You Are The Sunshine Of My Life

3

Almindelig synsvinkel
Da jeg var nået rundt om hjørnet stoppede jeg brat op. Wow, hvad skete der lige der? Det gik op for mig at jeg stod og smilte over hele hovedet som en idiot. Jeg rystede på hovedet af mig selv, satte mine høretelefoner tilbage i ørerne og fortsatte hjemad.

Hele vejen hjem tænkte jeg på ham. Han havde gjort et eller andet ved mig, og det irriterede mig rigtig meget. Jeg var både perfektionist og kontrolfreak, så jeg kunne ikke klare, at jeg ikke selv kunne kontrollere alting. Det irriterede mig at sådan en som ham, sådan en som jeg altid havde svoret jeg aldrig nogensinde skulle falde for, kunne gøre mig så blød i knæene.

Da jeg kom ind ad døren, smilte jeg åbenbart stadig over hele hovedet, for min mor kiggede en smule mærkeligt på mig, og grinte så lidt imens hun sagde et eller andet. Jeg hev høretelefonerne ud af mine ører og sagde "Hvad?"

"Hvad smiler du sådan for?" gentog hun smågrinende. "Ikke noget" sagde jeg, mens jeg rystede på hovedet, og prøvede at stoppe med at smile, men det kunne jeg overhovedet ikke. Min mor droppede at spørge mere ind til det, og jeg tog mit overtøj af, og gik op på mit værelse.

Jeg var utrolig træt, så der gik ikke længe før jeg besluttede mig for at sove. Jeg ville også gerne være udhvilet til min første skoledag i morgen.

Men da jeg endelig lagde i sengen, kunne jeg overhovedet ikke falde i søvn. Der fløj så mange forskellige tanker igennem mit hoved, og jeg var utrolig bange for at skulle møde min nye klasse, og starte på en ny skole.

Men mest af alt fyldtes mit hoved med de blågrønne øjne som havde fanget mine tidligere. Jeg kunne ikke få ham ud af hovedet, og øjeblikket hvor hans øjne mødte mine kørte igen og igen, som en film i mit hoved. Til sidst blev jeg så træt at søvnen alligevel tog over, men det var med billedet af hans øjne i mine tanker, og et stort smil på mine læber.

Jeg vågnede brat op ved lyden af min alarm. Selvom jeg havde planlagt at være ordentligt udhvilet til i dag, var jeg det overhovedet ikke, men jeg ville bestemt ikke risikere at komme for sent på den første dag, så i stedet for at udskyde mine alarmer som jeg plejede, stod jeg op med det samme.

Jeg tog et hurtigt bad, og fandt derefter noget tøj frem fra mit skab. Ikke noget specielt. Jeg ville gerne gøre et godt førstehåndsindtryk, men jeg ville stadig have at tøjet skulle være mig, så det var noget meget simpelt. Jeg gik ned i køkkenet og tog en halv bolle med noget smør på og et glas vand, bare for at få et eller andet. Jeg har altid været utrolig dårlig til at spise morgenmad, men et eller andet var jeg jo nødt til at få.

Jeg kiggede ned på mit armbåndsur. Der var stadig en halv time til jeg skulle gå hjemmefra, så jeg havde god tid. Jeg manglede kun at ligge make-up, og at børste mine tænder, og det tog ikke særlig lang tid. Mit hår var naturligt glat, så det lod jeg bare hænge. Jeg gik næsten altid med make-up, jeg havde meget svært ved at vise mig uden, men til gengæld var det en meget naturlig make-up, som man nærmest ikke kunne se jeg havde på.

Vi boede ikke specielt langt fra Gentofte st., hvor jeg skulle tage toget fra til Hellerup, så jeg gik bare derop. Det tog ikke meget mere end 5 minutter. Mens jeg ventede på toget satte jeg mig på en bænk, med mit musik i ørerne. Jeg sad i min egen verden, og registrerede nærmest ikke folk omkring mig.

"Næste station: Hellerup." sagde damestemmen i højtaleren, og sommerfuglene begyndte for alvor at flyve rundt i maven på mig. Jeg gik den korte vej til gymnasiet, og nåede frem i god tid. Jeg fandt frem til aulaen hvor vi skulle mødes, og satte mig ned, næsten helt henne i hjørnet, op ad væggen.

Der var allerede kommet mange, og alle stod og snakkede med hinanden. Det var som om alle kendte hinanden, eller alle kendte i hvert fald nogen. Og så var der mig, som absolut ingen kendte.

Jeg sad stille for mig selv, og betragtede alle de andre. De fleste så rigtig søde ud, men der var bestemt også nogle, som jeg ikke havde lyst til at være venner med.

Mens jeg sad der og betragtede de andre blev mit blik pludselig låst i et par genkendelige blågrønne øjne i den anden ende af aulaen. Det var ham. Ham fra i går. Hvordan var det her overhovedet muligt, hvor usandsynligt var det lige?

Efter et par sekunder, hvilket føltes som en evighed, smilte han til mig. Jeg smilte også til ham og brød så øjenkontakten for at kigge op på rektoren, der var begyndt at snakke.

Note:
Tak fordi du læser med og husk endelig at like hvis du kunne lide kapitlet!