You Are The Sunshine Of My Life

27

Jeg lagde mine bøger ned i min taske og svang den over skulderen. Jeg smilte svagt til Mads inden jeg vendte mig om og gik ud af døren.

Mads havde været stille hele dagen, jeg havde slet ikke kunnet få et ord ud af ham. Men det måtte hans selv, hvis han har lyst til at være sur, så lad ham være sur.

Jeg gik ud af hoveddøren og begyndte at gå mod stationen. "Hey Caroline, vent lige" råbte en meget velkendt stemme bag mig. Jeg kiggede tilbage, og Thor indhentede mig hurtigt, så vi kunne følges ned til toget.

Vi havde ikke gået mange skridt før Thors hånd fangede min, og han flettede sine fingre ind i mine. Jeg smilte svagt. Det var første gang vi sådan rigtig viste offentligt at vi nok var lidt mere end bare venner.

"Hård dag?" spurgte Thor, og smilte til mig. Jeg kiggede op på ham, mens jeg nikkede. "Meget, det var virkelig nogle langtrukne timer." "Også her" svarede Thor.

"Hvad skal du så nu?" spurgte han. "Altså, jeg skal faktisk mødes med Anthon på Gentofte station. Han skal med hjem til mig" svarede jeg. Thor nikkede.

"Han skrev til mig her for en times tid siden, om jeg ikke havde lyst til at være sammen med ham, så vi aftalte at tage hjem til mig" fortsatte jeg. Thor nikkede igen, men sagde ikke rigtig noget.

"Hold nu op Thor" grinte jeg og puffede svagt til ham med den hånd som var flettet ind i hans.

"Ja undskyld" sagde Thor, og smilte så lidt til mig. "Jeg skal nok lade være, jeg ved godt i bare er venner." Jeg smilte til ham, og kiggede så ligeud igen.

"Men det siger du jo også at vi er" grinte han så, og gav mig et puf tilbage. Jeg rystede på hovedet af ham, mens jeg grinte.

Da vi var nået til Gentofte station og var på vej ud af toget, greb Thor igen min hånd. Jeg spottede Anthon med det samme, og gik over til ham.

Anthon kiggede først ned på vores hænder, og derefter op på os. Jeg slap Thors hånd for at give Anthon et kram.

"Bare rolig Anth, jeg smutter nu, du skal nok få hende for dig selv" sagde Thor, og grinte svagt. Han gav mig et kort kram og et kys på kinden og gik så mod hans hus. "Skal vi gå?" spurgte jeg, og Anthon nikkede.

"Jeg kan da se at i fik snakket ud?" sagde Anthon da vi havde gået lidt. Jeg nikkede.

"Han insisterede på at snakke med mig i går, og han fortalte mig det hele. Hun havde været hjemme ved ham, men de havde ikke været sammen. Og jeg valgte altså at stole på ham, så jeg har faktisk sovet hjemme hos ham i nat" sagde jeg og smilte svagt.

"Det er jeg glad for at høre" svarede Anthon.

Vi var nået til mit hus, så jeg fiskede mine nøgler op ad lommen for at låse op, men da jeg tog i håndtaget var der allerede låst op.

Det undrede mig lidt, men jeg åbnede døren og jeg gik ind med Anthon efter mig. Vi smed vores sko og jakker og gik så ind i køkkenet. Der sad mine mor og læste avisen, mens hun drak en kop kaffe.

"Er du allerede hjemme?" var det første jeg spurgte om. Hun kiggede op fra avisen. "Ja" svarede hun bare.

"Øhm, det her er Anthon" sagde jeg og pegede på ham. "Hyggeligt at møde dig" sagde min mor til ham, og smilte svagt.

"Vi går bare op" sagde jeg så. Jeg gik hen mod trappen og Anthon fulgte efter.

"Caroline?" sagde min mor bag mig. "Ja?" svarede jeg og vendte om igen. Anthon fortsatte halvt op ad trappen.

"Var det ham du sov hos i nat?" spurgte hun. Jeg rullede øjne af hende og sukkede svagt. "Nej mor, det var det ikke." "Det kunne da godt være" forsvarede hun sig selv. Jeg rystede på hovedet af hende.

"Nå men din far har ringet" sagde hun så.

Jeg stivnede. Han havde haft ligeså lidt kontakt med min mor som med mig de sidste 2 måneder, og han havde slet ikke prøvet at kontakte hende, ligesom han havde prøvet at kontakte mig. Før nu åbenbart.

"Hvad ville han?" spurgte jeg. "Han vil gerne snakke med dig."

"Men jeg gider ikke snakke med ham" svarede jeg irriteret.

"Caroline det bliver du nødt til, du kan ikke undgå ham for evigt. Du har også brug for en far."

Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvordan hun kunne sidde der og tage ham i forsvar. Sidde der og prøve at overbevise mig om at det var en god idé at mødes med ham.

"Jeg bliver ikke nødt til noget som helst. Han skred fra os mor, ikke kun fra dig, også fra mig, og jeg tilgiver ham aldrig for det" svarede jeg, lidt lavere, mens et par tårer nu havde fundet vej til mine kinder. Jeg tørrede dem arrigt væk.

Min mor kiggede ned i avisen. "Du behøver ikke tilgive ham" sagde hun, og kiggede så op på mig igen og fortsatte: "men jeg synes du skal snakke med ham. Jeg har fortalt ham at vi er flyttet herover, så nu ved han i hvert fald hvor du er."

Jeg rystede på hovedet af hende. Jeg anede ikke hvor han var skredet hen, så han havde ingen ret til at vide hvor vi var taget hen. Jeg sagde ikke mere til hende, vidste ikke hvad jeg skulle sig.

Jeg vendte om igen, og gik op ad trappen. For enden af trappen ventede Anthon. Han havde hørt det hele, det vidste jeg.

Jeg gik forbi ham og ind på mit værelse. Han fulgte efter. Jeg satte mig i min seng og han satte sig på en stol.

Han kiggede på mig. "Er du okay?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet og lod et par tårer løbe.

"Jeg har ikke lyst til at snakke med ham, og jeg forstår ikke at min mor ikke kan forstå det."

"Måske prøver hun bare at komme videre" sagde han. Jeg trak på skuldren og kiggede ned i mine hænder.

"Men det kan jeg bare ikke" svarede jeg.

Note:
Så var der endelig endnu et kapitel til jer!

Jeg overvejer lidt at lave en Snapchat, som jeg kunne opdatere jer lidt på. Så kan i også følge lidt mere med i hvorfor der nogen gange går lidt lang tid imellem opdateringerne.
Skriv om i synes det er en god idé, så vil jeg måske gøre det.

Jeg håber i kan lide kapitlet, tusinde tak fordi i læser med!