You Are The Sunshine Of My Life

14

Thors synsvinkel:
"Så stopper du altså" sagde jeg vredt. Hun var simpelthen for meget. Caroline slap pludselig min hånd, som hun ellers havde klemt hårdt. Hun rejste sig brat op og skyndte sig ud på badeværelset.

Jeg blev sidende er kort øjeblik. Der var blevet helt stille omkring os, hele opmærksomheden var rettet mod situationen med Caroline. Uden at sige mere, rejste jeg mig vredt op og gik efter Caroline. Jeg kunne høre at hun græd. Jeg bankede svagt på døren.

Almindelig synsvinkel:
Jeg sad på badeværelsesgulvet med hovedet begravet i mine hænder og hulkede højlydt. Det var længe siden jeg havde grædt så voldsomt, længe siden jeg havde givet mig selv lov til at græde så meget, men pludselig skulle det hele bare ud. Det hele kom på en gang.

Det bankede svagt på døren. "Caroline luk lige op" kunne jeg høre Thor sige lavt. Jeg blev stadig sidende. Det var ikke fordi jeg ikke ville snakke med Thor, men jeg kunne ikke overskue nogen folk lige nu, og jeg kunne ikke engang samle mig nok til at rejse mig for at låse op.

Thors synsvinkel:
Jeg bankede endnu engang på døren. "Caroline please, det er bare mig" sagde jeg. Hun reagerede stadig ikke. Jeg kiggede tilbage på de andre. Næsten alles opmærksomhed var stadig rettet mod situationen, og de sad og kiggede på mig.

Jeg fik øjenkontakt med Anthon, og slog frustreret ud med armene, som for at sige 'hvad gør jeg?' Anthon rejste sig op, og gik nedenunder. Han kom hurtigt tilbage med en anden nøgle i hånden, som han gav mig. "Tak" sagde jeg kort, inden jeg tog imod den. "Selvfølgelig" sagde han bare, og gik så hen til de andre igen.

Almindelig synsvinkel:
Jeg havde stadig ikke reageret på Thors banken, og jeg havde det lidt dårligt med det, jeg havde lidt ondt af ham. Jeg sad fortsat bare og hulkede, nu var der blevet åbnet op for tårerne, så jeg kunne ikke stoppe igen.

Jeg kunne høre en raslen ved døren, og pludselig faldt nøglen ud, og jeg kunne høre en nøgle på den anden side af døren blive drejet rundt. Døren gik op, men også lukket og låst igen. Jeg sad stadig med mit ansigt begravet i mine hænder.

En person, som jeg gik ud fra var Thor, satte sig ned ved siden af mig, og et par arme tog om mig. Han hev mig helt ind til sig, og holdt mig helt tæt til ham. Mit hoved lagde nu mod hans bryst, og jeg hulkede stadig svagt. Hans ene hånd begyndte beroligende at køre op og ned af min ryg. Han sagde ingenting, vi sad der bare, længe, mens han lod mig græde ud. Jeg følte mig tryg her i hans arme, og jeg var taknemmelig over at han ikke stillede en masse spørgsmål.

Efter lang tid faldt jeg endelig lidt mere til ro. Mine øjne var stadig fyldt med tårer, men jeg hulkede ikke længere. Jeg trak mig en lille smule fra Thor, og kiggede op på ham. Han kiggede også ned på mig. Han kørte hans tommelfingre under mine øjne, for at fjerne tårerne og sikkert også en masse udtværet mascara.

Den ene hånd blev liggende på min kind, og hans tommelfinger agede mig svagt på kinden. Han sagde stadig ikke noget, sad bare og kiggede på mig. Jeg lagde igen mit hoved ind mod hans bryst og hans arme tog igen om mig. Jeg sukkede svagt, udmattet over at græde så meget.

"Hvorfor kan hun finde på at være sådan der?" spurgte jeg lavt, stadig med lidt gråd i stemmen. Thor kyssede mig kort i håret og sagde så: "Måske forklarer det lidt, hvis jeg fortæller dig, at du lige har mødt Simone." Nu forstod jeg det lidt bedre. Men alligevel, hvordan kunne hun få sig selv til at være sådan. Jeg havde jo aldrig gjort hende noget.

"Undskyld" sagde Thor lavt, så lavt at jeg var i tvivl om det var meningen at jeg skulle høre det. "For hvad?" spurgte jeg alligevel. "Det er mig hun er sur på, og jeg er ked af at det skulle gå ud over dig." Jeg trak bare svagt på skuldrene. Der var ligesom ikke så meget at gøre ved det nu.

