En sommer som ændre alt

kapitel 23

(Min synsvinkel)

"Det var bare Sofie der ville høre om jeg var okay" sagde jeg da jeg var nået ud i køkkenet. "Kate jeg tager lige ned til stranden og gå ind tur hvis det er okay med dig?" Sagde jeg. "Selvfølgelig" sagde hun.

Jeg tog terrassesdøren da den var tætteste på stranden.

Hvordan skal jeg fortælle det hele til Kate, det lyder jo fuldstændigt sindssygt.

Jeg gik lidt langs vandkanten før jeg gik op og satte mig i sandet.

Jeg ville aldrig kunne se Harry igen. Jeg ville aldrig få chancen for at snakke med ham og igen og mulighed for bare et godt venskab ville også løbe ud i sandet.

Tårnene strømmede ned ad mine kinder. "Hvad skal jeg gøre?" Hviskede jeg til mig selv. "Du blive nød til at overtale Kate til at tage hjem i over morgen og droppe kontakte med Harry allerede nu" hulkede jeg. Hvis folk kunne høre mig nu ville de tro jeg var sindssyg fordi jeg sad og snakkede med mig selv, men sandenheden var bare den at jeg havde brug for at høre ordne og ikke kun tænke dem.

(Harrys synsvinkel)

Da Sofie var væk tog jeg mig mod til at gå hen og banke på. Der gik lidt tid før døren blev åbnet. Jeg blev lidt skuffet da jeg så det var Kate jeg havde virkelig regnet med at se D/N.

"Hejsa Harry" smilede hun. "Hejsa Kate hvordan har D/N det?" Spurgte jeg. "Hun siger hun har det fint men hun lige gået en tur ned til stranden hvis du gerne vil snakke med hende" svarede hun og smilte. "Tak for hjælpen Kate" sagde jeg og satte i løb ned mod stranden. "Det var så lidt" råbte hun efter mig.

Da jeg nåede ned til stranden var hun ingen steder at se. Jeg kiggede mig lidt omkring og opdagede så en skikkelse sidde i sandet et stykke henne som lignede D/N. "D/N?" kaldte jeg og løbe hen mod skikkelsen. Pigen løftede hovedet og så viste jeg med sikkerhed at det var D/N.