Bag filmen (Anthon)

Jeg elsker dig

Jeg krammede ham hårdt, selvom det gjorde virkelig ondt. Han træk mig hurtigt væk fra sig igen.
"D/N hvad er der dog sket!?".
"Ikke noget" Sagde jeg og rystede på hovedet.
Jeg kiggede ned på Klara.
Jeg prøvede at få ham til at kigge væk fra min hage.
"Hun er en stor fan" Sagde jeg og pegede ned.
"Er du det?" Spurgte han og gik ned på hug.
Hun smilte kæmpe stort.
Han gav hende et kram, og skrev på hendes arm.
"Hvad hedder du?" Spurgte han.
"Klara" fremstammede hun.
Han smilte. Og rejste sig op igen.
Moren var på vej til at gå, men jeg tog fat ved hendes skulder.
"Tak.. Virkelig. Tusind tak" Sagde jeg.
"Selv tak" smilte hun.
Jeg overvejede lidt hvorfor hun havde sagt 'Selv tak'.. Måske bare fordi det lød godt. Eller måske fordi hun var glad for jeg havde fået Klara til at mødes med Anthon.
Jeg ved det virkelig ikke.
Vi sagde farvel, og jeg var virkelig glad på Klaras vegne. Tænk at hun blev så glad for sådan en 'lille' ting.

Vi gik ned af trapperne og ud mod vejen. "D/N. Fortæl mig hvad der er sket. Det der skal syes".
Jeg kiggede ned. Jeg havde jo ikke lyst til at såre ham. Han blev jo trist bare ved at billede af os der kyssede blev delt. Hva'så nu. Jeg var jo blevet slået ned på grund af.. Ham og jeg.
Jeg kunne slet ikke få ordene ud af min mund. Han virkede overhovedet ikke glad for at jeg var kommet. Og det tog faktisk et stykke tid at tage herhen. Efter alt det jeg havde oplevet.
"Fortæl mig hvad der er sket. Er det nogle der har gjort det der imod dig?".
Mine øjne blev helt våde.
Han kiggede stift på mig.
"Anthon hør her.. Ja det er der.
Det var en mand der slog og sparkede mig i toget. Han hev mig ned, og jeg dunkede hovedet lige ned i gulvet" Sagde jeg, og løftede ikke blikket fra jorden.
"Hvorfor fuck gjorde han det?!!" Råbte han.
"Anthon stop..".
Jeg græd og græd.
Hans arm holdt om mig, og jeg havde virkelig lyst til at klemme hans hånd, men lod vær.
"Fortæl mig det!" Sagde han og fjernede sin arm.
"Det var fordi.. Fordi vi er kærester.. På en måde".
Han sparkede virkelig hårdt til en sten som lå på fortovet.
Jeg prøvede at kramme ham, men han hentydet til at jeg skulle gå væk.
"Stop nu.. Det skal nok gå" sagde jeg beroligende.
Han rystede på hovedet.
"Det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan havde en pige uden.. Uden alt sådan noget her, bare fordi jeg er blevet kendt".
Jeg krammede ham igen.
Denne gang tog han mig helt ind til sig.
Jeg var sikker på at min hage havde lavet et rødt mærke, på hans ellers helt hvide trøje.
"Hvad er det her for en verden vi lever i?" Spurgte han, og kyssede min pande forsigtigt.
"Jeg elsker dig" kom det ud af mig.
Han kiggede ned på mig.
"Det burde du snart holde op med..".
Jeg træk mig væk igen.
"Hvad snakker du om?" Spurgte jeg undrede.
"Du laver jo ikke andet end at blive ked af det,  på grund af mig".
Jeg rystede skarpt på hovedet.
"Anthon! Sådan noget må du ikke engang sige for sjov".
Han smilte, og træk min ind i krammet igen, så jeg blev lidt roligere.

Vi nåede hjem til ham, og Anthon ringede til politiet om episoden, imens jeg ringede til skadestuen.