Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 47: "Du ved det."

Avas synsvinkel 

Harrys øjne låser sig på mine, før han langsomt knapper sin skjorte op og vrider den ned over sine skuldre.

Han læner sig forover og hiver hans sko og sokker af, før han åbner sit bælte og derefter knapper sine bukser. Han skubber sine jeans ned af sine ben og træder ud af dem.

Han kigger ind i mine øjne en gang til og jeg holder vejret, da han skubber sine boxers ned af sine ben og træder ind i badet og stiller sig ved siden af mig. Han trækker forhænget for, finder en badesvamp og hælder sæbe på den.

Og så gør han noget, som får mig til at græde af en helt anden grund.

Han vasker blidt alle spor af Scott af mig.

Jeg føler mig ikke udsat, selvom jeg står nøgen foran ham. Det er ikke seksuelt og det er ikke akavet.

Der er kun ham, som langsomt vasker flere års smerte af min krop.

Jeg ser op på hans ansigt, hans våde hår gemmer næsten de tåre, som triller ned af hans kinder.

Og for første gang i seks år, føler jeg mig ikke alene.

Jeg tænker på udtrykket på hans ansigt, da Scott sagde mit navn. Han så ikke overrasket eller forvirret ud. Han ved hvem Kelsey er. Han ved det hele. Jeg kan mærke, at jeg begynde at gå i panik, men så går det op for mig, at han ved hele sandheden og han er her stadig. Og han er smuk. Den smukkeste ting, jeg nogensinde har set. Og han tager sig af mig, som ingen andre nogensinde har gjort.

Jeg kan mærke murene, som jeg har brugt så lang tid på at bygge, for at holde al min smerte inde, begynder at falde til jorden omkring mig. Jeg vidste inderst inde, at han ville være den, der fik dem til at falde. Han ville være den person jeg lukkede ind. Han er min engel, som redder mig fra min fortid. Redder mig fra mig selv.

Jeg kigger op i hans øjne igen og ser alt hvad jeg har behov for. Det skrevet over alt på hans ansigt. Han giver mig et lille smil.

"Du ved det." afbryder min stemme stilheden omkring os.

Han nikker, men siger ikke noget.

"Hvor længe?"

"Siden Rhossili." svarer han stille.

Det må være derfor, at han har opført sig anderledes lige siden vi kom hjem derfra. Poppy må have fortalt ham det.

Tavshed omslutter os igen, den eneste lyd er vandet, der rammer gulvet omkring os.

Han kører kluden ned af min arm, langsomt og blidt vasker han de ridser væk, som jeg har efterladt på mig selv.

"Du ved det og du er her stadig." siger jeg og kigger væk fra ham.

"Ja, jeg er her stadig." svarer han blidt.

"Hvorfor?" Min stemme knækker.

Han ligger svampen fra sig og tilter min hage op med sin pegefinger, så jeg kigger ham ind i øjnene.

Han tager en dyb indånding, før han åbner munden.

"Fordi jeg er forelsket i dig Ava."

Han ligger blidt sin hånd på min kind, læner sig ned og presser blidt sine læber mod mine.

Jeg har aldrig følt noget lignende. Min krop føles elektrisk fra den simple berøring. Så jeg gør den eneste ting jeg kan.

Jeg kysser ham.

Vores læber bevæger sig langsomt men perfekt mod hinanden, hvilket får min krop til at blive endnu mere varm, mens vandet vandet fra brugseren løber min ryg.

Han trækker sig væk og læner sin pande mod min. "Jeg har forestillet mig dét så mange gange... Men intet kan måle sig med den ægte vare."

Han smiler til mig og jeg giver ham et lille et tilbage. Han rækker rundt om mig, slukker for vandet og træder ud af badet og vikler et håndklæde om sin talje. Han rækker mig sin hånd, jeg tager den med glæde og træder ud efter ham og lader ham pakke mig ind i et håndklæde.

Han tager min hånd igen og hiver mig ud af badeværelset og stopper ved foden af sengen. Han tager et par boxers ud af sin taske og trækker dem på efter at have smidt håndklædet på gulvet.

Han hiver derefter en af hans t-shirts frem og går over til min taske og finder et par underbukser. Jeg går hen for at tage den fra ham, men han ryster på hovedet. Så jeg står bare der helt stille, lader ham trække håndklædet væk fra min krop og give mig t-shirten på. Han læner sig derefter ned og jeg træder ned i underbukserne, før han hiver dem op af mine ben og op over min numse.

Han tager min hånd, fører mig med over til sengen og skubber dynen til siden. Jeg ligger mig ned og flytter mig til siden, så han kan ligge sig ved siden af mig. Han ligger sig ned, ligger sin arm om mig og trækker mig ind til sit bryst. Han slukker lyset ved siden af sengen og månelyset flyder gennem værelset.

Jeg putter mig ind til hans bryst. Han kører sin hånd op og ned af min arm og begynder at synge blidt på spansk.

"Hvad er det?" spørger jeg.

"En spansk vuggevise. Min mor sang den for mig, da jeg var lille. Den fik mig altid til at få det bedre."

Jeg kigger ind i hans øjne, jeg finder dem triste men også blide, "Den kan jeg godt lide."

Han smiler ned til mig og fortsætter blidt med at synge.

Jeg kunne lytte til ham for evigt, hans dybe, hæse stemme kramme ordene og får dem til at lyde specielle og unikke.

Jeg falder langsomt i søvn og jeg føler en ting, som jeg aldrig troede, jeg skulle føle igen.

Elsket.