You Are The Sunshine Of My Life

22

Vi gik hen til bordet som nogen af de andre fra klassen allerede havde sat sig ved, og jeg satte med ned over for Mads. Jeg havde en samtale med Mads kørende, det vil sige Mads forsøgte at føre en samtale med mig, jeg var ikke ligefrem så snaksaglig.

Pludselig kiggede Mads med lidt store øjne bag mig. "Caroline, kan vi lige snakke sammen?" sagde en velkendt stemme. Jeg vendte mig om og kiggede på Thor, som stod med et alvorligt ansigtsudtryk og kiggede på mig. "Nej" sagde jeg kort, og vendte mig så om mod Mads igen. Jeg bad til at han bare ville give op og gå sin vej, men selvfølgelig gjorde han ikke det.

"Kom nu Caroline, giv mig i det mindste en chance for at forklare." Jeg kiggede ned i bordet. "Kunne du ikke høre at hun sagde nej?" sagde Mads irriteret til Thor. "Nu var det jo ikke dig jeg snakkede til" svarede Thor ham endnu mere irriteret.

Jeg sukkede. "Stop så, begge to" sagde jeg, og vendte mig så igen om mod Thor. "5 minutter" sagde jeg, og rejste mig så for at følge efter ham. Han gik ind i et tomt klasselokale, og satte sig ned på et bord. Jeg stillede mig op af væggen med krydsede arme, og kiggede skeptisk på ham.

Først kiggede han ned på sine sko, men sukkede så dybt og kiggede op på mig. "Jeg har ikke været sammen med Simone". Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede endnu mere skeptisk på ham, end jeg gjorde i forvejen.

"Lad nu være med at lyve for mig Thor, jeg gider ikke høre på det der. Der er intet du kan sige, som kan gøre det okay" sagde jeg irriteret.

Thor kiggede igen ned på sine sko. "Jeg lyver ikke" mumlede han lavt.

"Prøv og hør Thor, jeg har sagt at jeg ikke gider have den her samtale med dig. Det er alt for latterligt. Jeg ved godt at jeg ikke er ligeså meget fremme i skoene som så mange andre piger du kender, men hvis du er så trængende at du ikke kan leve med det, så fair nok for det, men så skal du bare ikke komme rendende tilbage til mig, og ville lege kærester bagefter, det gider jeg ikke" nærmest halvråbte jeg efter ham.

Jeg hev forpustet efter vejret, der var kommet så mange ord ud på en gang, at jeg nærmest var snublet over dem.

Thor kiggede lidt forskrækket op på mig. "Det passer altså ikke det der. Jeg ved ikke hvad Simone har prøvet at bilde dig ind, men jeg har ikke været sammen med hende. Ja hun var hjemme hos mig, men der skete ingenting. Og ja hun ville gerne mere, og for nogle uger siden havde jeg sikkert sagt ja, men det gjorde jeg ikke. Jeg bad hende om at gå, for jeg kunne ikke gøre det over for dig. Jeg havde ikke lyst til at gøre det over for dig" råbte han tilbage til mig.

Jeg gled ned af væggen, så jeg nu sad på gulvet lænet op af væggen. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Tårerne var allerede begyndt at løbe om kap ned af mine kinder, men det behøvede Thor ikke vide, så jeg prøvede så godt jeg kunne at skjule det.

Det gik ikke så godt, første gang jeg kom til at snøfte opfattede han det. "Ej Caroline, du må ikke græde" sagde han, og kom hen til mig. Han satte sig op ad væggen ved siden af mig. Han lagde sin ene hånd på mit lår.

Jeg snøftede endnu en gang, og forsøgte at tørre tårerne væk. Jeg kiggede på ham. "Det går jo ikke det her Thor. Jeg er træt af at være så ked af det hele tiden, og hele tiden være bange for at jeg ikke kan stole på dig. Jeg er så træt af at det her påvirker mig så meget, når jeg har kendt dig i så kort tid. Jeg forstår det ikke."

Thor kiggede lige ud i luften. "Undskyld" sagde han så og fortsatte: "Undskyld jeg ikke kom hjem til Anthon, undskyld jeg overhovedet lod Simone komme ind, og allermest undskyld for at jeg bare forventede at du havde været sammen med Anthon, uden at vide det. Jeg ved godt du ikke er sådan, jeg blev bare vred, og så tænkte jeg mig ikke om." Jeg nikkede bare svagt.

"Jeg var skide ked af det, og Anthon trøstede mig bare. Jeg havde sagt at han ikke skulle prøve på noget, og det gjorde han heller ikke. Han lagde faktisk uden dyne først, men det syntes jeg at der var synd for ham, og jeg fandt også en hvis tryghed ved at ligge i hans arme. Jeg havde faktisk også mareridt igen, og det hjalp han også med. Så du må undskylde hvis det så forkert ud, men der var intet andet end venskab i det" forsvarede jeg mig selv.

Thor kiggede ned på mig, og jeg kiggede op på ham. "Undskyld" sagde han endnu engang. "Kan vi ikke starte på en frisk?"

Han åbnede svagt sine arme. Jeg rykkede mig ind mellem hans ben og han lagde sine arme stramt omkring mig. Han kyssede mig i håret.

Sådan sad vi et lille stykke tid, og der var i hvert fald gået mere end de 5 minutter jeg havde givet ham.

Note:
Jeg håber i kan lide kapitlet, husk at like og kommentere!