The distance says a lot

Kampen hjemme ved dem

I døren stod ham drengen der kiggede på mig igår. Jeg fik sommerfugle i maven bare af at kigge på ham. Hvordan er det overhovedet muligt?! Jeg kender jo ikke drengen?! "Hej" sagde han og smilede. Jeg smilede tilbage. Jeg kunne ikke lade vær'. "Vi er kommet for at lege med Emma" sagde Martine. Han kiggede på Martine og nikkede. "Var det ikke jer som hjalp hende da hun faldt igår?" Spurgte han og kiggede på mig med et smil. Jeg smilede endnu mere nu. "Jo" svarede jeg kort. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle sige. "Emma, dem du ville lege med er kommet" kaldte han. Emma kom løbende ud til os. Han smilede og gik ovenpå. Kjell-Erik kom også ud til os. "Jamen hej børn" sagde han til os. "Hej" sagde jeg. "Marcus og Martinus, kom lige ned." Kaldte Kjell-Erik. Jeg kiggede på Martine, og hun kiggede også på mig. Det var der fra de virkede bekendte! Vi havde selvfølgelig set dem, fra den musikvideo til den der sang 'girls'. Marcus og Martinus kom ned af trappen. Jeg kunne selvfølgelig ikke huske hvem der var hvem. "Det her er Christopher. Han spiller fodbold, ligesom jer, så jeg tænkte på om I ikke kunne spille med ham?" Sagde Kjell-Erik. Marcus og Martinus nikkede, og begyndte at snakke med Christopher. Emma kiggede op på mig og Martine. "Hvad skal vi lave?" Spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. "Skal vi sjippe?" Spurgte Martine. Emma nikkede hurtigt. Det så vidst ud som om at hun godt kunne lide at sjippe. Hun løb ind og hentede et sjippetov, og kom løbende ud igen. Da vi havde sjippet i 1 halv time, blev jeg træt i mine arme, fordi at jeg svingede. Vi havde bundet den anden ende op af en lygtepæl. "Jeg er altså blevet træt i mine arme" sagde jeg til Emma og Martine. "Skal vi gå ud og spørger drengene, om vi må være med til fodbold." Spurgte Emma. "Ja! Kan du godt lide at spille fodbold Emma?" Spurgte Martine. "Jae. Jeg er ikke vildt god, men jeg synes at det er ret sjovt" svarede hun.

Da vi kom ud i haven til drengene, kiggede de op på os. "Må vi være med?" Spurgte Emma. Drengene nikkede. Drengen der havde åbnet døren, da Martine, Christopher og jeg kom, kiggede på mig. Jeg begyndte at kigge lidt ned i jorden, da jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle kigge hen. "Skal vi så spille drengene mod pigerne? I er jo 3, og vi er 3" sagde ham med det 'lange' hår. "Men Marcus, så ville vi altså starte med bolden" sagde Emma. Så var det jo Martinus. Jeg havde godt tænkt at det kunne være Martinus, men jeg kunne jo egentlig ikke huske det. Nu kunne jeg også kende forskel på dem.

Vi begyndte at spille kamp. Men eftersom at alle 3 drenge gik til fodbold, og ingen af os gjorde længere, så havde de jo en ret stor chance. På et tidspunkt hvor jeg skulle tage bolden fra Martinus, strejfede hans arm, min arm. Endnu en gang gik der et sus igennem mig. Jeg fik da bolden fra ham alligevel, og løb ned i enden, hvor Marcus stod på mål, og sparkede bolden ud i siden af målet. Jeg scorede, og løb ned til de andre piger.

Det endte med at kampen stod 8-4 til drengene. Vi gad ikke spille mere, så vi besluttede os for, bare at sidde på græsset og snakke. Martinus sad skråt overfor mig. Vi snakkede faktisk bare om hvordan det var at have familie i Norge, men selv bo i Danmark. Men det var jo faktisk ikke vildt svært, det var jo som sagt kun vores fars side af familien der bor i Norge. Jeg tog min mobil op af lommen og kiggede på den. Klokken var 17.47. "Martine og Chris, jeg tror snart vi skal til at komme hjem, den er snart 18" sagde jeg. De nikkede, og vi rejste os. "Tak for idag, det var sjovt" sagde jeg. "Ja, hvornår skal I hjem?" Spurgte Marcus.  "Først om 2 uger mener jeg" sagde jeg og smilede. De havde fået mit nummer, og jeg havde fået deres. Så kunne vi jo bare skrive, og så finde et tidspunkt. "Farvel" sagde Christopher og Martine. Vi vendte om, og gik hjemad.

Vi kom ind af døren, og lige da vi lukkede den, kom farmor ud i entréen. "Godt I kom hjem nu, vi skal faktisk spise nu" sagde hun. Vi gik over og satte os ved spisebordet. Vi var lige blevet færdige med at tage af bordet, da det ringede på døren. Farfar åbnede. Man kunne hører at der var nogle som kom ind. Da de kom ind i stuen så jeg, at det var faster, onkel, William, Patrick og Melia. Jeg løb over og gav dem et stort kram, jeg havde savnet dem helt vildt. "Heeeej" sagde jeg. "Hej DKN" sagde de.

Aftenen gik hurtigt, men sådan var det jo altid når man hyggede sig. William var 14, Patrick var 12 og Melia var 8, så vi var tit sammen. Det er det bedste ved at vi næsten alle har samme alder. Så er det ikke kedeligt. William havde fødselsdag 1 måned og 2 uger efter mig, så jeg var den ældste af børnebørnene på fars side.

Da klokken blev 22.10 besluttede vi os alle sammen for at gå i seng. Jeg lagde mig ind i min seng, og tænkte igen på Martinus... Han var bare så, ja, så sød.