The distance says a lot

Finally

Stemmen kom nærmere og nærmere. Jeg satte mig op, og så Martinus. "DN, hvad er det jeg har gjort?" Sagde han stille. Jeg prøvede at lades som om jeg ikke havde hørt ham. "Jeg ved du hørte hvad jeg sagde.. Ville du ikke bare forklare?" Tilføjede han. Jeg kiggede på ham. "Du ved jo godt hvad du har gjort, lad nu vær' med at spille dum" sagde jeg. Der var lidt stille."Nej DN, jeg ved ikke hvad jeg har gjort?" Sagde han så. "Du ved jo godt at jeg er helt væk i dig! Og så at du sender sådan et billede?!" Råbte jeg til ham, med tårerne løbende ned af kinderne. "Er du forelsket i mig?" Sagde han. Jeg kiggede væk. "Ja jeg er så! Og så er det ikke specielt sjovt for mig, at få sådan et billede!" Råbte jeg til ham igen. "Hvilket billede?" Spurte han. Hvordan kunne han være så rolig, når jeg selv stod og næsten var grædefærdig. Jeg tog min mobil frem, gik ind på billedet, og kastede min mobil over til ham. Han samlede min mobil op, og kiggede på billedet. "Det er en af Marcus's veninder.. Hun ville have et billede, og det fik hun.. Efter det ville hun gerne låne min mobil til at ringe til hendes mor. Jeg syntes at det var lidt mærkeligt, da hun jo bare kunne låne Marcus's mobil, men jeg gav hende lov, og hun gik ud i gangen med min mobil..DN, hun har været forelsket i mig, og ville vel gøre dig jaloux.." forklarede han. "Det er jo dig jeg er forelsket i" tilføjede han. Vent, hvad? Var Martinus forelsket i mig? Jeg troede at jeg bare var en sommer flirt for ham.. jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. "Hvor er jeg dog bare åndssvag? Undskyld..." sagde jeg så. Han kom hen til mig, tog sine hænder og løftede mit hoved op. Han kiggede mig i øjnene, og sagde så: "DN, ville du ikke please sige ja? Jeg kan altså ikke gå rundt og se på dig længere, uden at du er min" sagde han. Jeg smilede til ham, og kyssede ham. Jeg brød kysset, og lagde mit hoved på hans skulder. "Jeg elsker dig jo DN" sagde han. "Jeg elsker også dig" sagde jeg. Sådan stod vi i lidt tid. Det var rart at vide, at han endelig var min. "Hvordan fandt du mig egentlig?" Spurgte jeg. "Jeg sagde til de andre at de bare kunne gå hjem, jeg havde brug for at gå lidt og tænke over hvad jeg havde gjort. Så gik jeg rundt og ledte, og så fandt jeg dit armbånd som du må have tabt, og så gik jeg den vej. Jeg ville finde dig" sagde han. Jeg mærkede på min arm, og kunne godt mærke at min armbånd ikke var der. Han tog sin hånd ned i hans lomme, og gav mig mit armbånd på. "Tak" sagde jeg.

Vi gik stille og roligt tilbage. Hånd i hånd. Da jeg kunne se farmor og farfars hus, slap jeg Martinus's hånd. "Der er ingen hjemme, kun Marcus, William og dine veninder. De andre kørte vidst op i en eller anden skov" sagde Martinus. Jeg nikkede.

Vi gik indenfor, og lige så snart jeg åbnede døren ind til stuen, kom Clara og Michelle løbende hen til mig. "Hvor var du?" Spurgte Clara. Jeg kiggede på hende og Michelle. "Jeg havde bare lige brug for lidt luft" sagde jeg. De nikkede forstående. Pludselig bankede det på hoveddøren. Hvem kunne det være? De andre ville da ikke banke på. Jeg gik ud og åbnede, og så hende pigen som var kommet ud fra Marcus og Martinus's hus. "Øhm hej?" Sagde jeg og kiggede lidt underligt på hende. "Hvad ville du?" Spurgte jeg. Lige da jeg havde spurgt, kunne jeg hører en bag mig. Jeg vendte mig rundt og så Martinus. "Hvad vil du?" Spurgte han. "Jeres forældre sagde at I var her, så jeg kom over for at spørger om jeg måtte være sammen med jer" sagde hun, og snakkede til Martinus. Han rystede på hovedet. "Du skal gå nu" sagde Martinus. Jeg kiggede op på hende. "Det er din skyld. Hvis du ikke havde været kommet, så ville han have været min nu" hviskede hun til mig, så kun jeg kunne hører det. Hun vendte rundt og gik. Jeg lukkede døren, og gik med Martinus ind i stuen igen. "Hvem var det?" Spurgte Marcus. "Din veninde" sagde Martinus. Marcus kiggede undrende. "Hvad ville hun?" Spurgte han så. "Være sammen med os, men jeg sagde nej, og jeg fortæller dig hvorfor senere" sagde Martinus. Marcus nikkede.

Timerne gik, til sidst blev klokken 18.23. "Vi skal hjem nu, mor har lige skrevet" sagde Marcus. Martinus nikkede. Vi rejste os, og fulgte dem ud i gangen, hvor de tog deres sko og jakke på. "Farvel, vi ses vel imorgen?" Sagde Marcus, og vi nikkede. "Vi ses" sagde Martinus, og strejfede min arm bevidst, kiggede på mig, og smilede. Jeg smilede tilbage.

Da de var gået, gik der ikke mere end 5 minutter, før vores forælder og farmor og farfar kom hjem.

Vi hyggede os med dem resten af aftenen.