Det bankede igen svagt på døren. Han kyssede mig igen i håret, men slap så sit tag omkring mig. "Jeg kommer om lidt" sagde han, og rejste sig så op. Jeg satte mig op ad vægen, med knæene trukket op til mig og sukkede svagt. Jeg var træt og udmattet.

Thors synsvinkel:
Jeg låste døren op, men åbnede den kun på klem, så jeg lige selv kunne komme ud, og lukkede den så i igen. Det var Anthon der stod på den anden side. "Hvad så?" sagde han alvorligt. Jeg trak på skuldrene. "Jeg tror i hvert fald ikke hun har lyst til at blive længere, så vi smutter nok nu" sagde jeg. Anthon nikkede forstående.

Vi gik sammen hen mod de andre. De sad og småsnakkede lidt indbyrdes. Da jeg kom hen til dem, mødte jeg med det samme Simones blik. Hun sad stadig og så snobbet ud. Jeg kiggede vredt på hende. "Du er simpelthen for meget" sagde jeg så.

Alle de andre stoppede med at snakke, og rettede deres opmærksomhed mod os. Hun svarede mig ikke, men sad bare med hendes snobede attitude og kiggede på mig. Tænk at jeg nogensinde har syntes at hun var værd at samle på. "Hvordan kan du få dig selv til at være sådan der?" spurgte jeg hende vredt. "Det er da ikke man skyld at hun tager det så tungt?" sagde hun flabet.

"Tager det så tungt?" sagde jeg igen vredt "det er sgu da klart hun bliver ked af det, du var jo decideret ond mod hende." Hun svarede mig endnu engang ikke. "Bak mig lige op her" sagde jeg, og kiggede rundt på de andre drenge. Jacob og Lauge kiggede bare lidt ned i jorden da jeg prøvede at få øjenkontakt med dem. Heller ingen af de andre reagerede, indtil Anthon pludselig sagde noget. "Jeg er enig, du var ikke særlig sød mod hende Simone, og du gik langt over grænsen."

Det var ikke som om det påvirkede Simone særlig meget, og det pissede mig sådan af. Jeg havde øjenkontakt med hende, og rystede svagt på hovedet af hende.

"Du skal lade være med at lade det gå ud over hende, bare fordi du er sur på mig. Og lad være med at sidde der og føle at du er mere værd end hende for det er du langt fra, hun er meget mere værd end du nogensinde bliver, og hun betyder allerede meget mere for mig, end du nogensinde gjorde" sagde jeg vredt, og tog så Carolines taske som lagde i sofaen, vendte mig om, og gik mod badeværelset.

Inden jeg åbnede døren til badeværelset kiggede jeg tilbage, og Simone sad mundlam og kiggede efter mig. Det havde hun godt af.

Almindelig synsvinkel:
Døren gik igen op. Jeg kiggede op. Det var Thor der kom ind, men denne gang med Anthon efter sig. Anthon blev stående i døren, men Thor kom hen til mig. Han havde min taske i hånden. Han hev mig op og stå, og gav mig tasken på. Han tørrede endnu engang tårerne under mine øjne væk med sine tommelfingre.

"Nu tager vi hjem" sagde han "du bestemmer selv om vi tager hjem til dig, eller hjem til mig, men jeg lader dig ikke sove alene efter det her." Hvor var han dog betænksom. "Dig" sagde jeg lavt, mens jeg smilte svagt, men taknemmeligt til ham. Han nikkede bare, og lagde så støttende sin arm om mig, mens han tog mig med ud fra badeværelset.

Han slap mig kort for at tage min jakke ned, og give mig den på, men lagde så igen en arm om mig. Anthon stod også i gangen. "Vi ses" sagde Thor til ham, mens han kort gav ham et kram, med den arm han ikke havde rundt om mig. Derefter kiggede Anthon på mig, og smilte svagt. "Det var hyggeligt at møde dig, jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende" sagde han. Jeg gav ham bare et svagt smil som svar, inden vi gik ud af døren.

Note:
Jeg håber i kunne lide kapitlet, og jeg håber ikke det var for forvirrende at der blev skiftet synsvinkel så mange gange, jeg følte bare det var sådan jeg bedst kunne fortælle historien. Tusinde tak fordi i læser med, husk endelig at like og kommentere!