Bag filmen (Anthon)

Amin, louise og Anth

Vi havde modtaget små dele af ekstra materiale på manuskripterne.
Anthon slap min hånd og gik med mængden af folk. Jeg gik lige i hælene på ham.
Så meget "lige i hælene", at jeg trådte ham på bagsiden af hans sko så den røg af. "Undskyld" Sagde jeg, og han grinte.
Efter han havde taget den på igen og bundet den, tog jeg hans hånd og rejste ham op.
Vi fulgte igen efter alle de andre, indtil vi landede ved en værelses kulisse.
"Ved du hvad vi laver her?" Spurgte han.
"Næh. Tænker vi nok snart får lidt information om det". Han nikkede.
Og blot et par minutter efter stod Paprika og en anden kvinde og begyndte at fortælle.
"Vi skal nu havde skudt den første scene, og der skal vi bruge Anthon Edwards, Amin Jensen og Louise Mieritz. Så hvis i bare følger efter ham her."
En mand rejste sig op og rak en hånd i vejret.
"Det er så Martin, medinstruktør.
Og bare så i ved det kommer vi ikke til at filme optagelserne i rækkefølge" fortsatte hun.
Vi nikkede alle.
Anthon kyssede min kind og fulgte efter Martin.
"Og alle jer andre. Vi skal forberede kulissen her."

Vi skulle sætte lidt billeder og blomster op. For at få det til at se lidt mere hjemligt ud.
Da vi havde brugt cirka en halv time på  at "pynte" op, skulle vi sammen øve replikker.
Vi gik rundt i en flok og hver gang man stødte ind i nogen, skulle man finde en sætning man skulle udveksle med personen. Når man var færdig fandt man en ny.

Vi blev færdige og de andre kom tilbage.
"Venner. Nu skal i finde den stol med jeres navn på, og sætte jer ned" Sagde Martin op pegede ned bagved.
Til at starte med kunne jeg overhovedet ikke finde min stol.
Det hele var sådan lidt Hollywood-agtig. Sorte klap-sammen stole med ens navn på.

Jeg fandt den og satte mig ned.
Anthon stod ved kulissen med sit lille ark papir af ned skrevne replikker.
En masse kameraer blev stillet op.
Han foldede papiret sammen og lagde det i lommen. Han havde noget helt andet tøj på. Det havde de faktisk alle tre.
"Og det er så nu i tier stille" sagde Paprika og kiggede ud på os.
Jeg lukkede min mund fuldstændig, selvom jeg alligevel ikke havde nogle sådan at snakke med.

De begyndte at filme, imens de selvfølgelig spillede.
Kameraerne tændte og blinkede som en flok ambulancer med udrykning.
Jeg smilede til Anthon, og vores øjne mødtes.

De var mega gode, allesammen.
Også var der så mig. Den eneste som ikke havde nogen form for erfaring..
Men jeg glædede mig alligevel til det blev min tur til at stå der.
Scenen her handlede om, at Anthon (Lukas. Som han hedder i filmen) var rigtig vred på mine (forældre), fordi jeg ikke måtte se ham mere. Selve filmen havde jeg ikke helt spottet pointet ved, men det skulle nok blive godt.
Det med at jeg ikke måtte se ham i filmen, gav mig et tilbageblik på den gang vi kyssede første gang. Og dengang jeg startede med at blive hatet på.
Han kom ned til mig igen, da de var færdige. "Godt klaret" Sagde jeg, og han gav mig et knus.
"Jo tak".