The distance says a lot

Hvem var det?

Jeg løb over til pigen. "Er du okay?" Spurgte jeg hende. Hun nikkede, men havde alligevel nogle tårer i øjnene. "Hvad skete der?" Spurgte Martine pigen, da Martine og Chris var kommet over til os. "Jeg faldt over en af min brors sko" sagde pigen og pegede op på trappen med de 4-5 trin hun var faldet ned af. Jeg hjalp hende op at stå, og hjalp hende med at komme hen til døren. "Mange tak" sagde hun og smilede til mig. Jeg smilede tilbage, og vendte mig rundt for at gå. Martine og Chris vendte sig også rundt, og lige da vi kom ud af pigens indkørsel, kom der 2 drenge og en mand gående forbi os. Den ene dreng kiggede hurtigt på mig, og gik ellers videre med den anden dreng. Manden kom hen til os. "Hej, hvad kan jeg gøre for jer?" Spurgte han. "Øhm, ikke rigtig noget, vi så en pige falde og hjalp hende bare hen til trappen" sagde jeg. "Stakkels barn. Men mange tak for at I gad at hjælpe hende, det var virkelig sødt af jer" sagde manden. Jeg smilede. "Vi må nok til at komme videre, men farvel" sagde jeg og gik videre. "Farvel" sagde manden.

"Hvem var det?" Spurgte Martine. Jeg kiggede på hende. "Det ved jeg ikke, måske at det var pigen der faldt's far" sagde jeg. "Så du de to drenge der gik forbi os?" Spurgte Martine igen. "Ja, jeg så dem godt" sagde jeg.

Da vi kom hjem igen var det først til spisetid. Mor havde skrevet at vi skulle til at komme hjem, fordi vi skulle have aftensmad. Vi havde ellers fundet en stor offentlig græsplæne, hvor vi spillede fodbold. Chris havde været så klog, og tage hans bold med. Han gik næsten ingen steder uden hans bold.

"Hvor var I så gået hen? I har været væk i 2 1/2 time?" Spurgte mor. "Vi var henne på en græs plæne og spille" sagde Chris. De voksne nikkede. Da vi sad og spiste snakkede de voksne sammen. "Imorgen kommer faster, onkel Zack, William, Patrick og Melia" sagde farmor og kiggede på Martine, Chris og jeg. Vi begyndte at smile, da vi elskede når de kom.

Efter maden satte vi os over i sofaen, og så lidt tv.

"De der drenge der tidligere, så de ikke lidt bekendte ud?" Spurgte Martine mig. Jo, det gjorde de da egentlig nu hvor hun siger det. "Det er vel bare nogle vi har set her på gaden?" Sagde Christopher. "Jeg tror Christopher har ret. Hvor skulle vi have set dem henne, hvis det ikke har været i Trofors?" Sagde jeg. Martine nikkede lidt. "Jeg synes nu bare at have set dem et andet sted også" sagde hun igen. Hun havde ret, men hvor? Det kunne jeg ikke lige få til at passe sammen. Vi så videre på den film der var i fjernsynet, og tænkte ellers ikke mere over det.

5 minutter efter, ringede det på døren. Farmor gik ud og åbnede. Hun kom ind igen 10 sekunder efter ca. "Det er til jer" sagde farmor til Martine, Christopher og jeg. Vi slukkede tv'et og rejste os. Hvem ville have fat i os? Og så lige nu? Klokken var jo halv syv om aftenen.