Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 17: En tilståelse og et væddemål

Avas synsvinkel 

Jeg tjekker min telefon endnu en gang, for at se hvad klokken er. Jeg sidder på en lille cafe ,som Niall har valgt, hvor vi skal spise frokost og han er nu tyve minutter forsinket. Han er aldrig forsinket, især ikke når det involverer mad.

Heldigvis har Harry ikke prøvet på at skrive eller ringe til mig. Måske forstod han hintet, da jeg ikke spiste morgenmad med dem. Det håber jeg i hvert fald.

Jeg ser ned på min menu og læser den igen for femte gang siden jeg ankom. Jeg hører dørklokken ringe og ser op.

Jeg bliver overrasket, da det ikke er Niall der kommer ind ad den.

"Hvor er Niall?" spørger jeg ham, da han sætter sig ned overfor mig.

"Han kommer ikke."

"Okay?..." spørger jeg forvirret. Niall går aldrig glip af mad. "Hvorfor?"

"Fordi jeg sagde, at han ikke skulle." siger Louis og trækker på skuldrene.

"Hvorfor?" spørger jeg igen.

"Fordi jeg gerne vil snakke med dig."

"Okay." Jeg tænker på, hvad det kunne være, han gerne vil snakke med mig om og så popper det op i mit hoved. Det digt han gerne vil have mig til at skrive en melodi til.

"Jeg arbejder stadig på den melodi til dit digt. Den er næsten perfekt. Er der noget du gerne vil ændre på det?"

Louis griner af mit spørgsmål. "Det er ikke det, jeg vil snakke med dig om."

"Okay, hvad er det så?"

"Harry." svarer han, mit hjerte falder ned i bunden af min mave. Shit!

Jeg synker, før jeg svarer ham.

"Oh Harry? Hvad med ham?" Jeg prøver at lyde så afslappet som muligt.

"Det ved du godt."

"Louis, jeg sætter pris på din bekymring, men det kommer virkelig ikke dig ved."

"Og det er der , at du er forkert på den. Alt hvad der foregår med min bedste ven, kommer mig ved."

Jeg sukker og ligger mit menukort på bordet. Han er altid så bund ærlig. Et egenskab jeg normalt elsker ved ham, men en jeg ikke rigtig bryder mig om lige nu.

Han løfter et øjenbryn af min tilsyneladende irritation, men fortsætter. "Jeg afbrød noget i morges, som jeg ikke skulle have afbrudt."

"Nej, jeg er glad for, at du afbrød det. Det ville have været en fejltagelse."

"Altså Harry var ikke særlig glad for mig og jeg tror, at du tager fejl. Det ville ikke have været en fejltagelse."

"Jo, det ville."

"Hvorfor?"

Jeg kører mine hænder gennem mit hår og hiver i enderne. Jeg har lyst til at slå Niall ihjel, for at blive væk og lade Louis tage hans plads.

"Selvfølgelig ville det have været en fejltagelse." svarer jeg ham endeligt.

"Det er ikke en undskyldning." fnyser han. "Jeg forstår det ikke..."

"Hvad forstår du ikke Louis?" spørger jeg, hæver min stemme. Jeg begynder at blive vred, han bør virkelig ikke blande sig i det her.

"Hvorfor I to ikke er sammen." Han stopper, afventer min reaktion før han fortsætter. "I kommer så godt ud af det med hinanden, I er gode venner. I griner begge to af de samme dumme ting. I kan tydeligvis lide hinanden, også selvom I ikke vil indrømme det. I gør hinanden glade. I brude være sammen."