik ud til ham.
Han stod ude foran Astas værelse. Han bankede på, så jeg regnede med at de var kommet hjem.
Asta trådte ud, og jeg gik hen imod dem. De havde ikke lagt mærke til mig, selvom jeg til sidst stod lige bag dem.
Anthon fortalte om det der skete med min hage. Hvorfor begynder han at snakke om det nu, tænkte jeg.
Asta stirrede på mig.
"Anthon, du ved godt hun står lige bag dig ik'.." Sagde hun. Han vendte sig om.
Jeg sprang i armene på ham, og han holdte mig helt tæt.
"Undskyld" hviskede han.
Jeg kyssede ham, og han løftede mig op i luften. Asta stirrede stadig, og jeg kunne ikke lade vær at grine.
"Hvornår bliver i kærester" Spurgte hun, og stillede sig halvt op af døren.
Jeg træk mig væk fra kysset, og han satte mig ned igen.
"Nok snart" smilte jeg. Han stoppede helt op.
"D/N, jeg kan jo ikke. Jeg har virkelig ikke lyst".
Jeg gav slip på ham.
"Så lad dog forhelvede vær med at være så tiltrækkende! Hvis du ikke gider mig, så lad mig være".
Jeg gik. Tog min jakke og sko på, sagde farvel, og smækkede døren.
Jeg satte mig først lige 10 sekunder ude i indkørslen, og begyndte stille at græde.
Han havde ret. Hvis han ikke var gået til carsting, var jeg aldrig blevet.. Forelsket i ham. Også ville jeg ikke sidde her og tude over, at han ikke ville mig alligevel. Jeg kiggede op langs muren. Vinduet til Astas værelse var åbent. Jeg satte mig uden foran det, uden de kunne se mig.
Jeg kunne høre ham græde.
Ja det lidt for sent nu, tænkte jeg.
"Hør her! Du går ud og finder hende lige nu. Du spørger hende om hun vil med, og tar hende her hjem igen. Hun kan spise her, og derefter følger du hende til stationen. Hvor du spørg hende om kærester! Er du med?" Sagde Asta. Han nikkede. Jeg blev virkelig overrasket. Asta og jeg var ikke kommet så godt ind på hinanden til at starte med, men nu.. Ja nu var det hele ændret. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle overvåge en dreng, som fik pigeråd af hans 13 årig søster.
"Skynd dig" Fortsatte hun. Jeg kunne høre hendes dør smække.
Jeg løb væk fra vinduet og ud på fortovet.
Jeg gik normalt igen, så han ikke ville lægge mærke til, at jeg havde siddet og lyttet efter.
Jeg kunne høre hans sko mod fliserne, og stod med mine øjne begravet i hænderne, midt ude på fortovet.
Jeg kunne høre skridtene nærme sig. Han krammede mig bagfra.
"D/N.. Hørte du hvad min søster sagde". Jeg nikkede.
"Jeg kunne godt fornemme det" Svarede han, og kyssede min hals.
"Anthon. Hvis jeg ikke er det du vil, synes jeg du skal lade vær med at kysse på mig". Han gav helt slip på mig.
Jeg vendte mig om mod ham.
Sig dog noget, tænkte jeg, men der var helt stille. Ingen af os sagde noget. Jeg kunne se Asta hoppe ud af hendes vindue bag os. Hun kom over imod os.
"Anthon!" Sagde hun, og hævede sin hånd. "Du er fandeme ikke god til piger, du er ik". Han skulle lige til, at kalde hende en masse grimme ting, men hans blik blev på mig.
"D/N.. Vil du være min kæreste?".