The distance says a lot

"Slip mig"

Det var mærkeligt? Jeg forstod ikke hvordan han kunne sende sådan et billede, og så smile flirtende bag efter? Clara, Michelle og jeg sad og spillede ludo, da far lige pludselig ville sige noget. "Vi går over på fodboldbanen og spiller. Ville I med?" Spurgte far os. "Hvem er vi?" Spurgte jeg. Lige da jeg spurgte kom Marcus, Martinus, William og Christopher ud fra deres værelse. "Nej tak" sagde jeg. "Jeg nåede ikke engang at sige med hvem" sagde far, og kiggede lidt underligt på mig. Jeg rystede på hovedet. "Ellers tak" sagde jeg. Jeg gik forbi drengene, imens pigerne gik med mig. Jeg strejfede Martinus's arm. Jeg trak hurtigt min arm til mig. "Hvad er der sket?" Kunne jeg lige nå at hører Marcus hviske til Martinus, inden jeg gik ud af hoveddøren og hen af gaden. Jeg skulle godt nok ikke være tæt på ham. Heller ikke selvom jeg var helt skudt i ham. Jeg fik tårer i øjnene. Hvordan kunne han? Pigerne kom op på siden af mig. "Han fortjener ikke din opmærksomhed, så det er godt at du er så kold overfor ham" sagde Michelle. Jeg stoppede om. Jeg krammede pigerne, og de krammede mig tilbage. De var seriøst de bedste veninder i verdenen. "Jeg elsker jer simpelthen så mega meget!" Sagde jeg til dem i krammet. "Vi elsker også dig" sagde de, og stoppede krammet. Clara tog sine hænder op, og tørrede mine tårer væk. "Han er en nar, især når han ikke kan se hvor mega skøn du er!" Sagde hun. Michelle kiggede om bag mig. "Jeg tror vi skal til at gå videre hvis vi ikke skal møde dem" sagde Michelle. Jeg kiggede mig over skulderen, og kunne se drengene og far komme gående. Pigerne og jeg begyndte at gå videre. "DN" var der en der kaldte. Jeg vendte mig rundt, og så William komme løbende. "Hvad?" Sagde jeg da han kom tæt nok på mig til at kunne hører mig. "Vent, har du grædt?" Spurgte han. Jeg kiggede lidt væk. "Hvad er der sket?" Spurgte han. "Det er ligemeget. Hvad ville du?" Spurgte jeg. "Hvorfor ville du ikke være med til fodbold? Du plejer altid godt at ville være med til fodbold?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Du kan jo eventuelt starte med at spørger dine venner" sagde jeg. Han drejede hovedet og kiggede om på Marcus og Martinus. "Hvad mener du" spurgte han så. Jeg rystede opgivende på hovedet, og vendte mig rundt, og gik videre sammen med pigerne.

Da vi havde gået i 5 minutter fandt vi en bænk, hvor vi satte os. Vi sad og snakkede i en halv time ca, da drengene kom. Min far var ikke med, og det var Christopher heller ikke. De var nok gået hjem. Marcus, Martinus og William kom tættere og tættere på. Til sidst stod de ikke mere end 5 meter fra os. "Hvad sker der?" Spurgte Marcus. Jeg rejste mig op, og det samme gjorde pigerne. Vi begyndte at gå væk fra dem, jeg skulle godt nok ikke snakke med Martinus. William tog fat i min arm da jeg gik forbi ham. "Slip mig" sagde jeg. "Forklar hvad der er galt" sagde han. "Kan du ikke bare slippe mig?" Halvråbte jeg med tårer i øjnene. "Hvad er det der sket?" Spurgte Martinus. "Prøv at spørg dig selv?!" Halvråbte jeg til ham. "Jeg ved ikke hvad jeg har gjort?!" Halvråbte Martinus. Jeg rystede på hovedet. William slap min arm. Jeg begyndte at løbe.. Væk.. Væk fra dem. Væk fra alt og alle.. Selv pigerne.. Jeg kunne bare ikke overskue noget lige nu.

Da jeg havde løbet i 10 minutter fandt jeg et sted hvor der ikke var nogle. Jeg tog min mobil frem, og så at jeg havde 10 ubesvaret opkald fra pigerne, og 24 ubesvaret beskeder fra drengene. Jeg lagde mig i græsset. Jeg lod tårerne få frit løb. Det var en rar følelse, endelig at kunne græde uden folk ville spørger hvad der var sket. Pludselig var der en der kaldte på mig. Jeg kunne kende stemmen, men jeg kunne ikke løbe mere. Jeg følte mig helt fortabt.