En sommer som ændre alt

Kapitel 60

(Min synsvinkel)

Jeg kunne høre en masse støj i baggrunden. Pludselig hørte jeg en skrige neeej.

Mig: "Kate hvad sker der?"

Kate: "jeg ringer senere"

Mig: "nej nu Kate hvad sker der?"

Kate: "Harry og Anders er kommet op og slås.... Åhhh nej"

Mig: "hvad nu? Hvad sker der?"

Kate: "Harry mistede koncentration fordi han fik øje på mig.... Av av"

Mig: "Kate stop dem jeg kommer om lidt"

Jeg lagde på og sprang op af sofaen.

"Mormor vi bliver nød til at køre op til Kate lige nu" råbte jeg ude fra gangen. "Hvad sker der?" Spurgte hun. Jeg kunne ikke fortælle sandheden for så ville hun aldrig lad mig tag af sted. Tænk

D/N hvad kan jeg sige? Nå ja Kate. "Øh...Kate har det ikke så godt så vi skal hente hende". "Okay".

Vi satte os bil og kørte.

Hvad havde jeg dog sagt? Nu var jeg jo tvunget til enten at sige sandheden eller få Kate overtalt til at tag med hjem og spille syg.

"Hurtigere" råbte jeg. "D/N slap jeg køre så hurtigt jeg må" sagde hun. Det føles som om vi ingen vejene kom. Jeg var helt oppe at køre og havde virkelig svært ved at falde til ro. Der skulle bare ikke ske Harry noget. "Jeg ved godt vi køre det vi må men det er virkelig vigtigt". " D/N hvad er der galt med hende?".

Vi var nået halvvejs så der var ikke så langt igen men det kunne bare ikke gå hurtigt nok.

"Bare kør jeg forklar senere". "Hvad er der sket?" Spurgte min mormor og satte så farten lidt op. "Det er en virkelig lang historie". "Okay så tager vi den bare senere. Vi er der snart".

Panikken bredte sig i mig. Hvad nu hvis han var kommet alvorligt til skade? Var det, det her han mente med at han skulle bevis at Sofie intet kunne gøre os så længe vi var sammen? For hvis det var, var det hele jo min skyld. En tåre trillede ned ad min kind.

Pludselig kørte min mormor ind til siden. "Det skal nok gå D/N". "Nej. Harry gjorde det her på grund af mig" hulkede jeg. "Hvad snakker du om søde ven? D/N hvad foregår der?". "Harry er oppe og slås med Anders. Jeg bliver nød til at stoppe det" græd jeg. "Nej D/N du skal ikke risikere at komme til skade for det, det må de slev ordne". "Det var mig der startede det så må jeg også stoppe det".

(Harrys synsvinkel)

Jeg krummede mig lidt sammen men rette mig hurtigt op igen.

"Du siger jeg er sindssyg se lige på dig selv. Du gik i seng med Sofie mens Sofie og jeg var kæreste og du viste det godt og for at det ikke skulle være nok bortførte du D/N". "Du skulle nødig snakke med alle de gange du har banket Sofie. Ærligt talt så forstår jeg godt hun skred fra dig".

Hvad snakkede han om? Jeg har aldrig banket Sofie og kunne heller aldrig finde på det. Måske var jeg rasende på hende men jeg ville aldrig gå så langt som at slå hende. Hvordan kunne han overhovedet tro det. Han kendte mig jo timelig godt eller ikk'? Havde Sofie virkelig fortalt sådan noget til ham?

"Hvad snakker du om jeg kunne aldrig finde på at slå hende". "Drop det Sofie har fortalt mig det hele" råbte han.

Jeg så over på Sofie. Hvorfor Sofie? Anders tog fat om min arm og trak mig væk da jeg var på vej over i mod Sofie. Jeg skubbede ham hårdt i brystet så han mistede balancen og faldt. Hurtigt kom han op og stå. "Anders vi har kendt hinanden i fire år nu. Du burde vide jeg aldrig kunne finde på at slå hende". "Sig det til de blå mærker hun har på hele kroppen" råbte han og slog mig i maven med en knytnæve.