Bag filmen (Anthon)

Er det dét vær?

Marianne (Anthons mor) kørte os sammen på sygehuset.
Selve 'operationen' gik ret hurtigt.
Jeg blev syet med et par sting, og vi var hurtigt hjemme igen.
Anthon og jeg sad sammen bagi i bilen.
Han lagde sin hånd på mit lår.
"Mor.. Jeg vil gerne fortælle dig en ting". Jeg kiggede undrende på ham.
Han begyndte at fortælle alt det om manden i toget.
Hun blev fuldstændig stille.
"Så det er derfor du lige er blevet syet. På grund af at i to er.. Ja hvad er i?".
Jeg nikkede. Svarede ikke på hendes spørgsmål. Nikkede bare.
Hun var dybt chokeret, hvilket jeg godt kunne forstå.
"Ved dine forældre det her?" Spurgte hun. Jeg kiggede hen på Anthon.
"Ehh.. Ikke endnu" Svarede jeg.
"Se dig at ring til dem".
Jeg træk på skuldrene, og tog min telefon op af lommen.
Jeg vidste ikke helt om jeg bare ville lade som om jeg ringede.
Men endte med at jeg gjorde det.
Jeg ringede til min far, og han tog den heldigvis ikke.

Vi var nået hjem, og jeg sagde tak til Marianne. Det var trods alt ret dejligt hun gad køre os derhen, selvom vi lige så godt kunne gå, med den afstand.
Vi rejste os, og Anthon åbnende døren for mig. Hans hånd var stadig på mit lår.
"Kan i ikke vente?" Spurgte Marianne, og grinte.
Jeg smilte til ham.
Det gjorde vildt ondt i min hage, men jeg ignorerede det bare.
Hans hånd blev der, imens jeg gik ud.
Han åbnede døren, og vi gik ind.
"Hey, Anthon. Jeg går lige ned og handler lidt ind. Asta og Alma kommer snart hjem" Sagde hun, og smækkede bildøren.
Han nikkede, og vi gik direkte ind på hans værelse.

"D/N.."
"Hvad nu?" Spurgte jeg. Han satte sig i sengen, og kiggede op på mig.
Jeg overvejede i et stykke tid, om han havde tænkt sig at spørge mig om kærester. Han var helt stille, og kiggede bare op på mig.
"Du skal bare vide, at jeg er virkelig ked af alt det her. Hvis nu jeg aldrig var taget til carsting, havde du fundet en sød fyr som ikke fik dig rodet ud i alt mulig lort. I kunne indspille filmen, blive kærester, ja i ku.. I ku være perfekte. Men det kan vi ikke. På grund af mig. Mig og mine haters. Mig og mine fans".
Jeg satte mig ned ved siden af ham.
Hans øjne var helt våde.
Jeg lagde mit hovede på hans skød.
Jeg havde ikke rigtigt lyst og sidde, at fortælle ham, at han var helt forkert på den.
At jeg jo elskede ham. At jeg bare ville være hans kæreste og indspille filmen.
For på en måde havde han jo ret. Jeg var både gået glip af hate, og vold uden ham. Men var det dét vær. Nej.
Jeg ville langt hellere være Anthons pige, med et ar i fjæset, end en eller anden random drengs uden hate og uden ar.
Der var ikke noget jeg hellere ville end, at spørge ham om kærester.
Mærke hans bløde store læber på min kind. Mærke hans varme hænder på min mave.
Uden jeg vidste det, snakkede jeg.
Jeg havde sagt det hele højt. Han havde hørt det. Det hele.
Han kiggede ned på mig.
En af hans tåre ramte mig i øjet.
Jeg smilte op til ham.
Han lænede sig ind over mig, og kyssede mig midt på munden.
Jeg satte mig op, og lagde mit hovede på hans skulder.
"Er det rigtig du gerne vil være kærester?" Spurgte han stille.
Jeg tørrede en tåre fra hans kind væk.
Jeg havde aldrig set en person som var decideret smuk, når han græd.
"Med dig?" Spurgte jeg.
Han nikkede, og kiggede ned på mine ben. "Hvem vil ikke være kærester med dig?" Svarede jeg, og han smilte igen.
Han prøvede at sige noget, men jeg nåede lige at kysse ham, inden ordene kom ud af hans mund. Han skubbede mig lidt tilbage. Vores læber var stadig kun få centimeter fra hinanden.
"D/N..?" Sagde han. Jeg nikkede forsigtigt, med et smil på læben.
"Vil du være min..".