You Are The Sunshine Of My Life

9

Jeg satte mig tungt ned i Thors seng, da vi kom tilbage på værelset. "De var da meget søde" sagde jeg lidt smågrinende. Thor nikkede lidt, mens han smilte til mig. Han satte sig også ned i sengen. "Måske lidt påtrængende, men altså..." sagde han.

Ulla havde spurgt lidt ind til mig og mine forældre, men jeg havde elegant snakket udenom alt det med mine forældre. Jeg havde bare kort nævnt, at jeg boede med min mor, og at mine forældre var skilt. "Ej det var da ikke så slemt. Din mor er sød" sagde jeg. "Karl derimod, var måske lidt direkte" grinte jeg. Thor smilte endnu mere end han gjorde i forvejen, og nikkede bare som svar.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig dog hurtigt til et lidt mere seriøst ansigtsudtryk, og han kiggede mig direkte i øjnene og sagde: "du bliver altså nødt til lige at forklare mig, hvad det var der skete heroppe før?" Mit smil falmede også, og jeg kiggede ned på mine lår. Jeg pillede lidt ved kanten af min trøje, og nikkede svagt. "Jeg ved det godt" mumlede jeg lavt.

En klump voksede sig endnu engang frem i min hals, og tårerne fandt vej til mine øjne. De pokkers tårer. Jeg var så træt af at jeg skulle være så tæt på at tude, hver eneste gang min far blev nævnt. Jeg havde ikke lyst til at græde over det, jeg havde lyst til at være ligeglad med det. Jeg havde lyst til at være fuldstændig ligeglad med ham. Men jeg kunne ikke holde det inde, og tårerne begyndte ligeså stille at trille ned af mine kinder. Ikke voldsomt, men ligeså stille en efter en.

Thor opdagede det selvfølgelig, og satte sig helt hen ved siden af mig. Han lagde en hånd på mit lår. "Hey, Caroline, det er okay. Du må undskylde hvis jeg sagde noget dumt, men jeg vil bare så gerne vide, hvad det er der gør dig så ked af det."

Jeg tørrede arrigt tårerne væk fra mine kinder. "Jeg er ikke ked af det" sagde jeg bare. Det er nok noget af det dummeste jeg længe har sagt. Men det var rigtigt. Det var sådan jeg havde det. Jeg havde ikke lyst til at være ked af det over det. Men jeg kunne godt stadig selv høre hvor dumt det lød, og jeg rystede svagt på hovedet af mig selv. Jeg kiggede stadig ned på mine lår. Jeg forsøgte forgæves at synke klumpen i min hals inden jeg begyndte at forklare det for ham.

"En dag så var han der bare ikke mere. Han var bare væk. Forsvundet helt ud af mit liv. Af vores liv. Han havde bare pakket sine ting, og var væk da jeg kom hjem fra skole. Efterladt en seddel til os. Jeg har ikke snakket med ham siden. Han har prøvet at kontakte mig, men jeg har ikke svaret ham. Han ved heller ikke at vi er flyttet herover."

Thor sad bare stille ved siden af mig og lyttede. Det var rart. Han afbrød slet ikke, kom slet ikke med alle mulige spørgsmål, han sad der bare, og lyttede. Han lagde blidt sin hånd oven på min, og flettede vores fingre sammen. Jeg klemte hans hånd.

"Tak" sagde jeg så. "For hvad?" spurgte han undrende. "Fordi du bare lytter." Han klemte min hånd som svar, og nussede svagt min hånd med sin tommelfinger. "Og fordi du ikke forventer alt muligt af mig" tilføjede jeg. Jeg kunne mærke at han kiggede ned på mig. "Hvad skulle jeg forvente?" spurgte han. "Alt muligt, alt muligt som jeg slet ikke er klar til" svarede jeg, og håbede på at jeg ikke behøvede uddybe mere. Heldigvis forstod han vidst hvad jeg mente, han spurgte i hvert fald ikke mere.

Vi sad et lille stykke tid bare sådan, indtil jeg pludselig slap hans hånd, og rejste mig fra sengen. Jeg gik hen til hans spejl, tørrede mine øjne, og forsøgte at skjule så godt som muligt, at jeg havde grædt. Jeg vendte mig om mod ham, med et lille svagt smil. "Du er faktisk den første jeg har fortalt det til" sagde jeg. Han kiggede også på mig. "Det er jeg glad for" sagde han.

Jeg gik hen til ham igen, og satte mig i sengen. Men i stedet for at sætte mig ved siden af ham, satte jeg mig overfor, så jeg kunne kigge ham i øjnene. Han smilte svagt, og holdt øjenkontakten. "Nu er det min tur til at spørge dig om noget" sagde jeg, og smilte lidt lumskt. Jeg frygtede faktisk lidt selv at spørge ham om det her, men jeg var nødt til at få det ud af verden.

Han nikkede som hentydning til at jeg bare kunne spørge. "Okay. Hvad mente de der drenge helt præcist? Hvem er Simone? Hvor lang tid er det siden? Har der været mange andre piger? Vil du ikke godt forklare der for mig, så jeg forstår det?" spurgte jeg. Jeg kiggede ham stadig i øjnene, men han brød øjenkontakten og kiggede ned. Han overvejede lidt hvad han skulle sige, men kiggede så igen op. "Jo, det skal jeg nok."

Note:
Endnu et nyt kapitel, jeg håber i kan lide det. Tusinde tak fordi i følger med, huske endelig at like og kommentere!