You Are The Sunshine Of My Life

21

Det var mandag morgen og jeg var på vej mod stationen. Jeg havde ikke haft nogen som helst kontakt med Thor siden i går formiddags, og jeg havde heller ikke lyst til det. Det var bedst sådan her.

Anthon havde virkelig været en god ven i går. Vi havde ikke lavet andet end at se en masse Netflix og snakket en hel del. Vi havde også bestilt pizza til aftensmad, og jeg havde virkelig trukket den længe før jeg til sidst var taget hjem.

Jeg havde bare virkelig ikke lyst til at være alene, for det vidste jeg at jeg ville være. Hvis min mor overhovedet var hjemme, ville hun enten arbejde eller sove. Og jeg fik ret. Hun var allerede gået i seng da jeg kom hjem.

Jeg havde ikke sovet særlig godt i nat. Først havde jeg grædt mig selv i søvn, og jeg var endnu engang vågnet op med mareridt. Forskellen var bare, at der ikke var nogen til at trøste mig den her gang. Jeg havde ikke rigtig sovet efterfølgende, så jeg var utrolig træt da mit vækkeur ringede.

Jeg havde ikke gjort særlig meget ud af mig selv, jeg havde meget simpelt bare ikke lyst til det. Den her dag skulle bare overstås, så jeg kunne komme hjem igen.

Jeg frygtede at møde Thor på stationen, så jeg havde timet det med at jeg kom ind på stationen lige da toget kom. Jeg så heldigvis ikke Thor nogen steder, så måske var jeg faktisk så heldig at han skulle møde sent i dag.

Jeg traskede stille den korte vej fra stationen til skolen, og gik direkte ind i min klasse og satte mig på min plads. Jeg kunne slet ikke overskue at snakke med Mads om det her, for jeg vidste godt hvad han ville sige. Han havde haft ret helt fra starten af.

Mads kom ind i klassen og kom hen og satte sig ned ved siden af mig. "Godmorgen" sagde han og smilte til mig. Jeg gav ham bare et kort smil, og kiggede så ned i min mobil igen. "Noget galt?" spurgte han, lidt mere lavt. Jeg kiggede igen op på ham, og rystede så svagt på hovedet. "Bare en lidt begivenhedsrig weekend" sagde jeg. Han nikkede som svar, og fandt sin computer frem. Jeg fandt også min frem og i samme sekund kom vores historielærer ind i klassen.

Det føltes som om at timerne sneglede sig afsted. Da det endelig blev spisepause fandt jeg min madpakke frem, men valgte at blive sidende i klassen.

Jeg var slet ikke i humør til at sidde sammen med de andre, og jeg ville også helst undgå deres spørgsmål. De vidste godt at jeg havde været til fest med Thor og hans venner, så jeg vidste godt hvad samtalen ville komme til at handle om, hvis jeg gik med.

De undrede sig heller ikke over at jeg blev sidende, gik bare uden at spørge. Jeg var lettet, men få sekunder efter at klassen var tømt for mennesker, kom Mads tilbage.

"Hey, skal du ikke med?" spurgte han. Jeg rystede bare på hovedet, og tvang et lille svagt smil frem. "Ikke i dag." Mads ændrede ansigtsudtryk og kom helt hen til mig. Han satte sig på bordet foran mig. "Caroline, hvad sker der? Hvad er der lige sket i weekenden?" Jeg rystede endnu en gang på hovedet. "Jeg gider ikke snakke om det, det kan være lige meget." Jeg kiggede ned i bordet og tog en bid af min sandwich.

"Er det Thor?" spurgte Mads så. Jeg stoppede med det samme med at tygge, og kiggede op på ham igen. Pis. Det var det eneste han ikke måtte spørge om, det eneste han ikke måtte nævne. Jeg kunne mærke at mine øjne endnu engang blev våde, og tårerne pressede på for tusinde gang i det sidste døgn.

Jeg lagde sandwichen fra mig, og tyggede de sidste par bidder af det jeg allerede havde i munden. Jeg kunne umuligt skjule det her for ham, så jeg endte med at nikke svagt. "Men lad være med at sige 'hvad sagde jeg', for jeg ved det godt" mumlede jeg.

Jeg lænede mig ind over bordet, støttede mine albuer og lagde mit hoved i mine hænder. Jeg sukkede dybt. "Jeg skal nok lade være, men vil du ikke nok spise med os så?" spurgte Mads. Jeg kiggede op på ham igen og nikkede så. Jeg rejste mig, og vi gik mod kantinen.

Da vi trådte ind i kantinen var det første mine øjne strejfede selvfølgelig Thor. Og ikke bare Thor, helt præcist var det Thors blik der fangede mine øjne.

Vi holdt øjenkontakten i et kort sekund, men det føltes som en evighed. Det gav et sug i maven, og jeg kunne mærke at jeg fik det fysisk dårligt.

Da jeg slap Thors blik og sammen med Mads, gik mod bordet hvor de andre sad, rystede jeg på hovedet af mig selv. Det var så åndsvagt det her. Jeg havde kendt Thor i en uge. Kun en uge, og alligevel havde han mentalt en alt for stor magt over mig.

Hvorfor kunne det påvirke mig sådan? Det irriterede mig så grænseløst, og jeg følte nærmest at jeg havde mistet kontrollen over mig selv, hvilket slet ikke var en vane for lille perfektionistiske mig.

Note:
Det er godt nok længe siden jeg har opdateret, og det er jeg virkelig ked af. Men jeg har bare haft utroligt travlt med 2.g, lektier og afleveringer. Og så har mine weekender været fyldt med 18-års fødselsdage, en gym-fest og faktisk også en Page Four koncert (sorry, jeg er stadig citygirl dybt inde i hjertet, i promise, haha). Desuden har jeg haft rigtig svært ved at skrive det her kapitel. Det er ikke det bedste jeg har skrevet, men jeg syntes det var på tide der kom et, så jeg håber i kan lide det alligevel.