Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 61: "Jeg er sammen med Kelsey Worthington."

Harrys synsvinkel 

Da jeg glider ind på bagsædet af den sorte Lincoln bil, bliver jeg mødt af min chauffør.

"Det er en fornøjelse, at du bor hos os Hr. Styles. Mit navn er Thomas. Jeg er blevet instrueret i at køre dig til Trinity kirke?"

"Dejligt at møde dig Thomas. Bare kald mig Harry. Og ja, Trinity kirke er korrekt."

"Fremragende sir." siger han og trækker ud i den lange række af biler på Park Avenue.

Tre kvarter senere kører vi op foran en af de ældste bygninger i byen. Der er ikke nogen mennesker udenfor, så jeg går ud fra, at jeg er for sent på den til det arrangement, der nu er gået i gang.

Jeg takker Thomas og han giver mig sit direkte nummer, som jeg kan ringe på, når jeg vil hentes igen. Jeg træder ud af bilen og går op til de store bronze døre. Jeg retter mit slips og beder til, at det hele ikke vil ramle sammen om mig, når hun ser mig. Jeg træder indenfor og bliver med det samme stoppet af en mand med en liste i hånden.

"Dit navn sir?"

"Mit navn står ikke på listen." svarer jeg og prøver at regne ud, hvordan jeg kan komme ind.

"Jeg er ked af det sir, men medmindre du står på listen eller et medlem af din familie er, er jeg bange for, at jeg ikke kan lukke dig ind. Der er allerede fyldt derinde." Han rynker sine øjenbryn af mig.

Jeg endevender min hjerne og prøver at finde på noget.

"Er der en McCain på listen?" spørger jeg.

Han kigger ned og kigger hen over flere sider. "Nej sir."

Han kigger undrende op på mig, da det går op for mig, at jeg er en idiot. Selvfølgelig kender ingen hende som Ava McCain her.

"Kelsey Worthington. Jeg er sammen med Kelsey Worthington." smiler jeg til ham.

Han klemmer sine øjne sammen, "Og hvordan er dig og Frøken Worthington relateret?"

"Jeg er hendes mand." lyver jeg, "Og jeg er allerede sent på den, så vil du ikke nok lukke mig ind?"

Han kigger strengt på mig, før han lader mig komme igennem. Jeg ånder lettet op, da jeg går ind gennem dørene. Der står flere mænd i den store gang og jeg er lige ved at træde ind ad hoveddøren, da jeg bliver stoppet.

"Vil du være sød at bruge side indgangen sir. Ceremonien er allerede gået i gang."

Jeg nikker og går gennem døren, som han peger på for mig i den bagerste del af hovedgangen. Rummet er fyldt til randen, alle sæder er nærmest taget. Jeg kigger mig omkring og prøver at spotte Ava, men der er alt for mange mennesker. Jeg sætter mig ind på bagerste række, da en sang slutter og alle sætter sig ned.

En ældre mand stiller sig op på prædikestolen og begynder at tale til menneskemængden. "Jeg takker alle, der er kommet i dag. Jeg ved, at familien er meget taknemlige for, at I kunne være her for at dele deres sorg over tabet af en af deres kære. Katherine Worthington var en støtte i vores samfund og vores kirke. Hun var en velgørende kvinde, som altid gav hendes tid, til dem der ikke kunne klare sig selv..."

Han fortsætter med at snakke om hendes liv og hvad hun har opnået, før han hiver et andet papir frem og læser op fra det. "Katherine Worthingtons mand, Gregory Worthington gik bort før hende. De eneste slægtninge der er tilbage er hendes eneste søn, Robert Worthington og hans kone Blair Worthington; og et barnebarn Kelsey Worthington. Kathrine ville gerne have, at Kelsey skulle sige et par ord på hendes vegne. Så jeg vil bede Kelsey komme op til scenen nu."

Jeg strækker min hals for at se Ava rejse sig op fra sin plads på forreste række og gå op på scenen. Jeg kan se hendes hænder ryste helt hernede fra, hvilket giver mig en trang til at gå derop og give hende et kram.

Hun giver menneskemængden et trist smil, før hun hiver et lille skytte krøllet papir ud af hendes taske. "På vegne af min familie vil jeg gerne takke jeg alle sammen for at være her i dag. Min farmor var en fantastisk kvinde og jeres deltagelse i dag viser, hvor mange liv hun har haft indflydelse på gennem hendes 76 år her på jorden. Jeg var meget tæt med min farmor og jeg brugte meget tid sammen med hende, da jeg var lille. Hun var en koncertpianist det meste af hendes voksen liv og det var hendes passion for det, som fik mig, i en meget ung alder, til at sætte mig ned ved klaveret og spørge hende om min første lektion. De øjeblikke vi spillede sammen, er de gladeste minder fra min barndom og det er en del af hende, jeg altid vil have med mig. Min farmor var en dame der troede på skæbnen, velgørenhed og hårdt arbejde. Hun støttede altid dem hun elskede, lige meget hvilken vej de valgte. Jeg tror, at min farmor havde et fuldt og lykkeligt 76 årigt liv. Hun har opnået det hun ville i hendes liv og tror ikke, at nogle af os kunne spørge om mere end det. Dem hun har hjulpet på sin vej, er hendes arv og hun vil aldrig blive glemt. Jeg vil nu spille en af hendes favorit stykker. Det var den første sang hun lærte mig at spille og det var den sidste jeg spillede for hende, inden hun døde."

Mit hjerte gør ondt på Avas vegne, da hun går hen over scenen og sætter sig foran klaveret. Sangen er kort, men smuk på en enkelt måde. Da hun er færdig, sætter hun sig ned på sin plads. Jeg ligger mærke til, at der kun sidder et par mere på den samme bænk som hende og de giver hende et meget hadefuldt blik, da hun sætter sig ned. Det må være hendes forældre, da de er de eneste, der sidder i området til familien. Og de sidder så langt væk fra hende som overhovedet muligt, hvilket får Ava til at se meget lille og alene ud.

Den næste sang bliver annonceret og alle rejser sig op, da den begynder. Jeg træder et skridt ud på gangen, så jeg kan se Ava. Hun holder sin bog i hånden, men synger ikke. Jeg kan se hendes skuldre ryste en lille smule og hun vender sig om for at finde et lommetørklæde i hendes taske og der ser jeg tårrene strømme ned af hendes kinder.

Jeg tøver ikke, da jeg hurtigt går op af gangen og op til hende. Flere hoveder vender sig mod mig og giver mig beskidte blikke, da jeg går forbi dem. Jeg ved, at jeg skaber lidt af en scene, men jeg er fuldstændig ligeglad. Ava er alene og græder og jeg vil ikke bare stå der og se hende være ked af det helt alene.

Hendes forældre opdager mig komme hen til dem og stirrer på mig, deres øjne klemt sammen, da jeg stopper ved siden af Ava.

Jeg forskrækker hende, da jeg ligger min hånd over hendes og hendes mund åbner sig, da hun ser mig stå ved siden af hende.