The distance says a lot

Hemligheden

Jeg vågnede tidligt næste morgen. Jeg kiggede på min mobil. Den var kun 05.34. Hvordan kan det være, at jeg vågnede så tidligt? Jeg tog noget tøj på, og gik ud af teltet. Jeg tog mine sko og min jakke på, og besluttede mig for at gå rundt i Trofors. Jeg gik stille og roligt rundt. Himlen var næsten helt lyserød, for solen var på vej op. Der var helt stille i Trofors. Det var faktisk meget rart, eftersom jeg næsten kun havde set Trofors, imens der var liv i byen. Med biler, lidt cykler og børn der legede på de mindre veje, og i haverne.

Jeg gik hen til det sted hvor Martinus fandt mig igår. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvordan jeg noglesinde skulle få det fortalt? Ja, jeg havde vidst en lille hemlighed, som der ikke var særlig mange der kendte til. Altså når jeg er ked af det, og ligesom skal sige farvel til folk, så får jeg det virkelig dårligt, og nogle gange får jeg sådan en slags smerte i mit bryst, som kan gøre så ondt, at det eneste jeg ønsker, er at komme væk. Men jeg aner ikke hvordan jeg skulle få det sagt til Martinus. Han ville vel sikkert tro at jeg var blevet sindssyg. Jeg ved godt at der er 6 dage til vi skal hjem, men jeg begynder allerede at tænke over, hvordan jeg skal få det sagt, så de ikke tror jeg er sur på dem. Det er også derfor at jeg har svært ved at skabe nye venskaber, for jeg ved det ender med et farvel.. Eller, det er der nogle der gør, og jeg har været så uheldig, at de fleste af mine venskaber ender i vasken.. Jeg er heldigvis så mega heldig at have Clara og Michelle, og de ved nemlig godt, at jeg får de 'udbrud' en gang imellem, og bare føler mig interview, og er meget skrøbelig.

Jeg sad på græsset i ca 2-3 timer vel, og bare sad og tænkte. Nogle gange var det bare meget rart. Pludselig ringede min mobil, og brød den dejlige stilhed, som var her. Jeg tog den frem, og kiggede på den. Det var mor. Jeg tog den.

Samtale:
Mig: Hej mor
Mor: Hej skat, hvor er du?
Mig: Øhm, jeg sidder på en bakke
Mor: Hvorfor det?
Mig: Jeg vågnede inden jer andre, og besluttede mig bare for at gå en lille tur
Mor: Nårh, okay. Hvornår kommer du hjem? Klokken er kvart i ti (09:45). Vi er næsten alle oppe, bortset fra drengene
Mig: Okay, så kommer jeg hjem nu
Mor: Det er godt skat, så ses vi om lidt
Mig: Ja. Farvel
Mor: Farvel
Samtale slut

Jeg begyndte at gå hjem af, og lige præcis klokken 10.00, var jeg hjemme. Jeg gik ind af døren, og tog mine sko og overtøj af, og gik ind i spisestuen til de andre. "Hej min pige. Var det en god tur?" Spurgte farmor. Jeg nikkede og satte mig ned. "Var Martinus med?" Spurgte William og blinkede til mig. "Hvor er du sjov, det må jeg sige" sagde jeg, og håbede på at de voksne ikke havde set, at han blinkede til mig. De skulle bare ikke lige finde ud af, at der var noget mellem Martinus og jeg.

Da vi var færdige med at spise, besluttede vi os for at gå ned til søen for at bade. Pigerne havde heldigvis taget badetøj med. De vidste jo også godt at der ligger en sø tæt på min farmor og farfar. Vi skiftede til badetøj, tog et håndklæde rundt om os, og gik ned til søen. Drengene var allerede gået derned, men de skulle jo også kun have badebukser på. Vi lagde vores håndklæde, og gik over til søens kant og stillede os. "Hvor er William?" Spurgte jeg. Jeg nåede kun lige at snakke færdig, da der var nogle som skubbede mig i vandet. Af ren refleks tog jeg fat i pigerne, og kom til at trække dem med ned. "DN!" Sagde de. Jeg begyndte at grine. Jeg vendte mig rundt mod drengene, og nåede lige at svømme lidt ud, da der var nogle som kom springende over mig og pigerne, og sprøjtede os lige op i hovedet. Da personerne kom op, så jeg at det var Marcus og Martinus. "William var ovre for at spørger om de ville med ned og bade" sagde Christopher og grinede fjoget. Jeg smilede falsk til ham. "Hej piger" sagde Marcus og Martinus. "Jamen hejsa" svarede vi. Vi svømmede rundt omkring, og da vi havde svømmet i hvad? 5 minutter ca, kunne jeg mærke en arm rundt om mig. Jeg drejede mit hoved, så jeg så på personen, og så at det var Martinus. Der gik ligesom et sus igennem mig. Det var en helt ubeskrivelig følelse at være forelsket. Jeg håber ærligt, at ALLE piger skal opleve den følelse. Jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, men turde jeg? Jeg mener, foran alle de andre? Marcus kiggede hen på os, og smilede. Jeg smilede tilbage. William og Christopher legede vandkamp, og pigerne var ved siden af Martinus og jeg. Det var faktisk kun Marcus der havde opdaget, at Martinus havde lagt sin arm rundt om mig, men ærligt, så tror jeg også Martinus har fortalt ham det. Jeg drejede hovedet, og kyssede ham. Efter like 30-40 sekunder, brød jeg kysset. Jeg kiggede på pigerne, som bare stod og stirrede på mig. De andre drenge kiggede også hen på os. Men det var rart endelig at kunne vise de andre, at han var blevet min.