The distance says a lot

Hospitalet

"Hvad er der sket? Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg og kiggede på de slanger der var ved min arm, og så op på mor igen. Mor kiggede på mig. "Du har fået en slags knude i maven. Lægerne ved ikke hvorfor, for denne knude du har fået, er der ikke særlig mange der har. De siger at du skal tage 2 forskellige slags piller for at få den løsnet op igen" fortalte mor. Jeg kiggede væk, og kom til at tænke på Martinus. Gad vide om han vidste, at jeg var på hospitalet lige nu. Jeg lukkede mine øjne, og faldt næsten i søvn med det samme. De slanger eg havde fået i armen, gjorde så jeg blev beroliget, og så blev jeg automatisk træt.

Jeg vågnede ved lyden af nogle der snakkede. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede rundt, og fik øje på far, Clara, Michelle og Willliam. "DN" sagde Michelle som den første da hun fik øje på mig. Hende og Clara kom over til min seng. "Hvordan har du det?" Spurgte Clara. "Okay, jeg er lidt træt" sagde jeg og smilede lidt til dem. "Hej skat. Hvad er det med dig? Det er da ikke så godt?" Sagde far. "Det ved jeg da ikke" sagde jeg og smilede til ham. Min far og jeg havde altid et eller andet at sige til hinanden. Ligemeget hvilken situation vi var i. Min mor smilede til mig. "Skal vi gå ned og hente noget kaffe?" Spurgte mor og hentydede til min far. "Ja" sagde min far, og gik med hende ud. William stilte sig over på den anden side af sengen. "Hvordan har de andre det?" Spurgte jeg, og hentydede til dem der var hjemme hos farmor og farfar. "Martinus er sindssygt bekymret for dig" sagde Michelle og grinede lidt. "Hvad? Har de allerede fået det af vide?" Spurgte jeg. "De hørte ambulancen, og så den dreje ind hos mormor og morfar, og så kom de ud, og så dig ligge på båren, og kom over til os. Jeg vågnede da din mor råbte det der med at nogle skulle ringe efter en ambulance, så jeg var kommet op da ambulancen kom" sagde William. (Ja, jeg har skrevet mormor og morfar, men det er fordi at det er William's mormor og morfar). Jeg nikkede stille og roligt. "Hvad skete der?" Spurgte Clara. Jeg kiggede op på hende. "Jeg vågnede med ondt i maven og gik indenfor, og så faldt jeg om" sagde jeg. Det var egentlig ret underligt, for som vidt jeg kan huske, er jeg aldrig faldet om eller besvimet før.

Der gik 2 timer, og klokken blev tre (15). Der kom en læge ind. "Ja, DN. Nu har vi jo kigget på nogle prøver, og det viser sig, at du godt må tage hjem nu" sagde han. Jeg smilede. "Tak" sagde jeg så. Lægen gik igen, og mor fandt mit tøj, og kastede det over til mig. Jeg havde fået hospitalstøj på, eftersom de ikke vidste hvor længe jeg skulle være der.

*Martinus's synsvinkel*

Det var helt vildt underligt, og jeg var meget bekymret for DN. Jeg forstod ikke hvorfor hun var blevet hentet, og der var ikke nogle som havde sagt noget til mig. Jeg sad alene inde på mit værelse. Jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke med nogle. Pludselig bankede det på min dør. "Jaer?" Sagde jeg lidt tøvende. Please, sig at det var Marcus, og ikke mor eller far. Døren åbnede og Marcus kom ind. "William har lige skrevet. DN kommer hjem igen idag" sagde han og sendte et smil til mig. Han vidste godt hvor bekymret jeg var. Han vendte rundt og gik ud igen, uden at lukke døren, men det var faktisk ret ligemeget lige nu. Jeg var bare glad for at DN kom hjem igen. Jeg ved godt hvor træls det kan være at ligge på hospitalet, uden noget at lave.

