Life is a bitch. Ft Marcus og Martinus

Maraton (4/10)

Marcus' synsvinkel

Hvad mente hun med det? At hun ikke vil hilse på nogen der behandler sin familie som lort. Jeg kigger lidt nærmere på Lisbeth og Kai-Erik. Det løgn! Det er Lunas moster og onkel. Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg har prøvet at tvinge Luna til at snakke med dem. Selvom at hun har sagt, at hun ikke ville snakke med sin moster igen.

"Lisbeth, Kender du Luna?", spørg jeg.

"Ja, det gør jeg. Hun er min søster datter", sukker Lisbeth.

"Vent, så det er dig, der valgte at droppe kontakten til hende, selvom at hun var den eneste der forsvarede dig, når de andre ikke talte særlig pænt om dig?", udbryder Lærke.

Lisbeth nikker. En tåre glider ned af hendes kind. 

"Undskyld, mit udbrød, men Luna har bare været så ked af det pga. At du droppede kontakten til hende", undskylder Lærke hurtig.

"Det er okay, for du har ret. Jeg har svigtet mit eget Gudbarn", siger Lisbeth med blævrende stemme.

Kai-Erik lægger en trøstende arm rundt om Lisbeth.

"Vi er altså nød til at finde Luna. Hun må ikke løbe. Så jeg tro hendes knæ gør ondt", siger Martinus bekymret. 

Jeg er også bekymret, for Luna kan finde på hvad som helts når hun er ked. Vi går ud fra stadionet. Vi deler os op, så jeg går sammen med Lærke og Martinus. Vi går ind i en park. Hvor vi deler os om igen. 

Jeg går ind i et lille stykke skov. Jeg går der inde i et stykke tid, da jeg kan hører nogen der græder. Det lyder som Luna, så jeg begynder at løbe. Jeg finder hende liggende på jorden. Hendes sko er gået i stykker, og hendes kjole er møgbeskidt. Hendes knæ ser slemt ud. Det er hævet, og det er blå og gult. 

"Luna, dit knæ. Det er ikke godt", siger Jeg.

Luna siger ikke noget, hun græder bare.

"Kan du støtte på dit ben?", spørg jeg.

Luna prøver at rejse sig, men det gør for ondt på hende.

"Du er nød til at ringe efter en ambulance. De ved hvad der skal gøres", hulker Luna.

Jeg nikker. Jeg ringer efter ambulancen. Jeg ringer bagefter til Martinus, og Far, for at sige hvor vi er. Martinus og Lærke kommer 5 minutter efter. Efter lidt tid kommer ambulancen. Luna blev ført ind i ambulancen. Jeg vælger at kører med. 

På hospitalet bliver Luna lagt ind på en stue. Lægerne sprøjter noget ind i Lunas knæ, der fortager smerten. Efter lidt tid gør det ikke ondt på Luna længere.

"Tak, fordi du fandt mig", siger Luna.

"Det skal du ikke takke for. Men jeg vil gerne sige undskyld", siger jeg.

"Hvorfor?", spørg Luna.

"Fordi at jeg prøvede, at tvinge dig til at snakke med din moster", svarer jeg.

"Marcus, det skal du ikke være ked af det. Du vidste ikke hvad der helt præcis der er sket", smiler Luna. 

Jeg ånder lettet op. Jeg læner mig frem, og kysser Luna.

...............................................................................................................................

Fjerde del af Maratonet.

Håber I kan lide det indtil videre.

K.H. Kiner