The distance says a lot

Knuden

"Er I blevet, sådan, kærester?" Spurgte William. Jeg grinede af hans ansigtsudtryk, men lod vær' med at svare ham, for var det ikke tydeligt? Michelle og Clara trak i min arm, så jeg kom væk fra Martinus. De hoppede op af søen, og ville have mig med. Som den gode veninde jeg er, gik jeg faktisk med dem op af søen. Ej, det var faktisk også begyndt at blive lidt koldt nede i vandet. De satte sig på håndklæderne som vi havde lagt. "Er I blevet kærester?" Spurgte Michelle og Clara i munden på hinanden. Jeg nikkede, og begyndte at få lidt røde kinder. "Hvornår? Hvad? Jeg troede du var sur på ham" sagde Michelle. Jeg trak lidt på skuldrene. "Altså, der da jeg løb væk igår, løb jeg op på sådan en slags bakke noget, og der fandt Martinus mig, og så fortalte jeg ham hvad han havde gjort, og ja, så spurgte han mig om jeg ville være hans efter et stykke tid" sagde jeg og smilede over hele ansigtet. "Ihhhh" sagde de. Lige pludselig kom der et plask. Jeg drejede mig hurtigt om,og så at det var Martinus som var faldet i vandet igen, imens Marcus, William og Christopher stod ved kanten og grinede af ham. Jeg tænker at de havde skubbet ham. "Marcus!!" Råbte Martinus da hans hoved kom op af vandet igen. "Det her betyder krig!!". Jeg begyndte at grine, og det samme gjorde pigerne. Han kom da op af vandet igen, og stod skubbede lidt til Marcus, så de tilsidst begge to faldt i igen.

Efter vi havde snakket i ca 30 minutter nede ved søen, besluttede vi os for at gå tilbage. Vi havde været dernede i lidt over 2 timer. Da vi kom tilbage sad de voksne og snakkede med Kjell-Erik og Gerd-Anne. "Hej unger" sagde far. Jeg løftede bare hånden som hej. Pigerne og jeg gik ind i teltet, og tog noget tørt tøj, og gik ind på toilettet for at skifte. Da vi kom ud derfra, kom William hen til os. "Ville I med over til Marcus og Martinus?" Spurgte han. "Ja" svarede vi næsten i kor. Marcus og Martinus var gået hjem da vi gik ind og skiftede, eftersom at de også skulle skifte. Vi gik derover, og åbnede døren, da Kjell-Erik havde sagt vi bare skulle gå ind. Vi kunne hører drengene ovenpå. "Martinus, hvorfor kan du ikke bare indse det?" Spurgte Marcus. "Du fatter intet" sagde Martinus. Vi kom op af trappen. "Hvad sker der?" Spurgte William. De kiggede over på os. "Intet" sagde Martinus og smilede. Nu blev jeg altså lidt nervøs. "Sikker?" Spurgte William. De nikkede. "Og William nu må du gerne gå længere frem, så vi også kan komme op af trappen" sagde jeg til ham. Han kiggede om på os, og gav os et lille skub. Jeg nåede ikke at fjerne mit ben, så jeg faldt ned af trappen, og landet lige på mit knæ. Jeg har knæskade, btw. "AV WILLIAM DIN KÆMPE TINGEST" råbte jeg. Han kom halvløbende ned af trappen til mig, og satte sig på trappen ved siden af mig. "Det må du virkelig undskylde DN! Det var ikke meningen at du skulle falde" sagde han bekymret. De andre kom også ret hurtigt ned til mig. Jeg begyndte at grine. "DN, hvordan kan du grine? Jeg har lige skubbet dig ned af trappen" sagde William nervøst. "Det er bare den måde I kigger på mig på" sagde jeg og grinede videre. "Jeg er okay" sagde jeg og smilede til ham da jeg var færdig med at grine. Han hjalp mig op at stå, og kiggede om på Martinus, som stod lige bag ham og kiggede. "Nåh, men hvad skal vi lave?" Spurgte William. Vi andre trak på skuldrene. "Hvad med at spille FIFA?" Spurgte Martinus. "Tjo" sagde jeg. Pigerne nikkede. Når pigerne og jeg var sammen hjemme i Danmark, spillede vi faktisk nogle gange FIFA. Vi gik op på Marcus's værelse, og begyndte at spille. Vi spillede i et par timer, indtil vi skulle hjem. Jeg krammede Martinus, og sagde farvel. Jeg elskede hans kram.

Da vi kom hjem, var klokken ca 19, så vi gik ind og spiste aftensmad.

Dagene gik, og William, Clara, Michelle og jeg, var meget sammen med Marcus og Martinus. Nogle gange var Martine og Christopher med, men det var ikke sådan at de var hver gang.

5 DAGE SENERE:

Jeg slog mine øjne op. Jeg havde en underlig følelse i maven. Det føles som en knude. Jeg tog hurtigt noget tøj på, og skyndte mig ellers indenfor. Mor, farmor og faster sad ved køkkenbordet. "Godmorgen skat, hvorfor er du så tidligt oppe?" Spurgte mor. "Jeg har virkelig ondt i maven" sagde jeg. Farmor kiggede over på mig. "Hvordan ondt?" Spurgte mor, og kiggede på mig. "Det føles som en knude der bliver ved med at blive strammere og strammere" sagde jeg, og en tåre løb ned af min kind. "Kom lige herover" sagde mor. Jeg tog et skridt, og så begyndte det at flimre for mine øjne. Jeg tog et lille skridt mere, og pludselig blev alt sort. Jeg kunne hører at mor kom hurtigt over til mig, og jeg kunne hører at hun råbte at nogle skulle ringe efter en ambulance.

Jeg prøvede at slå mine øjne op, men jeg kunne ikke. Jeg prøvede så at løfte min hånd, men den var for tung. Pludselig så jeg et slags sværd komme lige imod mig. Jeg fik sådan et stort chok, at jeg fik sat mig op, og fik åbnet mine øjne. Jeg prøvede at skrige, men kunne ikke. Jeg kunne dårligt nok få vejret. Jeg kunne se mor i øjenkrogen, skynde sig hen til min seng. Der kom 2 læger løbende ind. De startede sådan en slags maskine, og efter 10-20 sekunder kunne jeg stille og roligt trække vejret igen. Jeg lagde mig langsomt tilbage i sengen. "Hvad skete der?" Spurgte mor. Jeg kiggede hen på hende og lukkede stille mine øjne. Efter 2 minutters tavshed, sagde lægerne så: "Det var tæt på.. Jeg tror.. Jeg tror at hun fik snydt døden" sagde en mandlig stemme, som højst sandsynlig tilhørte en af lægerne. Jeg åbnede stille mine øjne. De kiggede alle hen på mig. Mor begyndte at kramme mig, med tårer i øjenene. Lægerne gik ud igen. "Mor... Hvad skete der? Hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg.