You Are The Sunshine Of My Life

5

Resten af dagen gik faktisk overraskende hurtigt. Vi havde kun 2 moduler mere, dansk og samfundsfag. Da Thomas, min nye samfundsfagslærer, lidt før tid, sagde at vi bare kunne pakke sammen nu, skyndte jeg mig at kigge på klokken. Jeg kunne lige nøjagtig nå det næste tog, hvis jeg skyndte mig.

Jeg smed bøgerne ned i min taske, og smed tasken over skulderen. Jeg vendte mig kort om mod Mads og sagde "Vi ses", og så skyndte jeg mig ud af døren. Jeg gad ikke løbe, det galt trods alt ikke liv og død, så jeg gik bare i et hurtigt tempo.

Måske havde jeg alligevel fejlbedømt tiden, eller også havde jeg bare gået for langsomt, for lige med det samme jeg trådte ind på stationen, og skulle til at tjekke ind, kørte toget. Jeg sukkede svagt, og satte mig så hen på en bænk for at vente på det næste tog.

Jeg sad med mine høretelefoner i ørerne, helt i min egen verden, da der pludselig var en som satte sig ved siden af mig på bænken. Ikke i den anden ende af bænken, lige ved siden af mig. Jeg kiggede en smule chokeret op, og opdagede at det var Thor. "He-hej" sagde jeg usikkert. Jeg prøvede at smile så godt jeg kunne, men jeg var lidt i chok over at det var ham, og nok også en smule genert. Han smilte til mig. "Hej, jeg hedder Thor" sagde han, mens han rakte mig hånden. Jeg tog imod hans hånd: "Jeg hedder Caroline." Jeg hev høretelefonerne ordentligt ud af mine øre, for ikke at være uhøflig. Han nikkede svagt, smilte og kiggede så ligeud igen. Jeg vendte også mit blik væk fra ham.

"Jeg så dig på ØG i dag, går du også der?" spurgte han pludselig. Jeg kiggede igen på ham, og nikkede bare til hans spørgsmål. "Er du lige startet der?" Jeg nikkede igen. "Du siger godt nok ikke meget" sagde han så, mens han smilte svagt. "Undskyld" var det eneste jeg kunne komme i tanke om at sige.

Jeg sad bare og tænkte på hvor dumt det her var. Det var fuldstændig imod mine principper, og det irriterede mig så meget at jeg gav ham magten til at gøre mig så blød i knæene og så genert. Det var åndsvagt overhovedet at prøve på at blive venner med ham, for han var jo alligevel helt sikkert kun ude efter en ting.

"Du skal da ikke undskylde" sagde han smågrinende. "Ja, jeg går på Øregård, jeg går i 2y, og ja jeg startede i dag, jeg er lige flyttet hertil, var det svar nok?" sagde jeg en smule flabet, måske mere flabet end det var ment. Han grinte igen svagt mens han sagde: "Ja, sorry. Det var jo ikke ment på den måde." Derefter fjernede han igen sit blik fra mig, og jeg fjernede mit blik fra ham. Heldigvis kom toget med det samme, for ellers kunne det her godt gå hen og blive ret så akavet.

Vi satte os ikke sammen i toget, men vi sad i den samme vogn, og da damen i højtalerne sagde: "Gentofte station" rejste han sig selvfølgelig også for at gå ud. Jeg tjekkede ud, og gik så hjemad, i et hurtigt nok tempo, til at Thor gik et stykke bag mig.

"Hey, Caroline, vent lige" kunne jeg høre ham råbe bag mig. Jeg stoppede op, og vendte mig mod ham: "Hvad er der?" Han indhentede mig, og han begyndte at gå i almindeligt tempo, jeg gik med ham. "Kan vi ikke starte fra ny? Det var altså ikke meningen jeg ville være påtrængende." "Jo, det er fint nok, du gjorde heller ikke noget forkert og jeg skulle have svaret dig pænere" sagde jeg. Han nikkede som svar.

"Men hey, det der i går, det glemmer vi bare, ikk?" sagde han pludseligt. Jeg kiggede stadig lige ud i luften, sank den klump jeg havde i halsen, og nikkede svagt som svar. Vi var nået til mit hus, så jeg stoppede op. Thor stoppede også op, og jeg skulle lige til at gå ind, men jeg stoppede, og vendte mig mod ham. "Hvorfor egentligt det?" sagde jeg, med et svagt smil. Han kiggede lidt ned i jorden, og kiggede så op på mig igen. "Det var måske en smule kikset, og det virkede heller ikke så godt" sagde han med et skævt smil. Mit smil blev større, mens jeg sagde: "Jeg synes det var sødt" jeg begyndte at gå mod døren, men vendte mig så om og afsluttede sætningen: "Og det virkede på mig." Han smilte til mig inden han gik videre.

Jeg låste mig ind, og med det samme jeg havde lukket døren, lænede jeg mig op af den, og pustede tungt ud. Det der var langt over min normale grænse, og ikke noget jeg normalt ville have sagt. Jeg smilte for mig selv. Jeg var alligevel lidt glad for at jeg gjorde det, og en smule stolt af mig selv.

Note:
Så kunne jeg endelig få skrevet endnu et kapitel. Jeg håber i kan lide det, og i må endelig gerne like og kommentere, så jeg kan se at i følger med.