The distance says a lot

Betød det noget?

Jeg nåede ikke engang at opfatte hvad der skete, lige pludselig lå jeg bare på jorden. Jeg kiggede til siden, og opdagede hvad der var sket. "Martinus!" Halvråbte jeg. William lå også på jorden. Nu var det mig og William's tur til at blive grinet af. Marcus og Martinus havde fældet William og jeg, og nu stod de op, sammen med Martine og Christopher, og grinede af os. Jeg kiggede på William. William rejste sig, og gav mig en hånd op. "I ved godt, at det her betyder hævn ik'?" Sagde William. Marcus og Martinus kiggede på hinanden. Og grinte lidt. William og jeg gik ind på fodboldbanen, og de andre kom bagefter. "Hvor går I egentlig i skole?" Spurgte Martine. "Lige herovre" sagde Marcus og pegede. "Vil I se hvorhenne?" Spurgte Martinus. Vi nikkede. Det kunne da være ret sjovt at se hvor de gik i skole. Marcus begyndte at gå, og vi gik bare efter. "Hvor bor I henne, når I ikke er på ferie her?" Spurgte Martinus. "Melia, Patrick og jeg bor i Oslo" svarede William. Martinus nikkede. "Hvor bor du henne?" Spurgte Marcus, og hentydede til mig. "Jeg bor i Roskilde, i Danmark" svarede jeg og smilede. "Det gør vi da også?" Sagde Martine. Jeg vendte mig om mod hende. "Eftersom at vi er søskende, og vi var sammen ovre hos dem, tænker jeg at de godt ved, at vi bor samme sted" svarede jeg hende. Martinus og Marcus grinede lidt. "Det var alligevel ret langt væk" svarede Marcus. "Hvor lang tid tager det fra Roskilde til Trofors?" Spurgte Martinus. "Lidt over 17 timer i bil" svarede jeg. "Hvor tit er I så sammen?" Spurgte Marcus. William og jeg tænkte lidt. "Det er vel egentlig kun 1 til 3 gange på et år" svarede vi. "Kun at se sin familie 1-3 gange om året.. Vi er også tit ude rundt omkring i norden, men vi ser jo vores familie tiggere" svarede Martinus. William og jeg nikkede. "Det er hårdt, men vi skyper hver måned, så vi holder jo kontakten" svarede William. "Det må være helt mærkeligt" sagde Marcus. Vi nikkede. Det var faktisk ret mærkeligt, når nu man tænkere over det.

"Så er vi her" sagde Marcus. Vi havde kun gået i 5-10 minutter. "Skal vi ikke gå over på den legeplads" spurgte Martine. Vi nikkede. Vi gik derover. Jeg satte mig på en bænk, imens Martine satte sig på en gynge, og de andre drenge stod og snakkede. Martinus satte sig ved siden af mig. Jeg smilede til ham. Hans hånd strejfede min, og jeg fik sommerfugle i maven. Jeg havde aldrig haft det sådan med nogle før. Det var helt mærkeligt. Martinus smilede til mig, og lagde sin hånd på min, men stadig så de andre ikke kunne se det. Jeg kiggede ned på vores hænder, men skyndte mig at kigge op igen, da Martine snakkede til mig. "Hvad er klokken DN?" Spurgte hun. Typisk hende at afbryde, når et øjeblik som dette, nok ikke bare lige ville komme igen. Jeg fjernede min hånd, og tog min mobil frem. "19.58" svarede jeg hende. Hun nikkede. Martinus rejste sig og gik over til William, Christopher og Marcus. De stod vidst og snakkede om et eller andet fodbold hold. Martine kom over til mig. "Hvad snakkede dig og Martinus om?" Spurgte hun. "Ikke noget særligt" sagde jeg. "Lad da vær'" svarede hun. "Hvad?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig, med det der 'som om' blik. "Jeg så da godt jeres hænder" sagde hun. PIS PIS PIS... Hun ville garanteret sige det til de andre. "Martine. Lover du ikke at sige det til nogle?" Spurgte jeg. Hun nikkede. "Ja, selvfølgelig" sagde hun. Jeg nikkede.

Da vi kom hjem til farmor og farfar igen, var Emma, Kjell-Erik og Gerd-Anne taget hjem. Marcus og Martinus var drejet af, da vi gik forbi deres hus. Vi aftalte at vi måske skulle være sammen igen imorgen. Klokken var blevet 20.33, så det var nok godt nok at vi kom hjem nu. "Hvor har I været henne?" Spurgte mor. "Vi var bare over på Trofors skole" svarede Martine hende.

Jeg gik ind på værelset, og ringede Clara og Michelle op. "Heeej piger" sagde jeg glad. Jeg savnede dem helt utroligt. Jeg fortalte dem alt der var sket idag, med Marcus og Martinus, da de fældede William og jeg, og over på Trofors skole hvor Martinus havde lagt sin hånd på min. De 'flippede' ud med mig, men alligevel stille nok til at min familie ikke kunne hører os. Vi snakkede igen i 2-3 timer. Det gjorde vi tit, og nogle gange længere tid. Til sidst var klokken blevet 23.12. Martine brokkede sig ikke, da hun alligevel selv snakkede med nogle af hendes veninder. Vi blandede os ikke i hinandens samtaler, men alligevel snakkede Clara, Michelle og jeg ikke om Martinus, heller ikke selvom jeg havde hørertelefoner i, og det havde hun også.

Jeg besluttede mig for at gå i seng nu. Klokken var lige blevet 23.20, og jeg var okay træt. Jeg sagde farvel til pigerne, og gik ud for at børste tænder.