En sommer som ændre alt

Kapitel 58

(Min synsvinkel)

Mig: "Harry det var faktisk det her jeg gerne vil tale med dig om"

Harry: "hvad er der galt?"

Mig: "jeg er taget hjem Hazza helt hjem og vi kommer aldrig til at se hinanden igen vi bor alt for langt fra hinanden"

Min stemme knækkede over og tårerne strømmede ned ad begge mine kender.

Harry: "hvorfor? Vi havde stadig noget af sommeren til at være sammen og så tager du bare hjem unden at fortælle mig det til mig først. Og ikke kun det men pludselig fortæller du mig også at vi aldrig kommer til at se hinanden igen."

Han lød virkelig såret.

Mig: "undskyld Harry men det gjorde bare for ondt at sige farvel og du var sur på mig"

Harry: "hvorfor tog du overhovedet af sted?"

Mig: "jeg ved godt du måske synes vi skulle have snakket om tingene først men det kunne jeg bare ikke. Sofie bad mig tage af sted og hun lovede at jeg ville komme til at bøde for det hvis jeg ikke var væk senest i morgen".

Harry: "hun ville aldrig kunne gøre dig noget så længe vi var sammen. Hvis bare vi havde snakkede om det her noget før havde du slet ikke behøvet at tag hjem"

Mig: " Harry jeg tror det bedre sådan her, for hvis jeg var blevet der ret meget længere tror jeg bare det ville være endnu svære at aldrig skulle se dig igen. Jeg har det svært nok nu, tro mig jeg savner dig virkelig men jeg tror det bare det var den rigtigte beslutning jeg tog."

Harry: "jeg ville virkelig ønske at vi aldrig havde mødt Sofie nogen af os hun har ødelagt det hele."

Mig: "vi kan ikke gøre noget ved det nu Harry det er for sent."

Harry: "intet er for sent og det skal jeg nok bevise D/N."

Efter de ord blev der lagt på. Hvad havde han tænkt sig? Havd mente han? Vi kunne jo intet gøre nu.

(Harrys synsvinkel)

Det kunne ikke være for sent. Jeg skulle virkelig have mig en snak med Sofie og det skulle være lige nu og her.

Jeg stormede alt hvad jeg kunne over mod Anders. Lige nu var jeg så ligeglad med hvad Sofie og Anders lavede for jeg skulle bare snakke med Sofie nu.

Jeg bankede på men der var ingen der åbnede. "Åben jeg ved I er der inde" råbte jeg og hamrede på døren. Døren blev åbnet. Det var Sofie. Hun havde kun et tæppe om sig. "Harry" smilede hun og kastede sig over mig. "Det kan du godt glemme" råbte jeg og skubbede hende væk. "Stille Anders sover" hviskede hun. "Jeg er så ligeglad med Anders" sagde jeg tog fat om hendes arm. Jeg trak hende med ud i haven og holdte fast om hendes arm for at sikre mig hun ikke stak af. "Hvorfor?..hvorfor?..." Råbte jeg. "hvad snakker du om Harry? Hvad sker der?". "Det er din skyld. Det hele. Det var på grund af dig D/N tog hjem". Jeg var virkelig sur. Blodet kogte i mig. "Harry jeg har sagt det. Jeg gjorde det kun fordi jeg ikke ville miste dig". "Nå men det er for sent for du har allerede mistet mig". "Slår du op?" Spurgte hun fornærmet. "Ja Sofie. Helt ærlig hvad regnede du med efter alt det du har gjordt mod D/N". "Fint så har I to også kun fået hvad i fortjener" snerrede hun med øjne fyldte af tåre. "D/N fortjener bedre end det her. Jeg elsker hende. Høre du mig?" råbte jeg og stramte mit grab om hendes arm. "Av Harry...slip mig" skreg hun og prøvede at rive sig løs.

Midt i det hele kom Anders ud. "Slip hende så" råbte han og kom hen mod os.