*DN's synsvinkel*

Vi kom kørende ind i Trofors. Det var rart at kunne se farmor og farfar's hus. Da vi kørte forbi Marcus og Martinus's hus, kiggede jeg op. Jeg kunne se Marcus og Martinus stå i hoveddøren, og de begyndte at gå hen imod farmor og farfar's hus. Far drejede ind i indkørslen, og slukkede bilen. Vi gik ud, og mor og far gik ind. De havde ikke set at Marcus og Martinus gik over mod huset. Da jeg fik øje på Martinus løb jeg over til ham, og hoppede op og krammede ham. "Hej DKN" sagde han i krammet. Jeg slap ham igen. "Hej" sagde jeg og smilede til ham. "Hej Marcus" sagde jeg og grinede lidt, da jeg gav ham et lille kram. "Halløj" sagde han, også med et lille grin. "Hvad så? Har du det bedre?" Spurgte Marcus så. "Jae" sagde jeg lidt tøvende, for jeg havde stadig lidt ondt. "Hvad skete der egentlig? Spurgte Martinus. "Jeg vågnede med ondt i maven og gik indenfor, og så besvimede jeg" fortalte jeg. Han kiggede nervøst på mig. "Men jeg er okay nu" tilføjede jeg lige hurtigt. Han smilede lidt til mig. "Men, skal I så stadig hjem imorgen?" Spurgte Marcus så. "Nej, først i overmorgen" sagde jeg så med et smil. Jeg ville ikke hjem fra Norge. 1, så vidste jeg der ville gå lang tid før jeg så min familie igen, og 2, så ville jeg ikke kunne se Martinus, eller Marcus for den sags skyld, hver dag. Jeg vendte rundt og gik indenfor, og de andre fulgte efter mig.

Vi spillede spil i lidt over 2 timer, og det var virkelig hyggeligt. Jeg glemte helt hvad der var sket tidligere. "Børn, går I ud og tager sko og jakke på?" Spurgte farmor. "Hvorfor?" Spurgte Martine. "Vi skal over og spise hos Gerd-Anne, Kjell-Erik, Emma og drengene" sagde hun og smilede til Marcus og Martinus. Det lignede ikke at drengene vidste det, men altså, vi vidste jo heller ikke særlig meget omkring de aftaler vores forældre lavede.

Vi gik derover, og gik ud i deres have. Kjell-Erik og Gerd-Anne havde dækket op til aftensmad derude, ved siden af en grill. Ærligt, når man lavede mad på en grill, blev det bare 10 gange bedre. Jeg elskede grill mad. Vi sagde hej og satte os ned ved bordet. Efter 10 minutter skulle vi spise.

"Skal vi gå op og spille?" Spurgte Marcus efter vi havde spist. Vi andre nikkede. Det var jo faktisk ret sjovt og hyggeligt sidste gang. Vi spillede FIFA, og pigerne og jeg var på hold, imod drengene. Det var virkelig sjovt, og pigerne og jeg vandt da også nogle af kampene.

Det var utrolig hyggeligt at være sammen med Marcus og Martinus. Tiden fløj bare så stærkt når man var sammen med dem. "DN, Clara, Michelle og William" kaldte mor. "Vi skal hjem nu". Vi gik ned og tog sko og jakke på. Jeg kiggede hurtigt på min mobil, og så at klokken var 22.31. Ja okay, så var det jo forståeligt at vi skulle hjem nu. Vi sagde farvel og tak for idag, og gik så hjem. Jaer, mine forældre gik meget op i, at man skulle sige pænt farvel.

Vi begyndte at gå hjem. Det tog kun sådan, 1 minut, for de boede jo lige ovre på den anden side af vejen. "Skal vi gå i seng?" Spurgte jeg pigerne, da vi kom om i haven. Pigerne nikkede. De så virkelig også trætte ud, og så var jeg også selv ret træt. Vi gik ind og børstede tænder, og så gik vi ud i teltet, og lagde os til at sove.